search

Superwoman sagde stop

 Irene Scharbau arbejdede for meget og var tæt på at opgive journalistik. I dag har hun fundet en bedre balance mellem arbejde og fritid og er igen blevet vild med sit fag.Stress. Irene Scharbau lukkede den bærbare ned og forlod sin arbejdsplads i København ved 16-tiden for at tage hjem til mand og tre børn. Alligevel gik der sjældent mere end en time eller to, før computeren igen stod tændt hjemme i stuen i villaen i Vallensbæk.

 
Irene Scharbau arbejdede for meget og var tæt på at opgive journalistik. I dag har hun fundet en bedre balance mellem arbejde og fritid og er igen blevet vild med sit fag.

Stress. Irene Scharbau lukkede den bærbare ned og forlod sin arbejdsplads i København ved 16-tiden for at tage hjem til mand og tre børn. Alligevel gik der sjældent mere end en time eller to, før computeren igen stod tændt hjemme i stuen i villaen i Vallensbæk.

Jobbet som informationsmedarbejder på en omstridt post i en organisation krævede, at hun var på døgnet rundt.

»Det var ikke unormalt, at jeg løb frem og tilbage mellem komfuret og skrivebordet for lige at få skrevet nogle vigtige linjer ned – mens kartoflerne kogte, børnene larmede, hunden gøede, og mobilen ringede …«

Faldt Irene Scharbau ikke bevidstløs om på sofaen efter maden, fortsatte hun foran computeren: Selvom hun fik sagt godnat til ungerne og snakket med sin mand, stod arbejdet altid øverst på hendes dagorden. Når hun gik i seng, kværnede spekulationerne tit videre, længe efter at lyset var slukket. Og i det øjeblik, vækkeuret ringede, var hun på igen.

»Jeg var ligesom en tumling, der røg op på ret køl igen næste morgen, uanset hvor langt jeg var kommet ned at ligge dagen før. Men når jeg vågnede, var min første tanke også tit: 'Det er løgn! Fortsætter det?'«

Det gjorde det. Og det stoppede ikke, før det gik op for hende, at hun havde været mentalt på arbejde i døgndrift i fire år, og at hun i al den tid ikke havde haft overskud til at se hverken børn, mand eller sig selv i øjnene: »Det var så slemt, at jeg var nødt til at tage orlov tre måneder for at få ro til mærke, hvordan jeg egentlig havde det.«

Irene Scharbau vendte ikke tilbage til jobbet. Hun valgte i stedet at blive informationschef i en interesseorganisation med en sag, hun brændte for. Men efter fire travle år med at bygge organisationens kommunikation op fra bunden havde arbejdet igen taget magten over hendes familieliv, og for et år siden var hun tæt på at opgive journalistikken og gå i gang med at uddanne sig til folkeskolelærer:

»Jeg følte simpelthen ikke, at jeg duede til at være journalist, fordi jeg ikke kunne håndtere arbejdspresset lige så afslappet og afklaret som andre.«

Med hjælp fra Journalistforbundets karrierekonsulent er det imidlertid lykkes Irene Scharbau at blive herre over sin arbejdsdag og få arbejds- og familielivskabalen til at gå op. Hun har dannet kommunikationsbureauet Komplottet sammen med to kolleger – og selvom hun stadig arbejder fuld tid, står et mindre stresset arbejdsliv højt på den fælles dagsorden, som de hjælper hinanden med at holde fast i.

»Det har vist sig, at jeg duer til en hel masse som journalist. Det var ikke mig eller faget, men måden at arbejde på, der var noget galt med. Nu, hvor jeg har fået meget større indflydelse på rammerne om min hverdag, føler jeg mig som en fisk i vandet.«

At slippe for de mange pres udefra betyder også, at hun har fået meget større overskud. Hver tirsdag aften samles hele familien for eksempel i sofaen for at læse højt, snakke, synge og spille – det er forbudt at tænde computere eller tv.

