search

Tænk længere end FM båndet

Radioen er ofte blevet undervurderet som medie. Og først nu på falderebet af FM-epoken skal FM-båndet replanlægges. Intentionen er god, men fokus bør være på fremtidens medier.

Radioen er ofte blevet undervurderet som medie. Og først nu på falderebet af FM-epoken skal FM-båndet replanlægges. Intentionen er god, men fokus bør være på fremtidens medier.

Er en replanlægning af FM båndet den rigtige vej at gå for at få konkurrence og mere mangfoldighed i æteren?

Erfaringerne viser med al tydelighed, at det er mere end svært at tjene penge på at drive radio i Danmark. Sky Radio kunne ikke, TV2 Radio kunne ikke, og nu håber vi så på at det nye NOVA FM har forretningsplanen i orden, så kanalen bidrage til mangfoldigheden over for DRs kanaler.

I de asktuelle mediepolitiske forhandlinger lægges der så op til en udvidelse af det eksisterende FM-bånd, så flere aktører kan forsøge sig med kommerciel radio. Men spørgsmålet er om en replanlægning er den rigtige og mest tidssvarende måde at forny radiomarkedet og øge konkurrencen med DR. på? Og er der overhovedet noget nogle der tør forsøge sig?

Hvis mediepolitikerne med replanlægningen beslutter, at der skal følge public service forpligtelser med de nye frekvenser, er det helt afgørende, at den årlige afgift til Staten – den såkaldte koncessionsafgift droppes. Det kunne have sparet TV2 Radio for 23 mio. kroner årligt. Opstiller man vilkår for de nye aktører uden egentlige forpligtelser, så er en koncessionsafgift måske nok i orden, men man kan så spørge sig selv, hvad vi egentlig skal med flere kanaler?

Vi skal ikke have flere kanaler for udvidelsens skyld, men fordi nye aktører skal give danske radiolyttere noget de ikke har i forvejen eller gøre det på en ny og anderledes måde. Sådan udvikles radiomediet og sådan udfordres DR til at tænke nyt og bevare fokus på kvalitet.

Jeg kan frygte, at nye kommercielle aktører uden forpligtelser ikke vil bidrage til det store for radiomediet, fordi varen allerede er på markedet, f.eks. i form af Radio 100 FM. Er varen der i forvejen bliver det så også desto sværere at få en forretning ud af at drive kanaler, og så skal vi inden længe starte forfra fordi der simpelthen bliver for mange aktører om for få annoncekroner.

I stedet for en blind replanlægning af FM båndet, synes skal vi satse endnu mere på DAB og andre digitale muligheder. For det første er DAB og stream på nettet fremtidens måde at høre radio på, selv om FM-radioen stadig er populær. For det andet er muligheden i udbud af forskellige kanaler større og omkostningerne ved etablering og drift af radiostationer og sendenet mindre.

Mediepolitikerne bør også overveje, hvordan nye digitale radioinitiativer i fremtiden kan tænkes ind i den samlede mediepolitik.

I det hele taget synes jeg, at mediepolitikerne skal tænke sig grundigt om, når de her et år før den store mediestøtteudredning præsenteres vil lave initiativer, der rækker langt ud i fremtiden. Udviklingen af medierne, herunder i høj grad udviklingen på radiomarkedet, kræver at vi er fremsynede, og tager gennemtænkte beslutninger.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen