Hej! Hvor er det længe siden? Er du også her? Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til! Smid en sms, så tager vi en fadøl! Har du set noget godt?

Ovenstående er bare et lille udsnit af de mest brugte vendinger på hovedgaden i Allinge, hvor 400 mediefolk weekenden over havde sat hinanden stævne for at dække Folkemødet på Bornholm, der sluttede søndag.

Det store spørgsmål, der rejser sig i støvet, nu hvor Allinge og omegn igen er ved at pakke sammen, er, om Folkemødet overhovedet har en demokratisk funktion. Eller om det bare er en perifert placeret københavnerbegivenhed, hvor den selverklærede elite i form af politikere, presse- og spinfolk finder en ny ramme at mødes i?

Hvis man søger svaret i moleområdet, så vil det blive, at journalisterne og spinnerne i Allinge har fundet et nyt sted at holde de møder, de aldrig får holdt derhjemme, fordi de har for travlt. I Allinge klapper de hinanden på skulderen og hører, hvordan det hele går. Journalistens nuværende redaktør havde da således selv fornøjelsen pludselig at stævne to tidligere redaktører fra samme publikation på brostenene.

Udvikler den slags møder og ordvekslinger demokratiet? Det er i hvert fald næppe direkte skadeligt. Men dybest set kunne vi jo lige så godt have skubbet solbrillerne op i panden hjemme i København.

Trak man fra havneområdet og op i byen, så var det naturligt at droppe indenfor hos Politiken, der bød på en udmærket grill-buffet og mange pladser langs langbordene i solen. Også her var der mediefolk en masse. Og vi kunne tilmed grine af det samme som derhjemme, for Rytteriet og andre kendisser leverede underholdningen.

Selvbekræftende og såre trygt. Men vel egentlig slet ikke udviklende, fordi det også her mest handler om at genkende hinanden i nye rammer og føle sig ovenpå, fordi man er her.

Men gå så op i Pressecentret, der ligger lige uden for den smarteste zone. Her sad mediefolk som burhøns og uploadede billeder og lagde artikler på. Der var gratis kaffe på kanden og kolde vand i køleskabet. Og der blev arbejdet igennem. Hvis man skal måle folkeligheden i arrangementet og i pressens indsats, så er det i disse mere ydmyge rammer, det skal ske.

Her er hverken smart københavneri eller kendisbekræftelse.

For mig var det nok Folkemødets bedste oplevelse. Det journalistiske engagement, der blev lagt i at give brugerne derhjemme de mest relevante historier – uden at man selv blev genkendt eller fik fadøl foræret af gode kilder. Jeg så reportere, der sad på samme stol uden at rejse sig i seks timer, fordi de skulle have alle noterne ud af blokken og over på onlineudgaven eller hjem til papiravisen.

Jeg vil opfordre dig til at tage med næste år. Lok en akkreditering ud af chefen. Kom over på øen, og oplev charmen og suset ved at sidde sammen med hundredvis af journalister, der alle jager nye vinkler på væsentlige historier. Selvfølgelig med en overvægt at kendte politikere, der positionerer sig i aktuelle forhandlinger. Men også den lille skæve historie. Den gode detalje i reportagen. Den twistede vinkel, der lokker læserne.

Ja, jeg kan godt lide Folkemødet. Og jeg tror, at dækningen af det kunne blive endnu bedre, hvis den journalistiske elite i form af kommentatorer, redaktører og værter – dem, der ikke sidder og sveder i Pressecentret – rent faktisk brugte tiden på at opsøge og konfrontere de enormt mange kilder, som er samlet på et sted. Og lidt mindre tid på at lade sig genkende oppe hos Politiken.