Donald Trump og hans hustru, Melania Trump, da han forlader scenen efter sin tiltrædelsestale som præsident. Mary Altaffer/AP/Polfoto

I en tilsyneladende flagellantisk selvransagelse river mediefolk sig i disse timer og døgn i håret over, at de dog kunne tage sådan fejl: Donald Trump blev præsident. Én konklusion synes allerede at udkrystallisere sig, en konklusion, som efterlader den journalistiske selvfølelse intakt: Det er også de dumme meningsmålingers skyld.

Min blogger-kollega Susanne Sayers har skrevet noget i den retning her på journalisten.dk, og jeg er såmænd enig, men der er nu mere end det, man kan lære af Trump, og af Brexit for den sags skyld. Og vi, der bør tage ved lære, er flere end journalisterne, nemlig også politikere, eksperter og alle andre, som deltager i den offentlige debat.

Her er mine bud, og læs dem endelig til ende, for de vigtigste står til sidst; dette er ingen nyhedsartikel:

1. Vi skal bruge meningsmålinger rigtigt. Vi har da været igennem alt det med konfidensintervaller og statistisk usikkerhed, ikke sandt? Hvis en måling viser, at Clinton fører med én procent i en bestemt stat, så siger målingen faktisk ikke andet, end at man ikke kan konkludere noget om, hvem der vinder den stat.

2. Vi skal læse meningsmålingerne, og vi skal følge med i udviklingen i dem. I dag kan jeg for eksempel på sociale medier læse en chokeret journalist skrive, at der virkelig ikke var nogen, som havde forudset, at Clinton kunne tabe en stat som Michigan. Men det passer jo ikke. Der kom faktisk en måling, som viste et lille forspring til Trump – så lille, at det reelt betød dødt løb. Det var den sidste måling før valget. Det var også tydeligt, at der de sidste ti dage var et voldsomt skred i Trumps favør i meningsmålingernes resultater. Selv meningsmålingerne forudsagde, at Trump havde en reel vinderchance.

3. Hvilket fører mig frem til noget endnu vigtigere: Vi skal se virkeligheden. Så sent som efter klokken fire onsdag morgen kunne man høre DR’s studievært hævde, at afgørelsen lå ”på en knivsæg”. På dette tidspunkt viste New York Times prognose, at der var omkring 80 procents sandsynlighed for en sejr til Trump. På tilsvarende vis ser vi lige nu en strøm af analyser, som bagatelliserer Trumps sejr: Han mener det sikkert ikke alt sammen, han regerer ikke alene, og Reagan endte da med at blive en udmærket præsident alligevel.

4. Vi skal erkende, at fejllæsningen af virkeligheden ikke skyldes ond vilje eller ønsketænkning. Vi har at gøre med et psykologisk fænomen: Vi kan kun begribe hændelser, vi har ord for. Den 7. december 1941 så en amerikansk soldat ude i Stillehavet på sin radarskærm en stor gruppe fly på vej fra Japan. Han slog alarm. Men fik at vide af sin chef, at det umuligt kunne passe. Lidt efter angreb japanerne den fuldkommen uforberedte flådebase Pearl Harbor.

5. Vi skal undersøge virkeligheden. Det er helt banalt at skrive, og helt banalt at gøre, og nogle har endda gjort det denne gang; blandt andre Kristeligt Dagblad fortjener anerkendelse for fordomsfrie reportager fra Trumpland. Virkeligheden er borgerne og virksomhederne, ikke politologerne og økonomerne, og journalistik om borgere og virksomheder er ikke voxpop på en valgaften.

6. Når vi taler med borgere og virksomheder, vil vi blive tvunget til at behandle globaliseringens følger. Det gør vi ellers nødigt. Et eksempel er den offentlige debat om TTIP, som har været præget af to forskellige fortællinger, begge sande, nemlig at globalisering skaber økonomisk vækst, og at TTIP-aftalen har en problematisk form for investorbeskyttelse. Det sidstnævnte er en detalje, en slags surrogat, som centrum-venstre-debattører har kunnet kaste sig over, fordi de ikke har vovet at diskutere det egentlige problem, nemlig den omfordeling af job, velfærd og indkomster, som også følger med globaliseringen. Den manglende debat om omfordeling har gjort mediernes opgave sværere – men også vigtigere.

7. Hvilket fører mig frem til det sidste punkt: Vi skal vove at tale om ulighed. Emnet er aldeles bandlyst fra den offentlige debat i Danmark, som i en del år har været underkastet tvangen fra en omvendt jantelov; det skal sandelig ikke hedde sig, at vi i Danmark har noget imod, at folk tjener penge. For små 15 år siden kunne det stadig vække betydelig opsigt, at en dansk erhvervsleder blev aflønnet med tocifrede millionbeløb i bonus og aktieoptioner. I dag modtager offentligheden den slags nyheder med et skuldertræk. Herregud, det er jo aktionærernes penge, det må de selv om, og direktøren har sikkert ærligt fortjent hver en krone. I udlandet er det faktisk anderledes. I Tyskland diskuterer man ulighed, og i USA diskuterer man ulighed, og en del af virkningen så man onsdag morgen, da valgresultatet i USA pludselig faldt ned fra sin knivsæg.