Suzanne Moll har nyheder langt ind i knoglerne, men vil lave dem anderledes efter halvandet år i en hjælpeorganisation. Læs også tips til dem, der vil søge job i Radio 24syv fra den nye nyhedschef i stort interview med Journalisten.dk.
Her til formiddag er det blevet offentliggjort, at Suzanne Moll, der blandt andet har været nyhedschef på TV 2 Radio og chefredaktør på B.T., skal være nyhedschef på Danmarks nye radiokanal, Radio 24syv.
Hvad kommer det til at betyde for radio 24syv, at det er lige netop dig, der skal være nyhedschef?
"Jeg har jo prøvet det før, og jeg har nyheder langt ind i knoglerne. Jeg er vild med den hurtighed, der er i radiomediet. Samtidig er nyheder jo ikke nogen eksakt videnskab, og det er det, jeg synes er så spændende at udforske. Det kommer til at betyde en sikker hånd, der også åben for forandringer og nye måder at fortælle på," siger Suzanne Moll til Journalisten.dk.
Hvad står du personligt for som chef?
"Ud over at jeg har lavet masser af radio og masser af radionyheder, så tror jeg, noget af det, jeg kan, er at sætte et hold og gøre folk glade for at knokle. Det tror jeg bliver vigtigt. Det jeg siger til alle er, at man ikke skal være bange for det hvide papir, det er det allersjoveste at være med til at bygge noget op."
Hvad har det gjort for dig, at du har arbejdet i International Media Support i halvandet år?
"Det har for det første givet mig en kæmpe ydmyghed for, hvor mange udfordringer, andre mediearbejdere har. Der er mange, der kæmper for at få nyhederne ud hver dag, og så får man et lidt andet syn på det."
Hvad kommer det til at betyde for journalistikken på Radio 24syv, at du bliver nyhedschef?
"Nyheder kan laves på rigtig mange måder, og det vil jeg helst ikke komme nærmere ind på, før jeg har sat mit hold af både unge, friske folk og gamle kendinge, der ved noget om nyheder. I rekrutteringen skal vi jo netop stille spørgsmål, og jeg vil også gerne have nogle folk ind, der stiller spørgsmål til mig. Det bliver mere en proces end et slutprodukt," siger hun.
Alligevel løfter Suzanne Moll sløret for en overordnet, journalistisk betragtning:
"Jeg ved, at de nyheder, vi laver, vil være mindre poppede end det, jeg måske ville have lavet for to år siden."
Hvad betyder det, at de skal være 'mindre poppede'?
"Der vil måske være historier, hvor jeg før ville have sagt 'det betyder ikke noget', og have bladret videre i avisen, som faktisk betyder meget for mennesker ude omkring i verden. Jeg tror også, de lyttere, vi får, vil være nogle, der interesserer sig mere for verden. Der er rigtig mange gode udsendelser, der beskæftiger sig med lytterens hverdag, og der vil jeg være med til, at vi også løfter blikket – måske mere, end jeg har gjort før."
Du har tidligere været nyhedschef på TV 2 Radio, der var det seneste forsøg på at bryde DR's radiomonopol. Hvad kommer du til at gøre anderledes, hvad har du lært?
"Der er rigtig mange gode ting, jeg tager med fra nyhedsafdelingen på TV 2 Radio. Det lykkedes os at lave nogle rigtig gode nyheder. Men det her er jo et helt andet projekt, for eksempel økonomien er skruet sammen på en helt anden måde. Jeg tror alle, inklusiv politikerne, har lært noget af at starte to kommercielle radioer i et marked, hvor der er én dominerende spiller."
Suzanne Moll understreger, at der ikke ligger en "facitliste" klar i forhold til den nye radiokanal.
"Jeg er sikker på, at vi ikke kommer til at lave den perfekte radio fra starten. Vi kommer til at lave en radio, der skal rettes til, og som vi skal rykke rundt på løbende. Det er også noget af det, der tænder folk som mig – at det ikke er så mange gentagelser, men hele tiden en udvikling."
Har du nogle tips til de af vore læsere, der gerne vil søge job hos jer – hvad er det, du søger?
"Først og fremmest vil jeg have engagement. Jeg vil have nogle mennesker, der er parate til at gå ind i det her med et åbent sind, vilje til at lave om og som del af et hold. Det er et stort gruppearbejde i virkeligheden, med alt, hvad det rummer af langsommelighed, irritation – og fælles sejre. Selvom der vil være værter og redaktører, så håber jeg, at alle vil føle sig som stjerner på holdet, for de vil alle være udvalgte. Vi har allerede en kæmpe bunke af ansøgninger."
Suzanne Moll fortæller, at de alligevel overvejer at lave et opslag, hvor de søger folk.
Indtil videre har det været svært at blive konkret, hvis man gerne vil søge job hos jer. Kan du løfte sløret for nogle af tankerne bag sådan et opslag?
"Nej, ikke endnu. Men det er ligesom, da TV 2 startede: De lavede et opslag med 'vi søger alle mulige forskellige'," siger hun.
I kommer til at ligge i tæt konkurrence med først og fremmest P1. Hvilke tanker har du gjort dig om, hvordan I vinder på radionyhedsmarkedet?
"Det har jeg gjort mig en masse tanker om, men netop fordi det bliver en konkurrencesituation, så vil jeg holde det i en snæver kreds. Men jeg tror, der vil ske meget på P1, og jeg tror det vil være godt for dem, og at der er diskussioner, der bliver lettere for dem."
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.