Svensk tv-program blotter sig: Lægger al dokumentation online

Svenske Uppdrag Granskning, der laver undersøgende tv-dokumentarer, lægger nu manuskript, kildemateriale og dokumentation online efter hver udsendelse. »Seerne vil undersøge os, og det får de nu nemmere ved,« siger projektleder Nils Hanson

I går viste svenske SVT endnu en dokumentar fra Uppdrag Granskning, der bliver set af omkring en million svenskere hver uge.

Det specielle ved udsendelsen var, at seerne før og efter udsendelsen kunne gå ind på stv.se/ug og følge hele dokumentationen for, hvordan udsendelsen er blevet til. Udsendelsen handler om, hvordan medarbejdere hos Staffanstorps Kommune har brugt skatteydernes penge på ferier til den franske by Cannes. 

For eksempel bliver der i starten af udsendelsen henvist til konkrete tal fra en taxakvittering og en kvittering fra en restaurant. Hvis seerne bagefter sidder tilbage med en mistanke om, at Uppdrag Granskning pynter på tallene og strammer vinklen, kan seerne bare åbne kvitteringer her og her og selv vurdere, om programmets dokumentation er i orden.

Og sådan fortsætter manuskriptet på Uppdrag Gransknings hjemmeside. Hele forløbet bliver dokumenteret med kvitteringer, dokumenter og gamle artikler.

»Vi har i 10 år haft et program internt, der hedder ”Linebyline” – faktatjek linje for linje i manuskriptet – hvor vores journalister skal dokumentere og faktatjekke information. Hvorfor ikke bare gøre det offentligt, har vi tænkt, og derfor lægger vi nu det hele ud på nettet. Det gør det lettere for dem, der gerne vil vide mere om vores program, og lettere for de seere, der gerne vil undersøge os,« siger Nils Hanson, der er projektleder på Uppdrag Granskning.

Grunden til, at Linebyline blev indført for 10 år siden, var, at Uppdrag Granskning blev taget i at lave fejl i flere udsendelser. Linebyline har ifølge Nils Hanson medvirket til, at fejlene er blevet minimeret, og nu håber han, at det nye koncept med at lægge alt ud på nettet efterfølgende kan hjælpe endnu mere.

»Vi vil gerne være åbne for vores publikum, og jeg håber, at det her vil øge vores troværdighed. Jeg tror også, at det vil gavne vores journalister. De er nødt til at være endnu mere præcise nu,« siger Nils Hanson.

»Vores programmer får mange reaktioner. Vi har en million faktatjekkere, og det spreder sig på Twitter, Facebook og blogs. Nu bliver det lettere for alle at få svar på de spørgsmål, man måtte sidde tilbage med efter udsendelsen,« siger Nils Hanson.

Nils Hanson siger, at programmet ikke kan vise alt. For eksempel slører de i flere dokumenter personers navne.

»Der er visse følsomme oplysninger, som vi ikke kan udlevere, for eksempel hemmelige kilder. Og navne på personer udleverer vi ikke, når de ikke som sådan indgår i historien,« siger han.

Nils Hanson forklarer, at programmet har en person ansat på halvtid til at lægge manuskriptet op på nettet efter udsendelsen. Det kan lade sig gøre, fordi SVT og norske NRK har fået penge af Nordvisionens fond til projektet.

»Jeg synes, det er det hele værd, at vi har en mand til det. Jeg kan ikke se nogen negative ting ved det. Hvor meget journalistik er rykket over til, at man skal lave meget mere meget hurtigere, rykker vi her den undersøgende journalistik over mod det videnskabelige, hvor vi kildeangiver og dokumenterer hvert et skridt, vi tager,« siger Nils Hanson. 

0 Kommentarer