Sveriges Television SVT skal skære på sine faste omkostninger, og det bliver nødvendigt at fyre ansatte. Det skriver svenske Journalisten.se.
Det grundlæggende problem for SVT er, at indtægterne øges med to procent om året, mens udgifterne til løn og indkøb af programmer stiger med fire til fem procent om året. I kroner drejer det sig om en forskel på omkring 80 millioner svenske kroner, der skal spares.
I en intern udredning har SVT-ledelsen udstukket retningslinjerne for besparelserne, som på tirsdag præsenteres for bestyrelsen, og på torsdag bliver medarbejderne orienteret. På det tidspunkt bliver det klarere, hvordan besparelserne kommer til at påvirke redaktionerne.
Inden for de nærmeste år går flere medarbejdere på pension, men ledelsen kan ikke vente på den proces med at spare, lyder det fra informationsdirektør Helga Baagoe.
»Vi tror, at størstedelen af besparelsen skal kunne klares med medarbejdere, der går på pension, men hvor stor andelen af fyringer bliver, kan vi ikke sige endnu,« siger Helga Baagoe til det svenske telegrambureau TT.
Spare- og rationaliseringsplanen skal gennemføres på under to år. Hvor meget der skal spares på de faste omkostninger, vil SVT ifølge det svenske Journalisten endnu ikke oplyse.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.