search

Svensk huskekage

Både journalister og kommunikatører fik en huskekage af de store, da ledelsen i et svensk togselskab på et løst grundlag og med medierne som ukritisk megafon udbasunerede, at det tog, der var drønet af sporet og havnet i et køkken, var stjålet af en ung rengøringsassistent.

Umiddelbart er sagen morsom. Men i dag er der ingen, der griner. Den udpegede skurk, som ifølge de mest spidsfindige teorier – der byggede på løse udsagn fra en presset kommunikationsafdeling – angiveligt skulle have læst på internettet, hvordan sådan en togvogn styres, lå i koma, da hun fik en ufrivillig hovedrolle. I dag overvejer hendes fagforening et sagsanlæg. Det kan blive rigtigt dyrt.

Sagen har en stærk etisk slagside, der samtidig udpeger svagheder i både kommunikation og journalistik – og ikke mindst samspillet mellem dem: Hvis den ene hånd formulerer en god nok forklaring, gider den anden hånd ikke tjekke den. Denne symbiose, der kan undergrave både firmaet og mediernes troværdighed, er ikke enestående – selv om den konkrete sag er det.
Kommunikationschefen, der hurtigt udpeger en kriminel skurk, er fanget i et forståeligt, men kortsigtet ønske om at være loyal over for sin arbejdsgiver. Hun ved alt for godt, at medierne vil tegne billedet af et sjusket og dermed farligt togselskab, hvis det hele bare handler om en bremse, der ikke var trukket. Hvilket meget lige nu tyder på – sagen er dog ikke opklaret.

Og journalisterne forsømmer at spørge ind til anklagen, måske fordi de har travlt, måske fordi det vil ødelægge den gode historie. Mens det lukkede kredsløb mellem kommunikation og presse raser, bliver offentligheden dummere og dummere og mindre og mindre oplyst om sagens kerne.

For både det ansvarlige togselskab og for pressen handler det så at sige om at trække bremsen. Selv om det i dag er over en måned siden, ulykken fandt sted, er forklaringen ikke fundet. Hvordan kunne man så i timerne umiddelbart efter hændelsen få sig selv til at tro, at sagen allerede var opklaret? Mens hovedpersonen – heller – ikke var ved bevidsthed!
Det er miserens vigtigste spørgsmål.

Sagen er svensk. Den er også enestående. Men derfor kan man godt lære af den. De forklaringer, et firma giver via sin kommunikationsafdeling, skal tjekkes. Både i afsenderens fornuft og gennem de journalistiske værktøjer.

Måske krisekommunikationens kapitel 1 skal skrives om. I dag er rådet, at du skal formidle en forklaring hurtigt.
Måske skulle vi hellere enes om, at ikke alt kan forklares her og nu – og forklare bagland og chefen det. Togpassagerer og andre kundesegmenter tror jo ikke pludselig, at hele verden er afsporet, bare fordi et enkelt tog er.

Og så i øvrigt tak til den svenske kommunikatør, der valgte at svare på de fleste af Journalistens spørgsmål.

– Øjvind hesselager, redaktør

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen