search

Svært at komme ud af ledigheden

  Mænd over 40, fotografer samt arbejdsløse og freelancere på supplerende dagpenge er blandt dem, der har sværest ved at kunne leve af journalistik. ARBEJDSLØS. To tredjedele af de medlemmer af Dansk Journalistforbund (DJ) og A-kassen, der var langtidsledige i maj 2002, er stadig enten langtidsledige, på fulde dagpenge eller på supplerende dagpenge.

Mænd over 40, fotografer samt arbejdsløse og freelancere på supplerende dagpenge er blandt dem, der har sværest ved at kunne leve af journalistik.

ARBEJDSLØS. To tredjedele af de medlemmer af Dansk Journalistforbund (DJ) og A-kassen, der var langtidsledige i maj 2002, er stadig enten langtidsledige, på fulde dagpenge eller på supplerende dagpenge.

En opringning til 37 langtidsledige fra dengang viser, at 14 stadig er langtidsledige i dag – tre år
senere. Ni ud af de 37 får fulde dagpenge, mens seks får supplerende dagpenge, en er på efterløn og to bliver forsørget.

Ni, det vil sige en fjerdedel, er i arbejde – to af dem uden for DJs område.

Fire kan i dag leve af at være freelancere.

Blandt dem, der får supplerende dagpenge, arbejder halvdelen inden for DJs område, mens halvdelen arbejder i andre brancher.

Når tallene ikke går op med 37, er det, fordi man godt både kan være ledig, have et halvtidsjob/være freelancer og få supplerende dagpenge.

Man kan også lave en lille smule freelance og blive forsørget.

Langtidsledighed rammer først og fremmest mænd mellem 40 og 59 år.

Af de 37 langtidsledige er knap halvdelen journalister, seks er fotografer, mens de resterende kan være eksempelvis uddannede lærere, kemikere eller socialrådgivere. Dermed er fotografer og folk med ikke-medierelevante uddannelser overrepræsenteret blandt de langtidsledige. Nogle af de adspurgte har to uddannelser. Tre har taget en ny uddannelse, efter at de blev langtidsledige.

Når tallene sammenlagt giver mere end 100 procent, skyldes det, at nogen har to uddannelser.

I øvrigt har tre taget en ny uddannelse, efter at de blev langtidsledige.

Blandt de 37 har knap en tredjedel sendt under ti ansøgninger. 44 procent har sendt under 20.

27 procent har sendt mellem 21 og 50 ansøgninger, og 16 procent har sendt mellem 51 og 100 ansøgninger.

Man kan også sige, at i løbet af de tre år, der er gået siden maj 2002, der er undersøgelsens udgangspunkt, er der 11 mennesker, der har sendt under ti ansøgninger. Ti har sendt mellem 21 og 50, mens fire har sendt mere end 100.

Hanne Rude, der er jobsøgningskonsulent, siger, at de tal passer godt med hendes erfaring. Men at det er efter hendes mening er for få ansøgninger.

»Man får jo ikke job, når man ikke søger!« siger hun og skynder sig at tilføje, at der er en forklaring på, hvorfor ledige ikke sender flere ansøgninger.

»Efter seks måneders ledighed er alle ramt både på energi og selvtillid. Man kan ikke blive ved med at hive sig selv op, ikke blive ved med at have troen på, at man er dygtig nok. Uanset hvor meget selvtillid man har som udgangspunkt, så mister man den. Derfor er det så vigtigt, at man både politisk og menneskeligt tager sig af de ledige.«

Det er hendes erfaring, at hvis ledige kan hente inspiration gennem for eksempel lidt freelance-
arbejde, efteruddannelse og frivillige aktiviteter, så kan den energi omsættes til mod på at søge job.

Undersøgelsen viser, at 28 har sendt uopfordrede ansøgninger, og heraf har en fjerdedel fået reaktioner eller afkast.

Ud af de 37 har ni kun søgt job inden for DJs område, mens 27 også har søgt andre steder.

Nogle af de langtidsledige har været meget flittige til at tage alverdens kurser, mens nogle slet ikke har taget nogen.

En fjerdedel har taget kurser, der ajourfører deres viden.

Tre fjerdedele har taget kurser, dels inden for nye områder af faget, dels inden for andre fagområder. Kun to har taget kurser i personlig udvikling.

Af dem, der har fået arbejde, fremhæver de fleste, at det er deres gamle uddannelse og erfaring, der har hjulpet dem.