»Jeg er meget bevidst om, at det er en fortsat udfordring ikke at lade mit arbejdsliv ødelægge mit familieliv. Det sker stadig, at jeg tænder den bærbare derhjemme, og som mange andre journalister har jeg svært ved at holde 100 procent fri: Når man brænder for sit fag, har man automatisk historier og projekter kørende i baghovedet og kommer i tanke om nye vinkler, mens man sidder med familien ved middagsbordet eller slapper af med vennerne. Der er et kick i det, som jeg ikke vil undvære – men det skal ikke koste mit familieliv og mit helbred.«

 

Hold balancen

Lav klare aftaler med din leder og kollegaer om, hvad du laver hjemme, og hvornår du møder senere som kompensation.

Planlæg din arbejdstid med deadlines på klokkeslæt og overhold dem!

Arbejd ikke i stuen med familien om ørerne – arbejd alene bag lukket dør.

Sluk mobilen, luk computeren ned, og lad være at tjekke mails, når du har fri – eller lad være at besvare arbejdsopkald og arbejdsmails, før du igen er på arbejde.

 

Grænseløst arbejde

»Drop kampen for en 36 timers uge. Ingen kommer til at overholde det i praksis. Få i stedet aftalt lokale spilleregler for hjemmearbejdet.« Sådan lyder forskers opfordring til tillidsfolk og forbund.

Tekst: Monica C. Madsen

Overenskomst. De allerfærreste mediefolk efterlever 37 timers ugen. Det konstaterer Eva Bjerrum, som er konsulent i Center for New Ways of Working. Her forsker hun i nye arbejdsformer og har lavet undersøgelser af arbejdsopfattelsen på en lang række medier gennem de sidste 10 år.

»At sætte rammer for arbejdslivet anno 2007 handler ikke om at overenskomstforhandle sig frem til et principielt antal arbejdstimer om ugen – det er spild af kræfter!« pointerer hun, nu hvor overenskomstforhandlingerne på blandt andet dagbladsområdet netop er gået i gang.

Takket været den bærbare, nettet og mobilen kan vi arbejde, hvor og hvornår vi vil – derhjemme, i toget og så videre. Det giver os bedre mulighed for at kunne arbejde, når vores lyst og drive er størst.

Men det kan være så svært at finde off-knappen, at arbejdstimerne løber løbsk, og man risikerer at gå ned med stress.

De færreste ønsker sig tilbage til dengang, hvor vi var bundet til skrivebordet på kontoret. Det store minus ved at arbejde hjemme er imidlertid, at ikke alle kan finde balancen mellem arbejde og fritid. Derfor kan man ende med at være mentalt på arbejde næsten alle døgnets vågne timer, advarer Eva Bjerrum:

»Der er ikke noget galt i, at du tænder så meget på dit fag, at du ikke kan lade være at gribe en god idé i luften i din fritid eller at læse en arbejdsrelateret bog i liggestolen. Men det er vigtigt, at du ikke føler dig under ydre eller indre pres for at skulle arbejde en stor del af din fritid.«

Man er derfor meget udsat, hvis man både føler sig presset til hele tiden at være maksimalt oppe på beatet og arbejde hurtigt; til at være så grundig, at kvaliteten er i top hver gang; og til at være ekstra synlig og udadvendt rent socialt, så man ikke står i første række til næste fyringsrunde.

Hvis man er tryg i sin ansættelse, bliver man sjældent stresset.

En frihed for nogle – en faldgrube for andre. Sådan karakteriserer Eva Bjerrum fleksibiliteten.

Kan man ikke trække skarpe grænser mellem fritid og arbejdstid derhjemme, bliver den en faldgrube, hvor man risikerer at føle, at man er på arbejde hele tiden, fordi computeren står og summer ovre i hjørnet. Og ender man med at gå ned med stress, fordi man ikke har kunnet håndtere sit grænseløse arbejde, sidder man tit tilbage med følelsen af, at man slet ikke duer til sit fag.

Vi har næsten alle sammen myten om superjournalisten rumsterende i baghovedet: Journalisten, der brænder så meget for sit fag, at han eller hun altid er på arbejde og aldrig har problemer med at håndtere sin stress. Derfor kan det være så svært at sige stop.

