Dagen efter mordplanerne mod den svenske tegner, Lars Vilks, kom frem, har flere svenske dagblade valgt at genoptrykke hans tegning. Samtidig argumenterer chefredaktører for, at det er nødvendigt at tage stilling.
Da tegningen oprindelig blev trykt i Nerikes Allehanda i efteråret 2007 førte det til protester fra flere lande. Og allerede dengang blev kunstneren truet på forskellig vis.
I dag onsdag har så både Expressen, Dagens Nyheter og Sydsvenskan valgt at genoptrykke Lars Vilks Muhammed-tegning.
"Expressen offentliggører tegningen som en stillingstagen til ytringsfriheden. Selv det, som er kontroversielt eller kritiseres, bør jo også kunne trykkes," skriver Expressens chefredaktør, Thomas Mattson, i dagens udgave af avisen.
Et synspunkt, som han i øvrigt uddybede i programmet "Efter tio" på svenske TV 4.
"Vi må gøre det meget klart, at ytringsfrihed ikke kun gælder for journalister. Den er absolut. Selv kunstnere og andre er omfattet af ytringsfriheden. Vi offentliggør jo også tegningen, fordi vi har en forpligtelse i forhold til at informere læseren og vise, hvad det handler om," udtaler Thomas Mattson i tv-programmet.
Lars Vilks tegning af Muhammed er også blevet vist på SVT's "Kulturnyheterne" i går.
Læs også dagens interview med Lars Vilks i Svenska Dagbladet: "De hade inte glömt mig"
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.