search

Svagt forbund truet på livet

Journalisternes fagforening i Letland kæmper for overlevelse.

Journalisternes fagforening i Letland kæmper for overlevelse.

Journalistforbundet i Letland er rystet i sin historiske grundvold. Fundamentet af medlemmer og faglig bevidsthed var i forvejen svagt. Nu er det fysi-ske grundlag – et gammelt og fornemt journalisthus midt i Riga, som forbundet lever af – også ved at skride. Reutern-huset i Marstalugaden er opført 1685 og opkaldt efter en tysk købmand. Det blev journalisthus i 1980. Det nye frie journalistforbund, Det lettiske Forbund af Journalister, lejede det ved sin stiftelse for ti år siden af det offentlige. Men nu har den liberale regering i Riga fået den ide, at dette hus sammen med flere andre historiske bygninger i hovedstadens centrum skal sælges til private.

"Der kan vi slet ikke være med økonomisk," siger Ligita Azovska, forbundets forkvinde siden stiftelsen, men tilføjer:

"Vi vil kæmpe for vor ret til lejemålet og forlader kun huset, hvis de slæber os ud."

Reiterne Nams, som huset hedder på lettisk, rummer bag sin røde søjlefacade blandt andet en kælder med pejs, en barok- og en rokokosal og en re-staurant. Og forbundet har haft sin hovedindtægt ved at leje lokalerne ud til kunstudstillinger, kammerkoncerter, seminarer og bryllupper.

På førstesalen har Ligita Azovska sit beskedne kontor. Hun er lønnet leder af forbundet og chef for huset. Staben i forbundet er skrumpet ind til en sekretær og en bogholder på deltid.

"Det er ikke let at drive en fagforening i Letland," siger hun. "Vi har 400 medlemmer. De betaler hver 6 lat (90 kroner) årligt for at være med. Det vil sige, nogle af dem er pensionister, og deres kontingent er kun symbolsk."

Hun lader forstå, at en del af de 400 står i kartoteket, selv om de ikke har husket at betale. Der er efter hendes skøn 1.200 mennesker i Letland, der lever af journalistik alene, og måske 800 flere, som er pressefolk på deltid.
"Mange tør ikke være med i forbundet. De er bange for, at det skal skade dem i forhold til deres arbejdsgiver," mener hun.

Men sandheden er også, at mange har svært ved at få øje på, hvad de får ud af at lade sig organisere.

Forkvinden fremhæver tre goder: Et pressekort, støtte over for arbejdspladsen og tilbud om at deltage i et par seminarer per år. Men det er også alt, hvad man kan stille op i et forbund, der ikke er stærkt nok til at slutte overenskomster, heller ikke på enkelte arbejdspladser, og som ikke har faglige sekretærer, lokale afdelinger, tillidsfolk eller fagblad.

Hos Diena, Letlands største (og Bonnier-ejede) dagblad, har chefredaktør Paul Raudseps ikke stødt på et eneste forbundsmedlem i sin unge håndplukkede stab. Ikke fordi den slags er forbudt, sådan principielt. Men man slutter bare her, som andre steder, personlige kontrakter mellem den enkelte og arbejdspladsen. Og det er han godt tilfreds med.

Det store flertal af journalister i Letland vælger altså forbundet fra. Men det samme har Dansk Journalistforbund og den nordiske freelance-sektion gjort. Begge har op gennem 90erne søgt at yde Ligita Azovskas forbund faglig starthjælp, men er stødt på ringe lokalt engagement.

"De mangler ildsjæle og vilje til at gøre en indsats selv. Derfor måtte vi give op i 2000," siger freelancer Jan Winsløw, der blandt andet har været nordisk projektkoordinator i Riga.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen