I en tilsyneladende flagellantisk selvransagelse river mediefolk sig i disse timer og døgn i håret over, at de dog kunne tage sådan fejl: Donald Trump blev præsident. Én konklusion synes allerede at udkrystallisere sig, en konklusion, som efterlader den journalistiske selvfølelse intakt: Det er også de dumme meningsmålingers skyld.
Min blogger-kollega Susanne Sayers har skrevet noget i den retning her på journalisten.dk, og jeg er såmænd enig, men der er nu mere end det, man kan lære af Trump, og af Brexit for den sags skyld. Og vi, der bør tage ved lære, er flere end journalisterne, nemlig også politikere, eksperter og alle andre, som deltager i den offentlige debat.
Her er mine bud, og læs dem endelig til ende, for de vigtigste står til sidst; dette er ingen nyhedsartikel:
1. Vi skal bruge meningsmålinger rigtigt. Vi har da været igennem alt det med konfidensintervaller og statistisk usikkerhed, ikke sandt? Hvis en måling viser, at Clinton fører med én procent i en bestemt stat, så siger målingen faktisk ikke andet, end at man ikke kan konkludere noget om, hvem der vinder den stat.
2. Vi skal læse meningsmålingerne, og vi skal følge med i udviklingen i dem. I dag kan jeg for eksempel på sociale medier læse en chokeret journalist skrive, at der virkelig ikke var nogen, som havde forudset, at Clinton kunne tabe en stat som Michigan. Men det passer jo ikke. Der kom faktisk en måling, som viste et lille forspring til Trump – så lille, at det reelt betød dødt løb. Det var den sidste måling før valget. Det var også tydeligt, at der de sidste ti dage var et voldsomt skred i Trumps favør i meningsmålingernes resultater. Selv meningsmålingerne forudsagde, at Trump havde en reel vinderchance.
3. Hvilket fører mig frem til noget endnu vigtigere: Vi skal se virkeligheden. Så sent som efter klokken fire onsdag morgen kunne man høre DR’s studievært hævde, at afgørelsen lå ”på en knivsæg”. På dette tidspunkt viste New York Times prognose, at der var omkring 80 procents sandsynlighed for en sejr til Trump. På tilsvarende vis ser vi lige nu en strøm af analyser, som bagatelliserer Trumps sejr: Han mener det sikkert ikke alt sammen, han regerer ikke alene, og Reagan endte da med at blive en udmærket præsident alligevel.
4. Vi skal erkende, at fejllæsningen af virkeligheden ikke skyldes ond vilje eller ønsketænkning. Vi har at gøre med et psykologisk fænomen: Vi kan kun begribe hændelser, vi har ord for. Den 7. december 1941 så en amerikansk soldat ude i Stillehavet på sin radarskærm en stor gruppe fly på vej fra Japan. Han slog alarm. Men fik at vide af sin chef, at det umuligt kunne passe. Lidt efter angreb japanerne den fuldkommen uforberedte flådebase Pearl Harbor.
5. Vi skal undersøge virkeligheden. Det er helt banalt at skrive, og helt banalt at gøre, og nogle har endda gjort det denne gang; blandt andre Kristeligt Dagblad fortjener anerkendelse for fordomsfrie reportager fra Trumpland. Virkeligheden er borgerne og virksomhederne, ikke politologerne og økonomerne, og journalistik om borgere og virksomheder er ikke voxpop på en valgaften.
6. Når vi taler med borgere og virksomheder, vil vi blive tvunget til at behandle globaliseringens følger. Det gør vi ellers nødigt. Et eksempel er den offentlige debat om TTIP, som har været præget af to forskellige fortællinger, begge sande, nemlig at globalisering skaber økonomisk vækst, og at TTIP-aftalen har en problematisk form for investorbeskyttelse. Det sidstnævnte er en detalje, en slags surrogat, som centrum-venstre-debattører har kunnet kaste sig over, fordi de ikke har vovet at diskutere det egentlige problem, nemlig den omfordeling af job, velfærd og indkomster, som også følger med globaliseringen. Den manglende debat om omfordeling har gjort mediernes opgave sværere – men også vigtigere.
7. Hvilket fører mig frem til det sidste punkt: Vi skal vove at tale om ulighed. Emnet er aldeles bandlyst fra den offentlige debat i Danmark, som i en del år har været underkastet tvangen fra en omvendt jantelov; det skal sandelig ikke hedde sig, at vi i Danmark har noget imod, at folk tjener penge. For små 15 år siden kunne det stadig vække betydelig opsigt, at en dansk erhvervsleder blev aflønnet med tocifrede millionbeløb i bonus og aktieoptioner. I dag modtager offentligheden den slags nyheder med et skuldertræk. Herregud, det er jo aktionærernes penge, det må de selv om, og direktøren har sikkert ærligt fortjent hver en krone. I udlandet er det faktisk anderledes. I Tyskland diskuterer man ulighed, og i USA diskuterer man ulighed, og en del af virkningen så man onsdag morgen, da valgresultatet i USA pludselig faldt ned fra sin knivsæg.
11 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
De 7 punkter er godt nok en pose blandede bolsjer. At medierne skal være bedre til at forholde sig til "virkeligheden", kan man selvfølgelig ikke være uenig i. Men det med psykologiske fænomener og tvivlsomme statistiske metoder virker ærligt talt som efterrationalisering og ansvarsfraskrivelse.
Der er jo ikke noget, der er kommet snigende op på medierne eller opstået ud af den blå luft. Man har aktivt fravalgt "virkeligheden" og hvis vi skal flytte medierne i den rigtige retning, bør de også turde stå ved det.
