iPad-konkurrenter fra hele verden gør klar til at imponere i denne uge. Hele 80 nye tablets ventes at blive præsenteret, når verdens største messe for for forbrugerelektronik begynder på torsdag.
Det kan godt være, at alle hidtil stort set alene har talt om iPad'en fra Apple. Og til dels også om Galaxy Tab fra Samsung samt BlackPad fra BlackBerry.
Men i denne uge føjes hele 80 nye tablets til listen, når det årlige Consumer Electronics Show i Las Vegas inviterer alverden til et forbrugerelektronisk kick.
Og skal man tro en række amerikanske websites, så er det netop de flade tavle-computere, som kommer til at løbe med al opmærksomheden i år. Både Investors.com og American Public Media og flere andre udpeger de nye konkurrenter til iPad'en som det absolut mest interessante at holde øje med på messen.
Blandt de mange producenter, som er på vej med nye tablets er Dell, HP, Motorola, Cisco Systems, NEC og ViewSonic.
Analysefirmaet Gartner forventer i øvrigt, at der vil blive solgt 19 mio. tablets alene i år, og næste år ventes det at stige til 55 mio. og siden 103 mio. i 2012.
Mange virksomheder er i øvrigt begyndt at tilbyde deres medarbejdere en tablet som et almindeligt arbejdsredskab, oplyser ChangeWave Research. Foreløbig er det hovedsageligt iPad, som virksomhederne i USA køber ind til deres medarbejdere (82 pct.) – efterfulgt af HP (11 pct.) og Dell (7 pct.).
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.