Suzanne Moll: TV2 Radio-strategi fastholdes

Der bliver ikke ændret på den strategi for TV2 Radio, som Jens Rohde fastlagde i forsommeren. I stedet vil alle kræfter blive brugt på at finde en ny radiovært som afløser for Lars Hjortshøj, erklærer den konstituerede direktør Suzanne Moll.

Der bliver ikke ændret på den strategi for TV2 Radio, som Jens Rohde fastlagde i forsommeren. I stedet vil alle kræfter blive brugt på at finde en ny radiovært som afløser for Lars Hjortshøj, erklærer den konstituerede direktør Suzanne Moll.

Der venter ikke nogen revolution på TV2 Radio efter afskedigelsen af Jens Rohde. I stedet skal den vedtagne strategi fastholdes og udbygges. Sådan lyder den første programerklæring fra nyudnævnte Suzanne Moll, som foreløbig overtager styringen som konstitueret direktør:

»Vi har lagt en strategi i maj/juni måned, som ikke mindst Jens Rohde har været engageret i og har æren for. Og den er jeg enig i. Nu gælder det om at få flere lyttere og skabe en radiostation, som folk gerne vil lytte til,« siger Suzanne Moll til Journalisten.dk

Strategien, som Jens Rohde udarbejdede i fællesskab med Suzanne Moll og salgsdirektør Jonas Nielsen, satte fokus på både markedsføringen og brandingen af TV2 Radio samt den indholdsmæssige programproduktion.

»Jeg tror, vi alle tre bidrog med hver vores ballast. Jeg kommer med erfaring om en nyhedstung programproduktion. Jonas Nielsen har stor viden om salg og markedsføring, og Jens Rohde har en passion og lidenskab for radio samt ufattelig stor viden om mediemarkedet. Men det var Jens, der lagde strategien, og det skal han have credit for. Det var han dygtig til,« understreger Suzanne Moll, der mener, at radiostationen nu endelig er på rette vej.

Hvorvidt hun permanent overtager jobbet som administrerende direktør for TV2 Radio er ikke afgjort:

»Det afgør vores nye direktør for TV 2 Merete Eldrup, som jeg endnu ikke har mødt.«

Suzanne Moll vil dog ikke udelukke muligheden:

»Jeg vil sige, at det her nærmest kun er 12 timer gammelt, så det har jeg ikke nogen mening om.«

Her og nu står hun dog foran et ganske konkret problem: Studievært på morgenfladen Lars Hjortshøj sagde for et stykke tid siden op og stopper til januar:

»Så det giver sig selv, at vi nu skal i gang med at finde en erstatning for Lars og finde ud af, hvad der skal ske med morgenfladen. Og det er det arbejde, jeg lægger al min energi i nu.«

Suzanne Moll tilføjer, at hun samtidig håber på at kunne skabe mere ro på stationen og genskabe begejstringen.

»For mig handler det først og fremmest om, at de medarbejdere, vi har, fortjener stor credit for, at de tror på projektet. De har været rigtig meget igennem efter en turbulent start. Og det gælder nu om at få dem til at fastholde ejerskabsfølelsen i forhold til stationen,« siger hun.

0 Kommentarer