Svensk forbillede

Den svenske snakkeklub Fotbollskanalen er med sine begavede debatter og permanente vokseværk et eksempel til efterfølgelse. Også i Danmark.

Den svenske snakkeklub Fotbollskanalen er med sine begavede debatter og permanente vokseværk et eksempel til efterfølgelse. Også i Danmark.

På tidens tv-flade præsenteres vi for en række af studieprogrammer, der alle ælter verdens mest populære boldspil om og om igen.

3+ har Fodbold uden filter, Canal 9 har Frispark og 6'eren har Verdens Bedste Fodbold. De to førstnævnte er rundbordsdiskussioner af aktuelle emner, sidstnævnte en mere tilbagelænet gennemgang af den forgangne runde i spansk og engelsk fodbold.

Fælles for programmerne er, at de balancerer mellem debat, konflikt og vovet nørderi på den ene side og small talk, konsensus og mainstreamsynspunkter på den anden side. Nogle gange tipper det over mod den ene pol, andre gange den anden. Lidt for ofte med et præg af uforløst ubalance.

Det problem har de ikke på svensk TV4, hvor fodboldredaktionen har haft begavet vokseværk i flere år og nu breder sig over websitet fotbollskanalen.se og hele fire tv-programmer med tilhørende Facebook-sider og Twitter-profiler.

På nettet lægger flere end 200.000 unikke brugere ugentligt vejen forbi den informationstunge hjemmeside, der huser et mylder af nyheder, features, blogs og videoindslag.

Fotbollsmåndag tager temperaturen på svensk fodbold, Ekwall vs. Lundh er lystig debat med en nøje udvalgt gæst i centrum, og i Club Calcio, et optaktsprogram søndag aften, serverer den prisbelønnede journalist Simon Bank, Italiens-kenderen Jesper Hussfelt og forfatteren Marcus Birro den italienske Serie A på et sølvfad.

Redaktionens trumfkort er dog uden tvivl Fotbollskanalen Europa, der sent søndag aften samler op på de væsentligste begivenheder i de store europæiske fodboldligaer. Det kan synes snævert, men favner bredt. Programmet har således for længst opnået kultstatus blandt det svenske fodboldfolk. Den tilhørende Facebook-side har knap 49.000 fans. Til sammenligning må Verdens Bedste Fodbold nøjes med 3.700 fans.

Men på TV4 går kvantiteten tilsyneladende hånd i hånd med kvaliteten.

I Fotbollskanalen Europa er den faglige kvalitet således tårnhøj, og det samme er underholdningsværdien. De tre journalister Patrick Ekwall, Olof Lundh og Jesper Hussfelt samt ekslandsholdsspilleren Pontus Kåmark er eminente til at gøre detaljerede debatter om siciliansk tremandsforsvar eller sydtysk hjemmebanefordel nærværende og vedkommende.

Hvorfor? Fordi man har formået at skabe et forum, hvor selv de mest højtravende eller dybdegående diskussioner har et skær af genkendelighed over sig. Man kender debattørernes forskellige udgangspunkter. Man genkender universet.

Enhver, der har været en del af direkte studiesendinger, ved, hvor urimeligt nemt det er at komme til at se dum ud, og hvor svært det er at sige noget bare nogenlunde begavet, mens uret tæller ned til den næste reklameblok.

Dette er udfordringen. Forbilledet må være svensk.

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right