Hvorfor blev du billedkunstner?
”Jeg er født ind i det. Mine forældre, mine bedsteforældre og hele min familie var kunstnere og havde atelier derhjemme. Så jeg er vokset op i det kreative. Det er et sprog, jeg har lært, ligesom man lærer dansk. Så hvad skulle jeg ellers have valgt?”
Men hvorfor blev lige fotografiet din kunstneriske udtryksform?
”Jeg blev fuldstændigt bjergtaget af fotografiet, da jeg gik på Kunstakademiet og prøvede det første gang. Jeg gik på billedhuggerlinjen og skulle fotografere nogle skulpturer. Der opdagede jeg, at kameraets øje kunne se noget, jeg ikke kunne se. Og det kan det stadigvæk. Derfor har jeg ikke sluppet det siden. Den magi, der ligger i, at man trykker på en knap, og så står billedet der for evigt, den har jeg dyrket i 35 år nu.”
Hvordan så kunstverdenen dengang på fotografiet?
”Det var helt nyt at se på fotografiet som kunst dengang. Og det har jo aldrig været lige så fint som maleriet. Det kan du også se på priserne. Selv i dag stejler folk over, at en fotograf har taget 98.000 kroner for et portræt af Pia Allerslev. Det viser, at man stadig ikke regner fotografiet for at være kunst.”
Hvad er du selv fascineret af ved portrætfotografiet?
”Det er det bedste og det sværeste, fordi det handler om levende mennesker. Og for mig er dobbeltportrættet det mest interessante, fordi vi mennesker kun er til i kraft af hinanden. Så det er det, jeg fotograferer – dynamikken og relationen mellem mennesker. Æstetisk er det da også meget smukt at fotografere landskaber, men det er ikke så krævende, da landskaber jo ikke argumenterer for og imod.”
Hvordan har du bevaret din nysgerrighed på genren igennem 35 år?
”Min første udstilling var portrætter af 100 par på sort baggrund med én lampe. Jeg kan huske, jeg tænkte, at når jeg var færdig, så skulle jeg lave noget helt andet. Faren er jo, at man kommer til at gentage sig selv. Men så lavede jeg et projekt med brødre og søstre. Og så et med fædre og døtre, mødre og sønner. Hver gang er det forskelligt. Jeg kan huske alle de billeder, jeg har taget, og kun et par enkelte gange har jeg gentaget mig selv.”
Er det blevet nemmere eller sværere at være fotograf?
”Økonomisk er det blevet sværere, og det er blevet sværere at fotografere mennesker, fordi alle i dag fotograferer uden dermed at have en øget bevidsthed om, hvilke kvaliteter et billede skal have for at blive stående.”
Du fik for nylig en dom for at have krænket din eksmand ved at sende en film til 13 mennesker, hvor han er nøgen. Hvorfor lavede du filmen?
”Min drivkraft til at lave filmen var ikke hævn. Det var en undersøgelse af kærlighedens smerte. Det startede som et terapiprojekt for mig og udviklede sig til et samarbejde med ham om en film – et værk – om kærlighedens smerte. Vi lavede den sammen, og vi er begge to med i den – jeg er jo også nøgen. Jeg synes, jeg fremstiller ham i et kærligt lys. Men fordi han er nøgen, kan han åbenbart trække sit tilsagn om at medvirke tilbage.”
Hvordan har sagen påvirket dig?
”Jeg ved, at jeg har ret. På den måde påvirker det mig ikke. Men persondataloven, som dommen bygger på, påvirker mig. Jeg har lavet masser af udstillinger med nøgne mennesker, og jeg har aldrig før hørt, at det skulle være krænkende. Men pludselig er det en digital krænkelse, hvis en person ses nøgen, selv på et lukket link på internettet, som jo i dag er mange fotografers værktøj. Nu er jeg faktisk ved at få en advokat til at lave papirer med skriftlige tilsagn, hvor der står, at det er mig, der vælger billederne og bestemmer, hvad de skal bruges til – også fremover.”
Får dommen dig til at ændre andet?
”Suzanne Brøgger skriver om mig et sted: ”At blive set af Suste er en kærlighedserklæring.” Men hvis den kærlighedserklæring modtages med en politianmeldelse, så kommer jeg ikke med kærlighedserklæringer mere. På den måde er jeg klappet i. I hvert fald foreløbig. Jeg poster heller ikke nøgenbilleder på Facebook mere. Jeg synes, det er tåbeligt, at de blokerer mig for det, men jeg vil ikke bruge kræfter på at omvende hele verdens syn på nøgenhed. Hvis de synes, det er krænkende, så må de meget undskylde.”
Hvad er branchens største udfordring?
”Det er persondataloven. Den er en skaber-kvæler. Min drivkraft som kunstner er følelser, men hvis man altid skal have skriftlige tilsagn fra alle, bliver det jo nærmest umuligt at arbejde som fotograf. Og hvis folk efterfølgende kan trække et tilsagn tilbage, så mister det betydning for mig.”
Bør der ikke være en beskyttelse af folks privatliv og personfølsomme oplysninger?
”Jamen hvad er det, der er så hemmeligt? Hvorfor skjuler folk noget? Engang var vi nogle af dem i verden, der var længst fremme med frisind, åbenhed og frigivelse af pornografien. Der var så meget bornerthed og indelukkethed, der blev frisat dengang – det forsvandt simpelthen. Men nu er det kommet tilbage.”
Hvad er løsningen på det problem?
”Vi skal holde op med at være så bange og have så meget mistillid til hinanden. Det bliver verden bare mindre af. Jeg er opdraget med, at alle sagde og skrev og gjorde, hvad de ville. Og hvis der endelig er nogen, der bliver kede af det – hvad så? Det er jo ikke strafbart at gøre nogen ked af det.”
Foto: Tobias Selnæs Markussen
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Der er ganske givet gode intentioner bag EU's persondatalov, men den er forventeligt endt som en bureaukratisk klods om benet på de mennesker, den skulle forestille at beskytte. Lidt som da EU besluttede, at brugerne skulle gøres opmærksomme på cookies, når de besøger websites, så nu skal vi alle sammen sidde og klikke "ok", hver eneste gang, vi besøger et nyt site. Det skulle forestille at være forbrugerbeskyttelse, men det føles bare som øget bureaukrati.