I december måned forlød det, at Svendborgs NetAvis var tæt på lukning. Nu er redaktør Frede Jakobsen klar med en relancering af sitet. Der er nye annoncører klar, men økonomien er langtfra sikker. (opdateret 9:44)
Blandt andet kunne Fyens.dk for godt en måned siden melde om alvorlige økonomiske problemer for Svendborgs NetAvis.
Dengang hed det, at kom der ikke snarest flere penge i kassen, så ville den enmands-ejede netavis lukke til nytår.
Men ifølge avisens redaktør, Frede Jakobsen, fik historierne om avisens mulige død flere læsere og samarbejdspartnere til at træde hjælpende til. Og mere end det:
"Avisen ikke bare overlever, den bliver endnu bedre, flottere og mere brugervenlig. Og bliver dermed i endnu højere grad et alternativ til Fynske Mediers monopollignende stilling på mediemarkedet i Svendborg," forklarer Frede Jakobsen i en pressemeddelelse.
Og over for Journalisten.dk tilføjer han, at brugerne af sitet har været så begejstrede, at tusindvis sidste år valgte at støtte med 50 kroner via en donér-knap på sitet. Dermed kom der i alt over 10.000 kroner ind til at fortsætte driften.
Og når Svendborgs NetAvis genopstår i aften, så er det med bannerannoncer fra blandt andre Tellmore, Falck, Flügger og TDC, fortæller Frede Jakobsen.
"Det er klart, der er et håb – men jeg kan ikke vide det, før det er prøvet.
Men det virker realistisk – ellers forsøgte jeg ikke," sige Freder Jakobsen til Journalisten.dk.
Pengene fra de nye bannerannoncører venter han dog stadig på at få. Og han ved endnu ikke, om lokalsamfundet fastholder deres første tilsagn om, at de gerne vil fortsætte med at støtte avisen.
"For at få råd til noget freelance, så er der brug for lokal opbakning. Men kalkulationen er, at jeg kan få det til at løbe rundt og sikre penge til også at kunne udvide journalistisk med freelancere – men det kommer an på en prøve. Det er teori endnu. For alle de tilsagn om, at folk faktisk gerne vil betale mere end de 50 kroner, har endnu ikke resulteret i indbetalinger," siger Frede Jakobsen.
Han står dog fast på, at håber lever:
"Det virker realistisk. Ellers forsøgte jeg ikke," siger han og tilføjer, at han bruger al sin tid på projektet.
"Det kører bare hele tiden – og det har det nu gjort i over 10 måneder – og det gør det også fortsat. Der er ikke tid til noget andet."
Frede Jakobsen fremhæver, at det samtidig er grundig lokaljournalistik, han bedriver på Svendborgs NetAvis.
"Det er historier, som kræver en del research," siger han.
Svendborgs NetAvis har da også solgt sig selv på at være den lokale kritiske terrier, der bider magthaverne i lokalsamfundet i haserne. Og denne linje fastholdes. Men indpakningen gøres der noget ved.
"Nu får Svendborgs NetAvis det flotteste og mest brugervenlige grafiske design. Præsentationen af de vigtige historier, som vedrører alle svendborgensere, vil blive præsenteret i en ny og lækker form," lover Frede Jakobsen, der angiver, at netavisen har over 1700 medlemmer af avisens gruppe på Facebook, som netop har skiftet navn.
"Og selve netavisen har op til 7000 besøg dagligt," siger han og tilføjer, at han "i den grad er optimistisk".
"Det her kan sgu blive en model for andre lokale nyhedssites. Mange kommuner har sateme snart ikke nogen lokaldækning længere. Men perspektivet i, at hver eneste kommune i Danmark havde et lokal-kritisk website, er stort. Men det kræver, at nogen gider."
Frede Jakobsen har besluttet at give Svendborgs NetAvis en chance frem til efter sommerferien.
"Nu har vi snart februar, og hvis der ikke omkring sommeren viser sig at være økonomi i avisen, men at det bare er et lokalt luftkastel, så er det klart, at jeg lukker det, for så går det ikke. Nu har jeg jo stort set ikke tjent en øre i snart et år," siger han til Journalisten.dk.
Den ny udgave af Svendborgs NetAvis går i luften i aften klokken 22, men er man i Svendborg onsdag eftermiddag, så præsenteres den nye udgave af webavisen på værtshuset Strandlyst klokken 13.
(opdateret)
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Og over for Journalisten.dk tilføjer han, at brugerne af sitet har været så begejstrede, at tusindvis sidste år valgte at støtte med 50 kroner via en donér-knap på sitet. Dermed kom der i alt over 10.000 kroner ind til at fortsætte driften
Jeg har en fornemmelse af, hvorfor økonomien er usikker .... ;-)