Systemkritisk journalist fængslet uden dom i Syrien

Efter at have afsonet to års fængsel for at sprede »falsk information«, har det syriske militærdiktatur besluttet at beholde en kritisk journalist i fængsel på ubestemt tid. Iran har en finger med i spillet.

Efter at have afsonet to års fængsel for at sprede »falsk information«, har det syriske militærdiktatur besluttet at beholde en kritisk journalist i fængsel på ubestemt tid. Iran har en finger med i spillet.

Den syriske journalist Ali Al-Abdallah blev i første omgang dømt og fængslet for at have overtrådt en lang række love, som i sig selv er på kant med menneskerettighederne.

Han er dømt for at »sprede falsk information«, for at »være medlem af en hemmelig organisation« skabt til at destabilisere staten og for at »opfordre til etniske spændinger«. Al-Abdallah har arbejdet som freelancejournalist for en lang række arabisk-sprogede medier.

Han blev arresteret i 2007, umiddelbart efter at være blevet udpeget til generalsekretær for en organisation i Syrien, der arbejder for demokratiske reformer på fredelig vis. Det skriver Committee to Protect Journalists (CPJ).

Nu har han afsonet to års fængsel i Syrien for sine forbrydelser. Men en militærdomstol har besluttet, at Ali Al-Abdallah skal forblive fængslet på ubestemt tid.

»Det er uhørt, at Ali Al-Abdallah skal tilbageholdes ud over den dom, retten har fastsat,« siger programkoordinator i CPJ, Mohamed Abdel Dayem.

»Vi opfordrer myndighederne til at holde op med at fabrikere anklager imod ham og løslade ham øjeblikkeligt,« fortsætter han.

De nye domme falder, fordi Al-Abdallah i løbet af sin fængselstid har smuglet en artikel ud, der sætter kritisk fokus på det religiøse styre i Iran. Iran er Syriens tætteste allierede i regionen, og ifølge CPJ har deres undersøgelser vist, at Syrien den seneste tid har slået ekstremt hårdt ned på kritikere af Iran.

0 Kommentarer