En anden vigtig faktor hedder netværk, kemi og tilfældigheder. Desværre viser undersøgelsen klart, at netværket skrumper ind, når man bliver ledig.

Blandt dem, der har fået arbejde, har lidt under halvdelen fået job inden for deres gamle område, mens godt halvdelen har fået arbejde inden for et nyt område af faget.

Dem, der ikke har fået arbejde, anfører den høje arbejdsløshed som den altafgørende begrundelse. Den næstvigtigste årsag er den lediges alder, men også manglende netværk og forbindelser vejer tungt. 20 procent mener, at ledigheden skyldes, at de har fået et dårligt ry i branchen.

Færre end hver femte angiver manglende opdatering inden for faget som en grund.

Overordnet svarer langt, langt de fleste, 90 procent, at DJ både er positiv og støttende over for ledige. Men nogle krydser af i flere kategorier og vælger både kategorierne 'støttende' og 'ligegyldig' – enkelte går så vidt som til at sige, at DJ betragter ledige som en byrde.

  • Fælles fokus på langtidsledige

    Dansk Journalistforbunds Udvikling & Kompetence og Journalisten indledte for nogle måneder siden et utraditionelt samarbejde, da de besluttede sammen at finde ud af, hvordan det går Journalistforbundets langtidsledige medlemmer.

    Som udgangspunkt blev 37 personer, svarende til knap hver tiende af de medlemmer, der i maj 2002 havde været ledige i et år eller mere, ringet op. Dengang havde 454 medlemmer været ledige i et år eller længere.

    Mens antallet af arbejdsløse procentvis ligger på nogenlunde samme niveau som dengang, så er antallet af langtidsledige medlemmer steget meget.

    DJ Udvikling & Kompetence vil bruge resultaterne af under-søgelsen til at gøre indsatsen over for langtidsledige bedre, mens Journalisten vil skrive om resultaterne. Det skal under-streges, at undersøgelsen kun giver nogle fingerpeg, idet den ikke er udført videnskabeligt.

Det grå guld er mere gråt end guld

Jannik Vemmer har været ledig flere gange – senest siden efteråret. Han mener, at alder er en afgørende faktor. Ledige over 40 har det svært, siger han.

Tekst: Jacob Hille

ALDER. »Alderen betyder meget. Jeg har ikke selv de store personlige erfaringer endnu, men jeg har fra andre hørt, at det er svært at få arbejde, når man er på den anden side af 40.«

Jannik Vemmer, der er fyldt 47, var på den københavnske lokalradio Den Grønne Kanal indtil sidste efterår og vil stadig gerne lave radio. Han har søgt færre end ti stillinger, siden han blev ledig.

»Jeg går efter stillinger, jeg magter. Jeg går primært efter radio, men dukker der tv op, vil jeg da tage det. Der er mange løse job og kontraktansættelser i branchen, og dem går jeg også efter. Men der er generelt for få job – eller for mange journalister,« mener han.

Jannik Vemmer blev i sin tid uddannet kemiker, men skiftede for 15 år siden til journalistfaget.

Han har tidligere været medlem af SiD og er nu i Dansk Journalistforbunds A-kasse, men ikke medlem af forbundet. Han overvejer dog at melde sig ind igen.

Han mener, at samfundet stigmatiserer arbejdsløse.

»Det er mildt sagt en blandet fornøjelse at være ledig, for der er status i at arbejde. Det føler jeg nu, da jeg ikke selv har fast arbejde. Du kan også se det på folks reaktion, når du fortæller, at du er ledig,« siger Jannik Vemmer.

Ud over tabet af prestige kan ledigheden mærkes i økonomien.

»Som ledig er du på grænsen til at være fattig i det moderne samfund. For mig har ledigheden betydet store økonomiske problemer, så vi lever sparsommeligt. For eksempel udskyder vi at lave noget ved hjemmet, og jeg kunne godt bruge nyt tøj. Desuden spiser jeg ikke så godt som før. Vi sparer, hvor vi ikke burde spare,« siger Jannik Vemmer.

Både da han var i SiD og i Journalistforbundets A-kasse, har han været på en lang række kurser.

»Jeg har været på et igangsætter-freelancekursus, der havde et godt, fagligt indhold. Vi følte, at vi arbejdede hen imod et mål. Til gengæld mener jeg, at selvrealiserings-kurser er totalt spild af tid. Det går man kun på, fordi man nu engang har fået at vide, at man skal. Her bliver vi kun lært, hvad vi godt ved i forvejen,« mener Jannik Vemmer.

