27 dokumentarer og reportageprogrammer om sygdom og død. Så mange gange blev de danske tv-skærme fyldt ud med dårligdomme i 1997/98 på DR og TV 2.
Mere end hver tiende af de dokumentarer og reportager, der blev vist i perioden handlede om sygdom, der dermed var langt det populæreste emne.
»Man skulle tro, sygdom var vores største og vigtigste samfundsproblem,« siger Mads Baastrup, tidligere leder af DR-Dokumentar og nu projektleder i TV-Fakta. Han er en af forfatterne til bind to i DR-tv´s kvalitetsundersøgelse, der påpeger problemet.
En anden forfatter er Kurt Strand, vært i Profilen.
»Når man ser det snævre emnevalg, viser det tydeligt den flokmentalitet, der eksisterer blandt journalister. Den er med til at give et skævt billede af danskerne, og hvad der i virkeligheden rører sig i samfundet.«
Og dermed er det sat på plads. De to har set meget godt tv undervejs i projektet, men er ikke tilfredse. For tv-mediet overser for meget.

Sygdom i pressen
Mads Baastrup kalder det en sygdom i sig selv, at sygdom fylder så meget:
»Alle har vedtaget, at det er et forfærdeligt stort problem. Politikerne står i kø for at udtale sig, om det så bare er fru Madsens skæve storetå i Horsens. Den skal på tv. Problemet er, at det fylder for meget i forhold til det samfund, vi lever i. Hvad blev der af programmer om de veluddannede, de ældre, EU eller indvandrerne? De er praktisk taget glemt. Og det siger meget om branchen som helhed. Tv-mediet har ikke nogen holdninger. Der laves primært det, der sælger billetter.«
Kurt Strand er enig:
»Hvornår har nogen kigget nærmere på Ørestadskonstruktionen. Det er et helt nyt land, der bliver dyrket op og en helt ny måde at gemme beslutningsprocesser væk på. Der er ikke nogen, og slet ikke på tv, der har gravet i det.«
Mads Baastrup:
»Gaaab.«
Kurt Strand:
»Ja, den er fandeme besværlig. Men de fleste kan godt se, at det er en god historie. Den har ikke nogen bøjet storetå, der gør det nemt at få historien nærværende. Og det ligger vi alle sammen under for. Den journalistiske dovenskab. Det er nemmere at hoppe på en historie, der kører allerede. Så er man også mere sikker på, at folk ser programmet.«

Historier bliver negligeret
Men det giver problemer. For ikke kun kan danskerne sidde ved aftenkaffen og kigge på et mærkværdigt billede af dem selv. Det betyder også, at områder helt bliver glemt.
Mads Baastrup:
»Vi kan se, at der er emner, emneområder og personer, der lever i Danmark som vi stort set ikke hører noget til. Og det er sgu da mærkeligt. Debatprogrammer tager emnerne op, men dokumentarprogrammerne ignorerer dem. Man kan jo godt konstatere, at hvis 27 programmer handler om sygdom i løbet af halvandet år, så er der noget galt, for så syge er vi ikke.«
Kurt Strand:
»Vi har set mange eksempler på, at der ikke bliver kigget over på den anden side af hegnet, fordi vi alle bliver på den samme side. For eksempel historien om Tvind.«
Mads Baastrup:
»Det var en skandale simpelthen.«
Kurt Strand:
»Det synes jeg også. Hele pressekorpset, og alle tv-folk besluttede, at Tvind var en flok skurke.«
Mads Baastrup:
»Alle ledere, avisredaktører og redaktions-sekretærer sagde, at Tvind var noget skidt. Hvis en lille journalist kom hen og ville lave en historie om Tvind fik han at vide – find Amdi Petersen eller glem det. Og hvad sker der så. Vi får en højesteretsdom for, at de ting, Undervisningsministeriet har fiflet sammen, ikke holder. Der skal en højesteretsdom til. Det er da en skandale. Vi gemmer og glemmer de svære, kedelige emner, især på tv. For tv er så fikseret på det konkrete. Hvis du ikke kan filme det, gider vi ikke.«

Seertal presser
Men journalistisk dovenskab og flokmentalitet er ikke hele forklaringen. For der ligger også et krav, der er svært at ignorere.
Kurt Strand:
»De signaler, vi får fra DR-ledelsen, og noget som det her projekt faktisk skal forsøge at gøre op med, er mantraet om, at vi skal have høje seertal til vores programmer. Hver uge kan vi læse i DRåben, hvordan sidste uge er gået. Og det signal er svært at tage fejl af. Derfor begynder vi journalister at få ideer ud fra, om vi tror, der er seere til programmet eller ej. Og det er et skidt udgangspunkt. Hvad blev der af den gode historie?«
»Jeg kender en redaktion i et jævnligt udsendt program på DR, der havde lavet et skidegodt dagsordensættende program. Debatten var startet i Radioavisen, Godmorgen P3 og var banket igennem hele dagen. Op til programmet blev sendt om aftenen var det også i TV-Avisen, og så fik det simpelthen elendige seertal. Debatten fortsatte, men redaktionen bag programmet fik en hilsen fra chefredaktionen – ´Ugens tidsel´. Et internt papir, som de fik med posten. Og som gjorde opmærksom på de dårligere seertal.«
Mads Baastrup:
»Det er jo for dumt. Så burde man i stedet se nærmere på programmet og efterkritisere. Måske ved hjælp af de værktøjer som vi stiller op i bogen. Så kunne man måske komme frem til hvorfor, der ikke var så mange seere.«
I fortvivlelse over seertallenes magt, har forfatterne til bogen forsøgt at finde en anden måde at vurdere programmer på. I bogen er stillet ti kvalitetskriterier op. Et af dem er den debatskabende effekt, et program kan have.
Kurt Strand:
»Men hvordan måler man på det? Er det en succes med syv læserbreve i formiddagsbladene? Eller at min elektroniske postkasse bugner, men at der så ikke står noget i aviserne? Er det, at min kone kommer hjem og siger: Hold kæft der blev snakket på lærerværelset om din udsendelse? Der er svært. Der er så mange ting, der spiller ind.«
I bogen foreslås også, at væsentlighed, perspektivering, uforudsigelighed og forståelighed skal være med i vurderingen.
Mads Baastrup:
»Det kan også være identitet. Der er nogle danske programmer, som folk aldrig glemmer, selv om der måske ikke var så mange seere til dem. Det er svært at måle, og det er derfor, seertallene er så dejlig nemme. Der skal vi sgu forsøge at komme ud over«.

