Hvorfor blev du journalist?

”Jeg havde en barnedrøm allerede som syv-otteårig om, at jeg ville ind og være Gunnar ’Nu’ Hansens afløser på radioen. Han var jo den store folkehelt i kraft af sin evne til at beskrive og begejstre omkring sport. Jeg blandede faktisk blod med min kammerat Vagn Nielsen på, at vi skulle være sportsjournalister. Mine forældre var ikke meget for det, så jeg tog et år på Niels Brock, og så blev jeg indkaldt til soldat på Bornholm, hvor jeg faldt rigtigt godt til. Da jeg skulle hjemsendes, blev der en elevstilling ledig på Bornholms Tidende, som jeg søgte og fik. Der var jeg i to år, og så fik jeg tilbud om at blive sportsjournalist på Ekstra Bladet, hvor Vagn Nielsen lige var blevet ansat. Det var en skæg arbejdsplads, og vi havde fem fantastiske år sammen.”

Da du begyndte at kommentere fodbold i halvfjerdserne, kom der ligesom mere begejstring i højtalerne. Er tv-jublen din opfindelse?

”Du kan sige, at det, jeg lavede på tv, var det, Gunnar ’Nu’ Hansen i gamle dage lavede på radio. Gunnar var en fantastisk radiomand, og hans begejstring strålede ud af radioen. Men han blev aldrig en god tv-mand. Men hvor jublen kommer fra … jeg ved det ikke. Den kom dybt inde fra. Mange af de store kampe måtte jeg se bagefter, for jeg anede ikke, hvad jeg havde sagt. Sovjetkampen for eksempel, som jo var min store kamp. Det er, fordi jeg selv er fodboldspiller, og neden under kommentatorbordet spiller jeg selv med hele kampen igennem.”

Pludselig i begyndelsen af halvfemserne dukkede du op i Radioavisen – hvorfor det?

”På det tidspunkt havde DR afgivet landsholdsfodbolden til TV 2, og det var jo ligesom et lille barn, der blev revet ud af armene på mig. Men det var ikke den eneste grund. Jeg havde en gammel drøm om, at når jeg ikke gad det der sport mere, så ville jeg være oplæser på Radioavisen. Jeg fik så en stilling som morgenoplæser, og her blev jeg på en måde ’voksen’. For mig var Radioavisen en voksenverden, mens sportsjournalistikken var en legeverden. I sporten skriver du om noget, der interesserer dig, som du ofte har dyrket selv. Jeg kender ikke én, der ikke har haft sport som hobby.”

Kan du huske den kedeligste kamp, du har kommenteret?

”Nej, det kan jeg sgu ikke. Men vi lavede engelsk fodbold hver eneste lørdag i mange år, og der var nogle kampe, der ikke var værd at skrive hjem om. Forfærdelige baner og absolut ikke særlig teknisk fodbold. Stemningen på stadion gjorde så, at det ikke var så slemt. Men der var altså mange dårlige kampe. Det glemmer man lidt i begejstringen over engelsk fodbold.”

Hvilken kamp ville du gerne have kommenteret?

”EM-finalen i 92. Da jeg var i sporten arbejdsmæssigt, var det altid min drøm, at jeg en dag bare kunne smække benene op, tage et fantørklæde på og se fodbold som alle andre. Men jeg må indrømme, at finalen – der ville jeg sgu godt have været der og kommenteret. Til gengæld var jeg stolt af Flemming Toft, der gjorde det forrygende hele vejen igennem. Omvendt skal du også være en virkelig dårlig kommentator for at mishandle sådan en finale og semifinale, som jo var sprængfyldt med højdepunkter.”

Hvad skal en god fodboldkommentator kunne?

”Han skal kunne formidle en stemning. Han skal kunne holde mig orienteret hele vejen igennem, ikke kun om, hvad der sker på banen, men også på sidelinjen, og hvad baggrunden er – perspektivet. Jeg plejer at kalde kommentatoren for den 3. dimension – der er spillet, spillerne, og så er der kommentatoren. Og så må han gerne tage de rød-hvide briller på, og han må også gerne holde med et hold, hvis det spiller bedre. Det fortæller bare, at han godt kan lide fodbold.”

Du er 81 år, men speaker stadig Champions League på TV3 Sport. Hvad får dig til fortsat at arbejde 16 år efter din pension?

”Sport er en hobby, og der er ingen grund til at opgive den hobby, hvis nogen kan have glæde af det. Det er en aftale, der bliver lavet en gang om året, når vi nærmer os gruppespillet i Champions League. Det gør, at jeg bliver nødt til at følge med i international fodbold, og det har jeg ikke noget imod.”

Har der været tidspunkter, hvor du har mærket: Jeg er ved at blive for gammel?

”Nej. Men det er der måske andre, der tænker. Jeg kan godt mærke, det er mere stressende end for 20 år siden. Men for mig er det en sund form for stress. Man har sgu godt af at få adrenalinen til at pumpe en gang imellem, også når man er blevet 81.”

Du har oplevet fodbolden gennem mange epoker. Hvornår var den mest seværdig?

”Landsholdet i firserne og hele den udvikling, de gik igennem, fra Sepp Piontek kom til. Det var stamspillere på de store hold i Europa, og det tekniske niveau var højt på så at sige alle pladser. Og det er, som om jeg kan se tegningerne til noget af det samme med vores landshold i dag. Jeg tror, det kan udvikle sig til at blive rigtig stort.”