Jobbet dulmer socialangsten

For Frank Boutrup Schmidt førte ledigheden socialangst med sig. Han undgik at gå i biografen eller i Fakta, hvor der var mange mennesker. Gennem et ophold på fobiskole har han lært at tackle og tøjle sin angst.

Tekst: Jacob Hille

FOBI. Frank Boutrup Schmidt vidste godt, at der var få ledige fotograf-stillinger, da han sagde op på JydskeVestkystens redaktion i Sønderborg for at vende tilbage til Århus og sine rødder.

Der var et par job slået op. Dem søgte han uden held, husker Frank Boutrup Schmidt.

»Det så håbløst ud. Det første halve år var okay. Jeg hyggede mig med børnene, men ledigheden tærede langsomt på mit selvværd. Jeg kunne ikke få lov at bruge mig selv til det, jeg var lært op til og havde lyst til. Det så sort ud,« fortæller 36-årige Frank Boutrup Schmidt, der har tre børn.

Ledigheden og det minimerede selvværd sled så meget på hans psyke, at han udviklede socialangst. Han undgik steder, hvor han følte sig fastlåst eller vurderet af andre mennesker – som for eksempel køer, busser, indkøbscentre og fester. Ledigheden fik ham til at lukke sig inde – også i sig selv.

»Jeg turde ikke gå i biografen eller handle i Fakta. Det var ekstremt, og jeg var selv chokeret over, at det var så voldsomt. Jeg var ikke klar over, at jeg var så langt nede,« fortæller han.

Frank Boutrup Schmidt opsøgte Jysk Fobiskole i Århus.

»Jeg gik der tre måneder og arbejdede blandt andet med selvværd, eksponering og afspænding for at tackle min angst. Opholdet hjalp mig meget. Jeg har lært at tackle og leve med min socialangst. Når jeg er ude som fotograf, tænker jeg professionelt, lukker alt andet ude og koncentrerer mig om mit arbejde,« fortæller han.

Netop arbejde har været en lise for den skrøbelige psyke. Efter at have været kontraktansat freelancer på metroXpress siden 2002 blev han fastansat på avisen per 1. april i år.

»Det er fedt og har været godt for mig og mit selvværd. Igen gør jeg, hvad jeg er bedst til. Bare det at have et fællesskab med journalisterne giver mig meget. Nu er jeg på lige fod med dem. Det følte jeg ikke, da jeg var freelancer,« siger Frank Boutrup Schmidt, der fik jobbet via en bekendt på metroXpress.

Midt i langtidsledigheden kredsede hans tanker om at lave et karrieremæssigt kvantespring for at komme i arbejde. Han overvejede at vende tilbage til skovene, hvor han er uddannet skovarbejder. Taxachauffør var også en mulighed, og godt et lille års tid før ansættelsen på metroXpress var han meldt til den tre-årige multimediedesign-uddannelse på Aarhus tekniske Skole, men sprang fra.

»Af hensyn til min familie syntes jeg, at det var for mange år at bruge på en ny uddannelse. Jeg har tidligere taget et 13 ugers multimedie-kursus betalt af Arbejdsformidlingen og havde fået smag for grafisk design. Kurset gav mig dengang en hverdag, noget at stå op til, opgaver, udfordringer. Det var dejligt. Jeg er glad for, at jeg ikke begyndte på uddannelsen eller de andre job. Det ville ikke have været en katastrofe, men jeg er glad for at være, hvor jeg er nu,« slår Frank Boutrup Schmidt fast.

Han så gerne, at Journalistforbundet, A-kassen og AF tilbød flere kurser til freelancere – og havde kurser, der kunne hjælpe ledige med at tøjle de mentale konsekvenser af ledighed.

»Noget i retning af selvværdskurser. Hvad man gør, når man ryger helt ned i kulkælderen og har svært ved at komme op igen. Jeg prøvede flere gange at melde mig til forbundets freelance-kurser, men der var ikke plads. Det er da helt skørt, når der er så mange arbejdsløse. Jeg synes ikke, at Journalistforbundet gjorde nok eller støttede nok i den situation. Sådan et kursus kunne have givet mig det nødvendige spark til at komme videre. Hvis der er for mange tilmeldte, kan man vel lave flere kurser. Det er vigtigt at få en grundig indføring til alt det praktiske, blandt andet skatten, og alt det andet uoverskuelige, der holder én tilbage fra at blive freelancer,« mener Frank Boutrup Schmidt.

