Den tyrkiske journalist Bülent Kenes bliver ikke udleveret fra Sverige til Tyrkiet, som den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, ellers har bedt om.
Det slår Sveriges højesteret ifølge Dagens Nyheter fast.
Bülent Kenes har fået politisk asyl i Sverige og har søgt om permanent opholdstilladelse efter kupforsøget i Tyrkiet i 2016. Han var chefredaktør for avisen Zaman, som mistænkes for at have forbindelser til Gülen-bevægelsen, som på linje med andre kritikere af Recep Tayyip Erdogan betragtes som en terrororganisation af de tyrkiske myndigheder.
Den tyrkiske præsident anmodede i november om, at Sverige udleverer journalisten. Det skete i forbindelse med, at Sveriges statsminister, Ulf Kristensen, var i Tyrkiet for at drøfte Sveriges ansøgning til Nato-samarbejdet.
Erdogan har tidligere understreget, at Finland og Sverige skal overholde de løfter, de har givet til Tyrkiet om at udlevere personer, som Tyrkiet anser for at være terrorister. Men det kommer altså ikke til at ske i dette tilfælde, understreger Sveriges justitsminister, der henviser til, at journalisten ikke er tiltalt for noget, der kan give høj nok straf til at kunne forsvare en udlevering.
”Der er også risiko for forfølgelse på grund af denne persons politiske holdninger. Udlevering kan derfor ikke finde sted,” siger justitsminister Petter Asp ifølge Dagens Nyheter i en pressemeddelelse.