Syv gange Jan

Årets Pressefoto udviklede sig til Jan'ernes fest. Ekstra Blads-fotografen Jan Grarup løb med fire diplomer, og freelancefotografen Jan Dagø snuppede tre.

"Jeg er bare med i år," hvisker sidste års World Press-vinder Claus Bjørn Larsen, da Jan Grarup for fjerde gang denne eftermiddag er på vej op på vinderpodiet ved Årets Pressefoto – denne gang for at hente prisen som årets pressefotograf.

Høfligt står Claus Bjørn Larsen nede i mængden af fotografer med armene fulde af Grarups diplomer.

"Du laver billeder, der gør indtryk. Det er ikke idyl, men den grumme virkelighed, du skildrer," lyder det fra talerstolen, hvor kulturminister Elsebeth Gerner Niel-sen giver udtryk for ærlig begejstring for Grarups billeder.

"Det er imponerende, at det danske pressefotografi har nået så højt et niveau," sagde en tydelig stolt kulturminister.

Årets Pressefotograf, Årets Nyhedsbillede, hædrende omtale i kategorien Årets Nyhedsbillede og hædrende omtale i Årets Portræt står der på de fire nye diplomer, Ekstra Bladets Jan Grarup kan hænge op i sit hjem – ved siden af de 14 andre priser, han har vundet gennem årene.

Og i år var det Jan'ernes prisfest. Freelanceren Jan Dagø hentede ikke mindre end tre priser ved Årets Pressefoto. Han tog Årets Pressefoto, Årets Featurebillede og fik hædrende omtale i kategorien Årets Nyhedsbillede. Alt sammen for sine billeder fra borgerkrigen i Sierra Leone. Billeder, som for halvanden måned siden, gav ham en pris ved World Press Photo (se JOURNALISTEN nr. 3).

Jan Dagø gik glip af taler og klapsalver. Fem dage før Årets Pressefoto var han igen rejst til Sierra Leone med sit kamera for at fortsætte sine historier fra landet.

"Serien viser en fantastisk og uhyggelig historie om et land i borgerkrig – og den er fortalt utroligt flot, hvert enkelt foto er godt i sig selv. Det er billeder, der ganske enkelt ikke er til at overse," udtalte dommerne om Dagøs billedserie.
"Jan Dagø er en eminent historiefortæller. Det er så smukt, og så fantastisk godt lavet," sagde én af dommerne, Carsten Ingemann, til JOURNALISTEN.

 

ÅRETS VINDERE:

– Årets Pressefoto Jan Dagø, freelance

– Årets Pressefotograf Jan Grarup, Ekstra Bladet

– Årets Nyhedsbillede Jan Grarup, Ekstra Bladet. Hædrende omtale til Jan Dagø og Jan Grarup

– Årets Featurebillede Jan Dagø, freelance. Hædrende omtale til Joachim Ladefoged og Ulrik Jantzen

– Årets Sportsbillede Nils Meilvang, B.T.. Hædrende omtale til Ulrik Jantzen og Jesper Nørgaard Sørensen

– Årets Danske Hverdagsbillede Heidi Lundsgaard, freelance. Hædrende omtale til Linda Henriksen og Lars Bech

– Åben Klasse Niels Hougaard, fotojournaliststuderende. Hædrende omtale til Tao Lytzen og Lars Bech

– Årets Portræt Jakob Stigsen Andersen, fotojournaliststuderende. Hædrende omtale til Jan Grarup og Tine Harden

I alt konkurrerede 1904 billeder, indsendt af 149 fotografer. 118 billeder er med på Årets Pressefotos udstillinger, som indtil den 1. april er på Brandts Klædefrabrik i Odense, Rådhuset i Århus og Fotografisk Center i København. Afgørelsen var i år lagt i hænderne på den britiske billedredaktør Colin Jacobson, som fire gange har været medlem af juryen i World Press Photo, pressefotograf Carsten Ingemann fra Jyllands-Posten og tv-journalist Mette Fugl, som er korrespondent i Bruxelles for DR.
Samtlige vinderbilleder kan ses på http://www.pressefotografforbundet.dk/

Læs også Trofæ-jægeren og Nabodokumentarisme

0 Kommentarer