Fandens hemmeligt at være arbejdsløs

Helle-Karin Helstrand følte sig så ubrugelig og kasseret, fordi hun ikke kunne få job efter eksamen, at hun til sidst søgte læge. Hendes selvværd blev styrket ved at arbejde som lærervikar og støttepædagog.

Tekst: Jacob Hille

BRANCHESKIFT. Helle-Karin Helstrand har sat sin stræben efter det perfekte journalist-job på standby. Realiteterne har overhalet drømmene.

»Jeg erkendte, at der ikke var en fast journalist-stilling til mig, uanset hvor meget jeg søgte. Primært på grund af min alder. Jeg er åbenbart ikke attraktiv på arbejdsmarkedet som 46-årig, selv om jeg har en ny uddannelse som journalist. Desuden er jeg uddannet sygeplejerske og er derfor vant til at have kontakt med mennesker. For ikke at gå i stå og køre helt ned så jeg mig om efter noget andet. Der er faktisk andet at lave,« fortæller hun.

Derfor fandt hun et job som støtte-pædagog og lærervikar på skolen i Skørping, hvor hun bor.

»Det var meget bekræftende. Jeg havde de små klasser, og det gav mig rigtig meget, så min selvfølelse vendte tilbage. Jeg kunne bruges til noget, også selv om det ikke var som journalist,« siger Helle-Karin Helstrand, der overvejede at læse til lærer og blive det på fuld tid, men besluttede sig i stedet for at freelance ved siden af sit nuværende job som støttepædagog.

Hendes selvværd trængte også til et ordentligt skud vitaminer på det tidspunkt. Ledigheden tærede så meget på hendes psyke, at hun til sidst søgte læge.

»Jeg var så dødfrustreret, at jeg var ved at gå helt ned. Jeg havde det virkelig dårligt, for jeg havde ikke prøvet at være arbejdsløs før og ville gerne bruge min journalist-uddannelse til noget. Lægen sagde, at det var helt normalt at have det sådan – jeg ønskede blot at blive bekræftet som menneske, og det bliver vi meget igennem arbejdet,« fortæller Helle-Karin Helstrand.

Ledigheden førte en nagende tvivl på egne kvaliteter med sig, og følelsen af at være stemplet som ubrugelig blev allestedsnærværende for hende.

»Jeg følte mig kasseret på forhånd. Der måtte være noget ved mig, som arbejdsgiverne ikke kunne lide. Det følte jeg enormt meget. Problemet er, at det er så fandens hemmeligt at være arbejdsløs.«

»Journalister, der har arbejdet hele deres liv, har for eksempel ingen anelse om, hvad det vil sige at være ledig. Alle spørger, om man har fået arbejde. Når du siger nej, ser de på dig, som om du har en kræftsygdom og er ved at dø. Det styrker ikke selvtilliden og gør det heller ikke nemmere at sælge sig selv over for arbejdsgiverne, at man opfatter sig selv som ubrugelig,« fortæller Helle-Karin Helstrand.

Da hun skulle aktiveres, opsøgte hun selv DR Østjylland, hvor hun var ni måneder.

»Det var fedt at være på arbejdsmarkedet igen, og kollegerne behandlede mig som ligeværdig. Jeg har også fornemmelsen af at være brugbar, når jeg for eksempel freelancer for Dansk Handelsblad. Købmændene i Vendsyssel er så interessante, at jeg er helt høj, når jeg kommer hjem fra en opgave,« fortæller Helle-Karin Helstrand.

Hun efterlyser større forståelse fra Journalistforbundet, A-kassen og Arbejdsformidlingen for de konsekvenser, det har for ledige at gå uden arbejde.

»Jeg ved godt, at forbundet ikke kan trylle 1.000 arbejdspladser frem. Jeg forventer heller ikke terapi, men det vil være rart at kunne tale med dem om, at det er svært at være ledig. Og at de ville give os ret i, at det altså er pissehårdt – at det er ok at have det dårligt.

Vi skal ikke kun tale om økonomi, men også om, hvordan vi har det som ledige. Det vil også være godt med forslag til, hvad man kan gøre, og hvor man kan henvende sig, når man er nede i dyndet,« mener Helle-Karin Helstrand.

Dataindsamling: Mette Kristensen og Sofie Bille Winding

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen