Den svenske dronning klager over tv-dokumentar, der afslører hendes far som nazist. Pressen er for underdanig og ukritisk, svarer tv-chef.
Den svenske tv-station TV 4 afslørede før jul en skandale i kongefamilien. Dronning Silvias far, Walther Sommerlath, skulle ifølge et kontroversielt dokument havde sluttet sig til nazisterne, da han levede i eksil i Brasilien. Ifølge tv-programmet betød det, at faderen kunne overtage en fabrik i Tyskland, som havde tilhørt en jødisk familie.
Programmet fik dronning Silvia til at sende et personligt brev til TV 4-chef Jan Scherman. Brevet blev offentliggjort af avisen Aftonbladet i går, skriver politiken.dk.
I brevet skriver dronningen blandt andet, at »det ikke er let at 'sluge' at blive ligestillet med Adolf Eichmann«, og hun klager over et brev, en navngiven journalist har sendt til hendes bror.
Jan Scherman svarer igen på kritikken og siger, at der er »behov for en mere kritisk granskning af monarkiet«.
Han mener, at medierne tager alt for store hensyn til kongehuset.
»Der vil altid være en nyfigenhed over for kongefamiliens privatliv. Men det ville være godt, om den blev mindre til fordel for mere kritisk undersøgende journalistik,« siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.