search

Sut min agurk

Er jeg helt sikker på, Diego Maradona ville have repliceret, hvis agurketiden havde eksisteret som begreb i Argentina.

Er jeg helt sikker på, Diego Maradona ville have repliceret, hvis agurketiden havde eksisteret som begreb i Argentina.

Sydafrikritik: Den iltre og måske bedste fodboldspiller i historien fik i efteråret to måneders karantæne som argentinsk landstræner for udtalelser a la overskriften i forbindelse med en haltende VM-kvalifikation. VM i fodbold er diametral modsat agurketid i Argentina. Såmænd også i Tyskland, Brasilien, Ghana eller England.

Et langt stykke hen ad vejen også i Danmark. Kulminerende i lørdags i en blamerende VM-exit, så det danske landshold lige nøjagtig undgik den officielle agurkesæson for i stedet at gå over i krumme tæer og det helt store overlap med Wimbledon og Tour de France. Første runde i superligaen i fodbold udspiller sig i øvrigt den 17. juli…

Nuvel, vi befinder os på den kultursportslige men dog mediepolitiske platform, hvis man tager budgetter og public service-satsninger på de respektive begivenheder med i det store billede. VM-, Wimbledon-, Tour- og superliga-rettigheder udgør alene på dansk grund en milliardforretning, og i disse uge transformerer uhyrlige summer sig til alt andet end agurker. Sågar til en rask kønspolitisk infight i dette forum.

”Kvinde kend din kamp” må være min spagfærdige holdning til de to klummer, Anette Dina Sørensen har begået om kvinder og VM i fodbold. Magen til forvrøvlet og letkøbt feministisk dagsorden. Har jeg tænkt og tænkt. Ikke mindst to’eren, da min medblogger trak i land under overskriften ”Jeg har fået bank”. For så alligevel at fremture:

”Er det for meget forlangt, at de kvindelige tv-seere, der bakker drengene op også bliver repræsenteret, værdsat og talt til i øjenhøjde, selvom det er mænd, der triller med bolden? Det mener jeg naturligvis ikke. Især ikke når vi taler public-service tv. Det vil gøre mig til en mere tilfreds licensbetaler, men det vil dæleme også gøre sports-tv til et mere demokratisk sted at være,” noterede Anette Dina Sørensen blandt andet, inden hun rundede af med at efterlyse kvindelige eksperter i det overordnede fodbold-panel.

Siden legendariske Karin Palshøj gjorde sin entre som sportsstudievært på Danmarks Radio, har vi mænd godt nok stået meget igennem. Ikke flere nævnt, ingen glemt. Men hvis vi spoler båndoptager og billede frem til nyere tid er det på sin plads med rulletekster:

Forrige søndag sad en flok mandlige redaktører i Presselogen og diskuterede VM i fodbold – med kompetent og indsigtsfuld modspil i skikkelse af studievært Line Ernlund, der har sit udspring i sportsjournalistikken. Natasja Crone runder som højtprofileret og journalistisk funderet studievært i ny og næ en liveomstilling til Sydafrika i TV2 Nyhederne – i mange år var hun meget mere en blikfang på DR Sporten, og før det sportsjournalist på Berlingske Tidende og hedengangne TVS.

Jeg har arbejdet sammen med mange kvindelige sportsjournalister. Blandt andre Cathrin Terney Tromborg og Kristine Wilkens i min tid på Berlingske. Kompetente og passionerede kolleger på deres stofområder. Da jeg skiftede til DR Sporten – i øvrigt ansat af en kvinde med forståelse for sportens betydning i skikkelse af Lisbeth Knudsen – ændrede kommandovejen sig i løbet af en sparerunde til udelukkende kvinder hele vejen fra redaktionschef op til Plummer. Der er langt. Til gengæld udgjort af halvt uduelige af slagsen i sportsjournalistisk forstand, men efter jeg af samme grund fik møvet mig ud af foretagendet, er de blevet erstattet af sportsjournalistisk velfunderede chefer – to kvinder og en mand i øvrigt.

Louise Dreisig er ikke VM-vært på P3, fordi hendes ansigt er som skabt til at lave radio. Det bliver nemlig fortrinsvis brugt på TV i hverdagen, fordi hun ved noget om sport. Og er journalist. Dorthe Jeggesen hører I ikke så meget til i Sport på 3’eren længere, men til gengæld som speak til tv-billeder, fordi hun skiftevis styrer tv- og radiobutikken i kulissen. Som tovholder, mellemleder og passioneret DR-medarbejder med sport som mangeårigt fagområde. Og hvad blev der lige af Maja Rosagers stemme og stoneface i radio og på skærm. Jamen, hun er da bare på barsel. Camilla Dam skriver online-nyheder på dr.dk/sporten og tekst-tv til hun segner, og nogle gange oversætter hun fodboldnyheder fra hollandske aviser, fordi hun kan sproget. Rikke Darfeldt har sit idrætspolitiske udsyn i orden, men klipper også lige en VM-kamp. Maria Yde er vist også på kanten er noget barsel, men er fluks tilbage som Tour de France-vært. Hun pynter, vil nogle mene – jeg mener først og fremmest, hun er en dygtig journalist.

DR-sportschefen hedder Tine Bendix, og selv om jeg godt nok gjorde forsøget på comeback, da de i mine øjne mindre duelige chefer havde forføjet sig til andre afdelinger, var der ikke så meget at komme efter, for Bendix kan sit sportskram.

På TV 2 haster Heidi Frederikke hjem efter hæsblæsende og lange vagter som VM-vært. Datteren er blot nogle måneder gammel, men farmand og sportsstudievært Anders Sigdal ser barsels-VM med mor i ruden. Hans chef på TV2 Sport er en kvinde, Lene Ugilt.

På ekspertfronten er det måske nok lidt sværere. Lykke Friis har gjort anstrøg – måske lige til den imageplejende og overfladiske side med germansk Bayern-slagside. Og så har ministeren jo også klimaet – ups, og ligestillingen at tage vare på.

Når jeg vender en anmeldende bredside mod min tidligere arbejdsplads benytter jeg mig hverken af voodoo og min yngste datters fortrinsvise hunkønnede dukker eller for den sags skyld bitre fortidsminder. Så forholder jeg mig til de aktører, der formidler sportsjournalistik til mig. Mænd eller kvinder, I don’t care.

Maradona er til gengæld helt og aldeles uberegnelig, og jeg lægger gerne ordene i munden på ham: Sut min agurk…

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen