For godt to år siden bad det svenske fagblad Journalisten om aktindsigt i 20 dokumenter om EUs politisamarbejde Europol fra Ministerrådet i Bruxelles.
18 af dem havde man allerede fået i Stockholm. De samme dokumenter blev senere også udleveret til dagbladet Information, af Udenrigsministeriet i København. Men Journalisten ville prøve, hvor langt åbenheden strækker sig i selve EU-hovedstaden.
Resultatet var pauvert: Bruxelles gav kun slip på fire af de 20 dokumenter.
Nu er fem EU-lande involveret i retssagen, der skal afklare åbenheden i EU – en retssag rejst på initiativ af det svenske Journalisten, som ankede afslagene på aktindsigt.
I ankesagen mod EUs Ministerråd får bladet støtte af Danmark, Sverige og Holland. De tre lande mener, at Ministerrådet laver en alt for snæver fortolkning af muligheden for aktindsigt. Omvendt støtter Frankrig og Storbritannien Ministerrådets vurdering af ikke at give slip på EU-dokumenter, da det ville forstyrre EUs interne arbejde.
At udlevere flere end de fire dokumenter ville true »den offentlige sikkerhed og rådets interne arbejde«, lød den officielle motivering i Ministerrådets sekretariats skriftlige udlægning af sagen.
Ifølge Ministerrådets jurister har borgerne i EU ikke en juridisk bindende ret til aktindsigt. Til gengæld har de fået politiske løfter om »størst mulig åbenhed«. Fem dommere ved ‘Retten i Første Instans’ vurderer nu, om Rådets fortolkning rent faktisk passer.
‘Retten i Første Instans’ er den EU-domstol i Luxembourg, som afprøver gyldigheden af institutionernes beslutninger.
En dom i sagen ventes i starten af 1998.

Dyrt købte erfaringer
Sagen har foreløbig givet Journalisten et par dyrt købte erfaringer:

l Borgerret i EU koster – mange – penge. For overhovedet at kunne anke den afviste aktindsigt, blev Journalisten nødt til at engagere advokater til at rejse en sag mod Ministerrådet ved retten i Luxembourg. Advokatsalæret hænger bladet på, hvis det taber sagen. Hvad den regning kan løbe op i, har bladet lovet sine advokater ikke at røbe. De har muligvis taget sagen til en lavere takst end normalt på grund af sagens principielle interesse.
l Argumenter i EU-sager er hemmelige. Modpartens argumenter i sagen om åbenhed måtte Journalisten ikke afsløre. Hverken Ministerrådets forsvar for ikke at udlevere dokumenterne, eller skriftlige synspunkter fra de fem medlemslande, der har taget stilling, måtte røbes for offentligheden.

Kun den ene dags høring i retten er offentlig og må refereres. Den fandt sted den 17. september sidste år.
Journalisten løftede alligevel på låget. En række centrale dokumenter blev i 1996 lagt ud på Internettet hos organisationen »Grävande journalister«. Der ligger de stadigvæk. Men Journalistens daværende redaktør Lennart Lund fik fjernet alle henvisninger til sit blad for ikke at bryde med domstolens procedureregler.

Strid mellem institutionerne
Ved domstolshøringen i september i Luxembourg argumenterede Ministerrådets advokater for, at domstolen i Luxembourg slet ikke har kompetence til at udtale sig om, hvordan Ministerrådet fortolker sine egne regler om aktindsigt.
Argumentationen er, at dokumenterne vedrører politisamarbejde i EUs såkaldte ‘tredje søjle’. Her har den overstatslige domstol kun begrænsede beføjelser. Frankrig støtter den udlægning.
»Dette her er en vigtig sag med forfatningsmæssige følger. Sagen vedrører den europæiske unions natur,« sagde den franske repræsentant Denys Vibeaux i retssalen. Storbritannien har tidligere støttet ministerrådets holdning med lignende argumenter. Men den nye britiske Labour-regering valgte ikke at sende nogen repræsentant til retsmødet i Luxembourg.
Til gengæld viste flere af dommerne tydelig interesse for spørgsmålet om deres egen kompetence.
»Selv om dokumenterne vedrører traktatens kapitel VI (det retslige og indre samarbejde), så er beslutningen om ikke at udlevere dem vel næppe truffet med det kapitel som grundlag?« spurgte rettens formand Koenraad Lenaerts. Det lød, som om han selv allerede var klar over svaret.

Dansk forsvar
Af de tre landes udsendinge, som støttede Journalisten i sagen, var Laurids Mikaelsen, chef for det danske udenrigsministeriums juridiske tjeneste, den mest skarpe i sit forsvar for retten til aktindsigt.
Han viste med et meget tydeligt kropssprog, at Ministerrådets jurister gav en forkert udlægning af sagsbehandlingen i Ministerrådet.
Juristerne fremførte, at Journalistens anke over den nægtede aktindsigt, var blevet grundigt behandlet på et heldagsmøde.
Hertil rystede Laurids Mikaelsen demonstrativt på hovedet. Han kunne dokumentere, at det pågældende møde højst havde varet en god times tid og påpegede, at rådets afslag – efter hans mening – var sjusket.
Rådet har, efter den danske udsendings mening, ikke taget stilling til indholdet i de enkelte dokumenter, som Journalisten ville se. Man har derfor ikke fulgt sine egne åbenhedsregler fra december 1993.
Dette er på den ene side sagens simple kerne, og det spørgsmål som ‘Retten i Første Instans’ er blevet bedt om at vurdere. Men helt så enkelt er det måske alligevel ikke.

En farlig boomerang?
I Ministerrådets hemmelige skrift til domstolen anklages Sverige og Danmark for at udlevere de pågældende dokumenter i strid med »fællesretten«. Den anklage blev godt nok ikke gentaget under den åbne domstolshøring, men følgende spørgsmål lå som en trussel i luften:
Hvis Journalisten taber ved retten i Luxembourg, kan prøvesagen så ende som en boomerang, hvor det centrale EU-maskineri anklager Danmark og Sverige for traktatbrud, hvis åbenheden viser sig at være større i København og Stockholm end i Bruxelles?
Denne halvt udtalte anklage blev under retsmødet afvist fra svensk og dansk side: De to landes udsendinge sagde, at der ikke findes nogle fælles EU-regler om aktindsigt i medlemslandene, som de ville kunne anklages for at forbryde sig imod.
Og selv om det var tilfældet, så skulle eventuelle svenske og danske traktatbrud behandles af EF-domstolen, den anden og mere kendte af EUs to domstole i Luxembourg.
Endnu et argument mod den truende boomerang er, at dansk – og til dels svensk – praksis med aktindsigt i EU-dokumenter har været kendt i Bruxelles, længe før det svenske fagblad kom ind på scenen med sin prøvesag.

Åben fremtid
I den ny Amsterdamtraktat bliver løfterne om åbenhed for første gang nævnt i selve traktatteksten.
Slås det svenske fagblad i virkeligheden for at få åbnet nogle døre, som allerede er åbne?
»Slet ikke,« siger Journalistens advokat Onno W. Brouwer. »Fortolkningen af rådsbeslutningen er blevet endnu vigtigere nu. Den nye Amsterdamtraktat har flotte portal-paragraffer, men skal fyldes med et konkret indhold. Udfaldet af denne her sag kan sætte en standard for fremtiden.«

De hemmelige dokumenter kan læses på netadressen http://www.fgj.se. Der har »Grävande journalister« også publiceret foreningens formands angreb på Journalistens tidligere redaktør, som mener, at redaktøren bøjede nakken for EUs procedure-regler.