Svært at placere spindoktor-ansvar

Ansvaret for spindoktorernes arbejde er delt mellem ministeren og departementschefen. Den opsplitning kan blive svær at lave om på, lyder det fra juridiske eksperter.

Ansvaret for spindoktorernes arbejde er delt mellem ministeren og departementschefen. Den opsplitning kan blive svær at lave om på, lyder det fra juridiske eksperter.

Det kan blive svært at vurdere, hvem der har det øverste ansvar, hvis Troels Lund Poulsens tidligere spindoktor Peter Arnfeldt bliver fundet skyldig i at have lækket hemmelige oplysninger til pressen. Ministerens særlige rådgiver har nemlig to forskellige chefer – ministeren og departementschefen – og den opdeling skaber tvivl om det ledelsesmæssige ansvar. Det siger flere eksperter til Berlingske i dag.

»Skattesagen viser behovet for klarhed. Der kan opstå kommunikationsproblemer og situationer, hvor det kan være svært at placere ansvaret,« siger Linda Nielsen, professor og medlem af Jens-Peter Christensen-udvalget, der tilbage i 2004 lavede de regler, der stort set ligger til grund for spindoktorernes arbejde i dag.

Det kan blive svært at få en endelig løsning på problemet, for positionen som spindoktor ligger i et spændfelt mellem politik og forvaltning.

»Det ville være dejligt, hvis der var den entydighed og afklaring, men jeg tror simpelthen ikke, at man kan få den. For det er pointen, at den særlige rådgiver er ministerens højre hånd; derfor skal ministeren have fuld instruktionsbeføjelse. Omvendt er den særlige rådgiver også en offentlig ansat i ministeriet og dermed under departementschefens ledelse,« siger lektor ved juridisk institut på Aalborg Universitet Sten Bønsing til Berlingske.

0 Kommentarer