Svar på spørgsmålet! (bjæf bjæf)

Danske journalister elsker at afbryde politikere, når svaret ikke falder prompte. I den amerikanske valgkamp får politikerne ofte lov til at tale ud. Og til at afsløre sig selv. Gør det de amerikanske journalister ukritiske og overfladiske?

Danske journalister elsker at afbryde politikere, når svaret ikke falder prompte. I den amerikanske valgkamp får politikerne ofte lov til at tale ud. Og til at afsløre sig selv. Gør det de amerikanske journalister ukritiske og overfladiske?

Hvorfor holder han dem ikke fast, var min første tanke, da både Barack Obama og John McCain igen gled af på et af Bob Schieffers spørgsmål. Det var under den tredje og sidste tv-duel mellem de to rivaler. Spørgsmålet handlede om smædekampagnerne fra begge hold.

En kollega, der bor her i området, fortæller, at hun generelt oplever amerikanske journalister som mindre kritiske – i hvert tilfælde når de har kandidaterne på egen hånd, til solointerview. Her får de mere snor og bliver strøget mere med hårene, end danske politikere ville blive det.

I tilfældet Obama versus McCain virkede det også sådan. I Danmark ville værten for længst have afkrævet et svar. Stoppet udenomssnakken og ikke-svarene. Det er jo vores rolle som kritiske journalister, ikke?

Alligevel er svaret nej. Altså på spørgsmålet, om amerikanske journalister og deres dækning af valget er mere ukritisk og overfladisk.

Boksere i ringen
Der er selvfølgelig masser af overfladisk og ukritisk (eller pseudokritisk) larm i de amerikanske medier. Enkelte sætninger, udbrud, tics gentages igen og igen i dage, uger, måneder. Også overfladiske og ligegyldige ting, som journalisterne ikke burde bruge deres tid på. Som Fox News, der kører et helt program om Michelle Obamas kropssprog. Hun havde givet et interview på en konkurrerende kanal, og det – altså ikke indholdet i interviewet, men kropssproget – optog speed-snakkerne på Fox i mange minutter.

Men OK. Forestil dig, at du skulle fylde spalterne eller minutterne med nye substantielle politiske pointer eller afsløringer hver dag i de 18 måneder, valgkampen varer. Ikke tre uger. 18 måneder. Så ville du måske også ty til et par artikler om upassende tilråb fra en tilskuer til et vælgermøde, spidskandidaternes vennekreds eller John McCains irriterende blinken, når han kigger i tv-kameraet.

Pointen er, at de amerikanske medier også giver vælgere rig mulighed for at lære kandidaterne at kende som politikere og ledere. De kan eksempelvis læse en af de mange kvalitetsaviser – der er fortalere for begge lejre – der hver dag har analyser, reportager og ledere om valget. Eller de kan tænde for fjernsynet under de halvanden times lange tv-dueller mellem de to kandidater. 90 minutter, hvor de prøver kræfter som to toptrænede boksere i ringen, mens værtens rolle er reduceret til at stille aftalte spørgsmål og holde øje med, at tiden bliver retfærdigt fordelt.

I den sidste og mest intense af de tre debatter glemte man næsten CBS-ikonet Bob Schieffers tilstedeværelse. De to kombattanter holdt hinanden i skak og afslørede både egne og modpartens styrker og svagheder. Uden Bob Schieffers 'hjælp'.

Oh ….
Men valgkampens hidtil største scoop er måske CBS's solointerview med Sarah Palin. Ikke fordi værten, Katie Couric, fik stillet gode spørgsmål. Det gjorde hun skam – på sin høflige, afdæmpede (og lidt tørre) facon.

Men grunden til, at det blev et scoop, var, at Sarah Palin fik lang tid til at svare. Og dermed kom hun til at afsløre sin egen uvidenhed på stort set alle politiske områder.
Der var udenrigspolitikken, hvor Palins påståede kvalifikation beroede på, at Alaska, hvor hun er guvernør, deler grænse med Rusland. Eller da hun ikke kunne nævne en eneste titel på de aviser eller tidsskrifter, der har været med til at forme hendes verdenssyn.

Mest afslørende var hendes forklaring på, hvorfor 700-millioner-dollar-hjælpeplanen til Wall Street var en god ide.
»Ultimately, what the bail out does is help those who are concerned about the health care reform that is needed to help shore up our economy helping…Oh…It's gotta be all about job creation too…« sagde vicepræsidentkandidaten.

Hvad for noget?! Det tænkte holdet bag Saturday Night Live også og besluttede sig for at gengive Sarah Palins svar ord for ord. Tilsat dåselatter.
Det citat ville ikke have stået tilbage til evig larmende gentagelse, hvis Katie Couric havde afbrudt sit "offer", inden hun havde nået at afsløre sig selv.

4 Kommentarer

Jens Yde
22. OKTOBER 2008
Re: Svar på spørgsmålet, journalist Sarah Palin.

Bloggen fortæller, at den republikanske vicepræsidentkandidat, Sarah Palin, har afsløret sin uvidenhed på næsten alle politiske områder.

Jeg tror ikke, at hun er specielt uvidende - efter at have kigget lidt rundt på nettet. Det har ikke fået voldsom omtale i de danske medier, men Sarah Palin har faktisk studeret på flere uddannelsessteder. Hun afsluttede sin "bachelor of science" i politologi og JOURNALISTIK ved Idaho Universitet. Dette er selvfølgelig ikke en garanti for, at hun er rasende klog og velbegavet, men helt uvidende kan hun umuligt være.

Ovennævnte journalist Katie Couric, født 1957, CBS, har en mor, der er datter af jødiske udvandrere fra Tyskland, og dette vil enhver ung dansk journalist finde er en aldeles overflødig bemærkning.

Enhver dansk journalist bør dog være klar over, at republikaneren Ronald Reagan engang var skuespiller, dog kun B-skuespiller ifølge en del danske medier. Jeg selv var frem til i fjor ikke klar over, at Reagan, som Sarah Palin, også havde arbejdet som sportsjournalist. Den viden fik jeg først, da jeg besøgte Ronald Reagans museum i Californien. Museet rummer et hav af gaver fra hans tid som guvernør og præsident, fra Island og Den Centralafrikanske Republik blandt andet, men jeg kunne ikke få øje på gaver fra Danmark. Reagan var præsident 1981-89.

Jeg tænker på, hvad jeg skulle svare, hvis CBS-journalisten stillede sit spørgsmål til mig, der - som hun - er meget høflig, afdæmpet og har en lidt tør facon. Skulle jeg svare, at mit verdenssyn er formet af fagbladet Journalisten? Eller skulle jeg sige Thisted Dagblad og ugeavisen Thisted-Posten?

Forslag til TV2:

Når I viser, at demokraten Barack Obama kysser sin vicepræsidents kone på scenen, kunne I så ikke lægge hans egen speak på: "You can put lipstick on a piig - but it's still a piig". Og når han drejer sig, kunne I så ikke tone hans læber rouge?

Knud Jacobsen
22. OKTOBER 2008
Re: Svar på spørgsmålet! (bjæf bjæf)

"Eller da hun ikke kunne nævne en eneste titel på de aviser eller tidsskrifter, der har været med til at forme hendes verdenssyn"

 

Denne forstår jeg ikke - det er typisk åndsarrogance fra medieverdenen at gå ud fra, at man per definition skal have en avis eller tidsskrift til at forme sit verdenssyn. Det kan jo være, at hun blot har brugt sin sunde fornuft.

 Bortset fra det synes jeg også, at hun er en paddehat - men jeg ville heller ikke kunne svare på spørgsmål, da andre ting har spillet en langt større rolle.

 Desværre ville - groft fortegnet - alt for mange danske journalisters svar være Politiken -  det kunne man også gøre grin med i lang tid.

Peter Jensen
22. OKTOBER 2008
Re: Svar på spørgsmålet! (bjæf bjæf)
God pointe. Indslagene er hysterisk morsomt og kan nemt findes på youtube. Eneste anke: Mon ikke, der skulle have stået 700-milliarder?