Suzanne Moll: »Jeg kommer med en vintage-agtig erfaring«

NYT JOB. Medierådgiver og tidligere chefredaktør Suzanne Moll starter nu som presseansvarlig for tænketanken KVINFO. Hun skal »rebrande den måde, Kvinfo arbejder med pressen på«

Suzanne Moll har efterhånden været rundt i den danske mediebranche. Hun har været chefredaktør på både Radio24syv og BT og har ad flere omgange været ansat i DR – senest som underdirektør i DR Programproduktion, hvor hun blev fyret efter 17 dage. Men efter nogle år som international medierådgiver vender Suzanne Moll nu snuden mod kommunikationsbranchen. I morgen sætter hun sig i stolen på en for hende helt ny post.

Hvad skal du lave i dit nye job?

»Jeg er blevet ansat som presseansvarlig i tænketanken KVINFO. Her skal jeg hjælpe med at modernisere ligestillingsdiskussionen i mange sammenhænge. Mange tror, at ligestilling kun handler om kvinder, men det gør det langtfra. Mænd og etniske grupper har jo også brug for ligestilling. Det skal jeg være med til at sætte mere fokus på,« siger Suzanne Moll.

Hvad kan du bidrage med i forhold til ligestilling?

»Jeg ved meget om, hvordan pressen tænker. Og så kommer jeg med masser af dynamik. Jeg har jo en kæmpe erfaring fra medieverdenen, som jeg med fordel kan bruge i mit nye job. Jeg skal være med til at rebrande den måde, som KVINFO arbejder med pressen på.«

Når du siger, at du skal være med til at rebrande den måde, som KVINFO arbejder med pressen på, hvad er det så, der skal ændres?

»Vi har talt om, at der skal være en bedre forbindelse mellem den forskning, der foregår på KVINFO, og medierne. Så det bliver noget med at “oversætte” forskning til nyheder og gode historier. KVINFO står jo for Køn, Videnskab og Forskning og ikke for kvindekamp, som mange tror.«

Du har jo haft mange forskellige jobs i din karriere. Hvad kan du tage med fra dem ind i dit nye job?

»Jeg har været rundt om blokken et par gange. Jeg kender medieverdenen, og så har jeg en stor international viden, som jeg tager med mig ind i mit nye job. Jeg er jo det modsatte af grøn i branchen. Jeg kommer tværtimod med en vintage-agtig erfaring. Der er det, som KVINFO har brug for lige nu, og nogle år frem,« siger Suzanne Moll.

Hvorfor valgte du at skifte job?

»Jeg har altid været sindssygt glad for at rejse meget. Men det har været svært at kombinere med familielivet. Det er jo svært at tage diskussionen om, hvem der skal smøre madpakkerne, når man står i Beijing. Og så kan jeg også rigtig godt lide det danske mediemiljø. Så det bliver spændende at komme tilbage til.«

Er det en fuldtidsstilling, du er ansat i, eller skal du lave noget andet ved siden af?

»Det er en fuldtidsstilling. Men jeg er involveret i et par bogprojekter og har fået lov til blandt andet at fortsætte de samarbejder, jeg har hos Nordicom, Nordisk Medieforskning ved Gøteborg Universitet, og Europæisk Råd, hvor jeg er medieekspert. Det er om projekter med forbindelse til køn og medier,« siger Suzanne Moll.

0 Kommentarer