Regeringens radio-udvalg er stort set klar med dets anbefalinger til Kulturministeriet. Og ifølge udvalgets formand, Suzanne Moll, bliver der tale om høje krav. Her fortæller hun om hovedtankerne.
Glem alt om norske P4. Drop også alle tanker om en tro kopi af danske P1 eller P2.
Danmarks nye landsdækkende radiokanal, som fra november næste år skal give DR konkurrence, bliver fuldstændig unik.
Og der vil fra start blive stillet ualmindeligt høje krav. Ikke mindst til det journalistiske indhold.
Det er i hvert fald meldingen fra regeringens såkaldte FM4-udvalg, som inden udgangen af august skal aflevere deres anbefalinger til Kulturministeriet.
I alt bliver der tale om en lille håndfuld scenarier. Og herefter er det op til kredsen af partier bag medieforliget at afgøre, hvilken vej man så ønsker at gå.
Hidtil har ekspertudvalget holdt dets tanker for sig selv.
Men udvalgets formand, Suzanne Moll, er nu parat til at dele nogle af de konklusioner, man er nået frem til:
»Vi ved ikke, hvordan radio er om otte år. Derfor er vi enige om, at vi forventer, at byderne leverer et højt ambitionsniveau for den her radio – både teknisk og programmæssigt. Og med den økonomi, der er, burde det være muligt at lave noget, som på en eller anden måde er meget ambitiøs,« siger Suzanne Moll til Journalisten.dk.
Hvem der end måtte vinde opgaven med at drive den kommende radiokanal, får således 100 mio. kroner om året til at drive stationen for og bliver dermed fulstændig uafhængig af reklameindtægter.
»Så vi forventer, at det ikke bare er en normal FM-kanal, men også meget andet, der kommer ud af den her radio.«
Suzanne Moll ønsker ikke at afsløre hendes private ønsker, men kommer dog med nogle bud på, hvad det vil sige, at radiostationen skal være ambitiøs:
»Det er at turde udfordre lytterne. Turde lave noget, som også støder nogen fra. Og uden sammenligning, så var det noget af det, som Tæskeholdet kunne i sin tid. Stationen skal kunne tage fat i politiske emner – men måske bare på en anden måde, end vi er vant til,« siger hun og slår samtidig fast, at hun gerne vil have masser af humor på kanalen.
»Jeg tror på, at kan man få folk til at le, så kan man tage fat om rigtig mange emner.«
Selv om det umiddelbart kan lyde lidt diffust, så ligger en ting dog meget fast. Den ny radiostation skal fange lytterne fra morgenstunden.
»Selvfølgelig ligger det i radioens natur, at man skal lave noget godt om morgenen, så man får folk med fra start. Men det behøver ikke at være radio, som vi kender det i dag. Jeg synes efterhånden, der er meget radio, der ligner hinanden. Men jeg kan ikke sige, hvad det skal være. Jeg håber blot, man kan blive overrasket.«
Suzanne Moll er samtidig meget præcis om, hvad stationen ikke skal være.
»Det ville være åndssvagt, hvis man lavede noget, som lignede P1, for så ville man bare få to radiostationer, der begge var smalle, og som kæmpede om de samme lyttere. Det skal snarere være en konkurrent til både P1 og P2, men den må meget gerne ramme et yngre publikum,« siger hun og tilføjer, at alle spekulationer om, at norske P4 skulle være forbilledet, er helt forkert.
»Det bliver heller ikke norske P4, som der har været talt om. Altså, det er slet ikke forbilledet for os. Og vi har ikke beskæftiget os med den,« slår hun fast.
Udvalget, der foruden Suzanne Moll består af Rolf Bagger, Mette Bock, Ole Søndergaard og Jesper Sehested Lund, har holdt en række møder før sommerferien og mangler endnu et par møder, før man kan skrive rapporten til Kulturministeriet færdig.
Undervejs har man mødtes med en amerikansk ekspert i radioformattering fra firmaet "P1 Research", som leverede et oplæg om forskellige public service-radioer – herunder National Public Radio (NPR) og Canadian Broadcasting og andre radiostationer, han kendte til.
»Det var meget inspirerende,« siger Suzanne Moll, der er en stor fan af talkradio. Men hvad udvalget præcis ender med at anbefale, kan hun ikke sige:
»Vi ender med at anbefale flere scenarier. Det er også opgaven ifølge kommissoriet. Og herefter bliver det forligskredsen, der afgør det. Men derudover er der også store individuelle forskelle på, hvordan vi internt i udvalget ser den her radio. Jeg ved for eksempel godt, hvad for en radio jeg gerne vil høre. Men den opfattelse deler jeg måske kun med 50.000 mennesker i Danmark. Og derfor er det ikke mine personlige ønsker, der skal være styrende,« siger hun og peger på, at det er en stor forpligtelse at skulle forvalte så mange af licensbetalernes penge, som den nye radio får.
»Den her radio skal i sidste ende måles på sig selv – og hverken i forhold til DR's radiostationer eller andre. Men med 100 mio. kroner er der altså også lagt op til, at der er mulighed for at lave et nybrud i dansk radio. Og det må være ambitionen. Lidt som da DR2 kom til. Man skal have høje ambitioner fra start.«
Når regeringen og forligskredsen har besluttet sig for de endelige krav til den ny station, så skal det skrives om til rammevilkår. Herefter bliver udbuddet afgjort til maj næste år. Og 1. november 2011 er det så planen, at danskerne kan tune ind på den nye radiostation.
»Udvalget er præget af, at vi er nogle mennesker med erfaring – men også med en vis alder. Jeg er selv en af de yngste i udvalget (Suzanne Moll fylder snart 50 år, Ole Søndergaard 44 år, red.), så jeg håber da, der sidder nogle mennesker, som er mere innovative end os i gruppen, som kan byde ind og lave noget radio, som ikke er set før. Men det er jo svært at beskrive, hvad det så skal være, når det ikke er set før. Vi vil helst overraskes.«
Det såkaldte FM4-udvalg har arbejdet under voldsomt tidspres, og havde gerne rejst rundt i verden og besøgt diverse radiostationer. Men det har der ikke været mulighed for. Men Suzanne Moll håber på, at de potentielle bydere allerede nu er opsøgende og gør sig store tanker.
»Hvis jeg sad derude nu og var interesseret i at drive radiostationen, så ville jeg støvsuge markedet for kreative hoveder og allerede nu lave forhåndsaftaler.«
Radioudvalget har endnu et par møder, før de sidste kapitler skrives i de i alt 2-5 scenarier, som vil blive afleveret til Kulturministeriet. Noget af det, man fortsat mangler at blive enige om, er musikvalget og vægtningen mellem talkradio og musikradio.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.