Tv om telefonregninger
Men at to gode historier ikke nødvendigvis kan trække lige mange seere er svært at komme uden om. I bogen nævnes et eksempel, der peger på den problematik, som journalisterne oplever.
Et Rapporten-program med Jens Olaf Jersild handler om snyd med telefonregningen, og har omkring en million seere. Et andet om olieforurening – det har 500.000 seere. Ifølge forfatterne to gode programmer. Men programmet om forureningen vurderes som det bedste.
Mads Baastrup:
»Det var bare virkelig tydeligt, at identifikation og nærvær betyder meget. Men vi skal vel ikke kun lave tv om fru Madsens skæve storetå og telefonregninger?«.
Kurt Strand:
»Risikoen er nemlig, at Ørestadsdokumentaren bliver valgt fra, som nu. Konklusionen skulle gerne blive, at vi skal fandeme lave Ørestadsudsendelsen, så der er nogen, der gider og se den«.
Mads Baastrup:
»Vi skal jo også tage os selv seriøst som 4. statsmagt, og vi har en public service-forpligtelse. Vi skal tage det åg på vores skuldre at oplyse befolkningen og vise et mere afbalanceret billede af Danmark.«
»Kurt Strand:
»Vi skal ville noget mere.«
Mads Baastrup:
»Der skal der jo være en logik i, at vi har noget, vi kalder Danmarks Radio og TV.
Kurt Strand:
»Det er klart, at man kan stille nogle andre krav til dokumentarprogrammer. De skal ikke bare lade rive sig med af en folkestemning, som debatprogrammer med lidt bedre samvittighed kan gøre«.

Det har vi set
Men for at få ændret på billedet er det nødvendigt med en ændring i tankegangen hos alle de journalister, der producerer tv. Og det er ikke så ligetil.
Kurt Strand:
»Grundlæggende skal alle redaktioner, hvad enten det er nyheder, dokumentar eller andre, skabe miljøer, hvor de umiddelbare ideer og indskyldelser kan få lov til at blomstre. Jeg tror i høj grad, at vi har en tendens til at sige – ja, det lyder spændende – det kigger vi på en anden gang. Underforstået lad være med at lave det. Og der er altså mange, der sidder ovre i hjørnet og siger: ´Det har vi haft – har vi prøvet´. Sådan nogle folk er i stand til at dræbe enhver form for undren«.
Mads Baastrup:
»Journalister er ikke særlig gode til at holde redaktionsmøder. De fleste møder går ud på at slå historier ihjel i stedet for at få dem til at leve. Alt kreativitetstræning går ud på at formindske drabene. Hvis du lader en sindssyg ide blomstre, kommer der noget ud af det lige pludselig. Vi er så fikseret på en overskrift eller at programmet skal starte på en bestemt måde. Vi er så resultatfikseret. Vi glemmer processen,« siger Mads Baastrup, der også synes, at journalister skal være mere markante i deres meninger.
»Vi skal ikke synes, at piger med bare bryster er lige så vigtige som alle mulige andre ting. Vi skal sætte en værdi og en standard. Hvis vi i DR ikke gør det, hvem skulle så. Politikerne? Eller befolkningen?«
Kurt Strand:
»Der er nok nogen, der vil sige, at det skal overlades til læsere, lyttere og seere. Men du kan ikke lægge ansvaret ud til modtageren. Du kan heller ikke lægge det hos chefredaktøren. Du må lægge det hos dig selv.«
Mads Baastrup:
»Ja, hvor fanden skulle det ellers være.«
Kurt Strand:
»Jeg tror, der er en tendens til at lægge det andre steder og sige, at det er bare det her, markedet vil have. Ergo laver jeg det.«
Mads Baastrup:
»Du skal sgu stå inde for det, du laver, og ikke bare lave det, fordi det sælger billetter. Sæt en standard. Vi skal finde ud af, hvad vi skal og hvad vi ikke skal som public service-medie. Og vi skal i hvert fald være bedre til at lave tv, der afspejler hele det danske samfund.«

Rapporten kan rekvireres ved henvendelse til Danmarks Radios informationsafdeling.