Svendborg NetAvis lukker

Efter 14 måneder som selvstændigt netmedie, må Svendborg NetAvis give op. Frede Jakobsens forsøg på at ændre det fynske mediebillede holdt ikke længere. 

Efter 14 måneder som selvstændigt netmedie, må Svendborg NetAvis give op. Frede Jakobsens forsøg på at ændre det fynske mediebillede holdt ikke længere. 

Den enmandsdrevne hjemmeside Svendborg NetAvis har længe været Danmarks mest omtalte lokale netavis. Men grundlæggeren, Frede Jakobsen, fortæller i dag på avisens hjemmeside, at det er slut.

Allerede i begyndelsen af marts måned måtte Frede Jakobsen konstatere, at hans drøm om at gøre en forskel næppe holdt. Forsøget med at få læserne til at yde økonomisk støtte lykkedes ikke. Avisen vil nu køre på lavt blus de næste par uger indtil Frede Jakobsen formelt kan lukke ned for firmaet.

Da Svenborgs NetAvis for godt et år siden gik i luften, skortede det dog ikke på visioner og mål. Fra dag 1 lovede den tidligere lokalredaktør fra Fyens Stiftstidende i Svendborg, at han ville tage konkurrencen op med de de store fynske medier og den ny fællesudgave af Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende i Svendborg.

»Fra 1. marts ville der have været pressemonopol i Svendborg. Det bliver der ikke,« sagde Frede Jakobsen den gang. I dag beskriver han projektet som et ungdomsoprør.

»Og det er jo lidt hårdt når man er over 60,« siger han med et smil på læben.

Siden starten af projektet har Svendborg NetAvis kæmpet med stadig større problemer. Og manglende penge i kassen får nu Frede Jakobsen til at stoppe hele projektet.

»Det har jo været et eksperiment, og det er lykkedes i 14 måneder. Avisen Dagen holdt i 40 dage og brændte 40 millioner af, så i forhold til det er det jo gået meget godt. Men der skulle have været flere betalinger fra enkeltpersoner, for at projektet kunne have kørt rundt,« siger Frede Jakobsen.

Svendborg NetAvis har stået bag flere store historier, blandt andet om mangemillionæren Haar og hans firmas handel med Saddam Hussein. Men også mere borgernære historier som gylleforureningen af den lokale å og kommunens behandling af Svendborgs svagest stillede borgere har hevet overskrifter på hjemmesiden.

»Det har da været hårdt. Jeg har været ene mand om det 24 timer om dagen, 7 dage om ugen. Jeg brokker mig ikke – det har været rigtig sjovt, men det kunne ikke holde i længden,« fortæller Frede Jakobsen.

1 Kommentar

Chresten Ibsen
27. APRIL 2011
Re: Svendborg NetAvis lukker

Synd. Sådan gik det også Din Lokalavis - 7260 - i Sdr. Omme. Det skete efter blot 8 mdr.

 Projekterne er ikke umulige, men det forekommer mig sjældent, at læserne og borgerne sætter lige så meget pris på den åbne kommunikation som initiativtagerne selv gør.

Og det er vel et standard-dilemma: Journalister synes sandheden og de dybdeborende historier er vigtigere, end dem, de skriver dem til, synes.

Er der andre, der har oplevet det?