Et eksempel er Brexit-dækningen, hvor især de licensfinansierede nyhedsmedier har været slemme til at mætte sendefladen med udtalt EU-begejstrede "eksperter" og meningsdannere. Leave-sidens tilstedeværelse i nyhedsbilledet har stort set været reduceret til sensationalistiske nedslag, blandt racistiske landsbytosser og deslige. Hvilket i øvrigt er nogenlunde samme læst, dækningen af præsidentvalgkampen har været skåret over.
Derfor mener jeg det er lidt for nemt, at reducere problemerne til at handle om metodologi og psykologiske begrænsninger. Man har altså ikke glemt eller overset "virkeligheden". Man har aktivt fravalgt den.
Svar til flere:
Jørgen Dragsdahl, tak for link og bemærkninger. Min ambition med denne analyse er ikke at afdække samtlige årsager til et fænomen som Trump, men at beskrive dem af dem, som vi har tilbøjelighed til at overse.
Ida Sønderby Rosgaard, sammenhængen mellem meningsmålinger og stemmeafgivning kan være mere kompliceret end som så – af hvilken grund man også flere steder i verden har forbud mod meningsmålinger i dagene lige før en afstemning. USA er dog ikke et af de steder, og her er det enddat tilladt at offentliggøre egentlige valgresultater fra østkysten, mens der stadig stemmes på vestkysten. Jeg synes ikke det giver mening at forlange at medierne skal lade være med at omtale målinger og valgresultater, som det er lovligt at offentliggøre.
Per Dueholm, hvis tilstrækkeligt mange mennesker mener at ulighed er et problem, så ER det et problem. Analytisk lønner det sig nok at skelne mellem udligning - som du taler om - og ulighed i indkomstdannelsen. Her foregår der i hele den vestlige verden i disse år en historisk kraftig omfordeling fra lønindkomst til kapitalindkomst, og mellem lønmodtagerne indbyrdes sker der en uddybning af indkomstforskellene. Den udvikling reagerer mange på i andre lande, og der er ingen grund til at tro at Danmark vil blive ved at udgøre et særtilfælde. Middelklassemennesker, som har set deres forældre leve bedre end deres bedsteforældre, oplever at deres egne forbrugsmuligheder stagnerer, og at deres børn risikerer lavere levestandard end dem selv. Det reagerer de på. Fænomenet kaldes på engelsk ”the middle income squeeze” eller ”the middle class squeeze” og diskuteres livligt i udlandet, også i borgerligt-liberale medier, men ikke i Danmark, og din kommentar er et glimrende eksempel på den tilbøjelighed til at benægte problemet, som jeg kritiserer.
Anders Jensen, se mit svar til Per Dueholm ovenfor. I øvrigt er jeg helt enig i at bekymringen for indvandring også spiller en rolle, selv om jeg må tage afstand fra dit ordvalg. Men med denne analyse har jeg ikke haft ambitioner om at give en fuldstændig forklaring på fænomener som Trump, kun at pege på de mulige forklaringer som overses i debatten. Indvandring er ikke akkurat et overset emne.
Per Larsen, ja, politikerlede er nok en del af forklaringen på Trumps succes. Jeg vil så bemærke at den går hånd i hånd med en generel lede ved de etablerede magthavere og meningsdannere, ”the establishment”; mange af Trumps påstande og synspunkter har været underkastet faktacheck i amerikanske kvalitetsmedier. Men Trumps vælgere er ligeglade. Denne establishment-lede kan hænge sammen med de etablerede meningsdanneres manglende behandling af de problemer, jeg har trukket frem i min analyse.
Har fortsat svært ved at forstå, at amerikanerne kan vælge sådan en 'bozo', der ikke går ind i diskussioner og svarer på spørgsmål.
Er det ikke sagens kerne? Vi har svært ved at forstå, at en mand med bizarre holdninger til kvinder, racer etc. kan blive valgt.
Nogle enkelte holdninger (flere jobs, send immigranter hjem, beskyt USA med toldmure, vi vil ikke betale etc.), men dybest set var han mest underholdende og markant.
OK nok lidt forsimplet, men du kan sige hvadsomhelst, hvis du bare underholder befolkningen, der er så trætte af politikere.
Meget som vi har oplevet det i DK med Glistrup & Jacob Haugaard.
"Vi skal vove at tale om ulighed. Emnet er aldeles bandlyst fra den offentlige debat i Danmark"
er det en joke?
Det er Danmark du taler om, altså som i landet med syv-otte socialdemokratiske partier, hvor selv danmarks liberale parti giver skideballer til dem der vover at påpege at en smule ulighed kan gøre godt?
Du glemmer i stedet at nævne indvandringen, multikulturalismen og kulturrelativismen. Det samlede angreb på og hån af de almindelige vesterlændinge og deres kultur og identitet. At man skal reduceres til en fremmed i sit eget land, og samtidig hånes for det og anklages for at være problemet der er den store hindring for det nye multikulti paradis. Selv jævne borgere der ikke følger med i medierne kan se hykleriet.
@christian vangsø bentsen
Min POV-artikel skulle jo ikke forklare mediernes rolle, men elementet er med alligevel. Mediernes folk er en del af den "kreative klasse", som Frank giver skylden for udviklingen. Mediernes folk har denne klasses opfattelse af verden - derfor har de ikke været opmærksomme nok ang klassens modstandere/kritikere. Journalister lever i USA i en osteklokke - geografisk, ideologisk, informationsmæssigt. I kraft af egen løn, boligforhold, kontaktflade et.c. lever de langt fra det amerikanske flertals virkelighed - ja, endog fattigere Washington DC borgeres virkelighed.
Flere