»Det er vigtigt at understrege, at din evne til at trække en tydelig grænse mellem arbejdsliv og fritid, ikke hænger sammen med din faglige dygtighed, men med rimelige arbejdsbetingelser. Og at det er dybt problematisk, hvis du selv, dine kolleger eller ledelsen reducerer faldgruberne ved det grænseløse arbejde til alene at være et personligt spørgsmål om evnen til at håndtere en kronisk stresssituation,« understreger hun.

Fagpolitisk er det derfor vigtigt at kæmpe for, at stress ikke kun er den ramte medarbejders problem.

»Det er afgørende, at tillidsfolkene og ledelsen tager deres ansvar på sig for at få forhandlet lokale aftaler på plads om den del af arbejdsdagen, medarbejderne lægger uden for arbejdspladsens fysiske rammer. Forventer de, at mobilen er tændt, at man altid er online, at man tjekker mails sent om aftenen? Hvordan kompenserer man for hjemmearbejdet? Sender ledelsen ubevidste signaler, som medarbejderne tolker, som om de skal være på nonstop?« spørger Eva Bjerrum.

John Jakobsen, medlem af Journalistforbundets hovedbestyrelse og tillidsrepræsentant på Sjællandske Medier, er enig:

»Det grænseløse arbejde har i et eller andet omfang altid været en del af journalisters selvforståelse. Men det holder ikke længere: Med deadlines hele tiden og med alle mulighederne for at være på døgnet rundt er det nødvendigt, at vi får sat et skarpere skel mellem arbejdstid og fritid. Og det er ikke den enkeltes ansvar at sikre, at der er forskel på at være på arbejde og at holde fri. Det er et fælles ansvar for ledelse og medarbejdere.«

Lokale forhandlinger er vejen til at sikre spilleregler, der fungerer på den enkelte arbejdsplads, understreger han.

»Vi har et krav om en rammeaftale med i de overenskomstforhandlinger, der netop er gået i gang på dagbladsområdet. Den giver mulighed for lokalaftaler om arbejdsmiljøet, som sætter det psykiske arbejdsmiljø på dagsordenen på den enkelte arbejdsplads. Og sikrer tillidsrepræsentanterne en væsentlig indflydelse på det.«

Eva Bjerrum opfordrer desuden Dansk Journalistforbund til at formulere retningslinjer eller tilbyde kurser om, hvordan man som medarbejder skal håndtere de nye fleksible arbejdsvilkår. Det vil næppe møde modstand fra arbejdsgiverne, vurderer hun. Hvor lederne for få år siden var usikre på, om folk arbejdede nok derhjemme, handler deres spørgsmål i dag om, hvordan virksomheden kan forebygge, at medarbejderne går ned med stress.

»Det er ikke i ledelsens interesse at presse citronen en kort stund, hvorefter halvdelen af medarbejderne ligger underdrejet. De fleste ledere foretrækker medarbejdere, der har et aktivt fritidsliv, hvor de lader op og henter ny energi. De ved godt, at medarbejdere, der aldrig holder fri, mister overblikket, drivet og engagementet i det lange løb,« siger Eva Bjerrum.

Dansk Journalistforbund: Fast arbejdstid er godt

Overenskomstforhandlingerne på dagbladsområdet skal efter planen være på plads den 9. februar. Faglig konsulent Claus Iwersen, Journalistforbundets forhandlingsleder, er uenig med Eva Bjerrum i vurderingen af, at det er spild af tid at forhandle om en fast ugentlig arbejdstid, da ingen alligevel overholder den i praksis. »Det ville være ideelt, hvis man kunne finde frem til endnu mere fleksible, lokale spilleregler, for forbundets medlemmer er langt hen ad vejen selv interesserede i at kunne arbejde, hvor og når det passer dem bedst. Men risikoen for, at formuleringerne i lokale aftaler kan bøjes efter ledelsens behov, er for stor. Derfor er kampen om en fast ugentlig arbejdstid den tungeste modvægt, mod at medarbejderne bliver sorteper, indtil vi har fået udtænkt strategier, der effektivt kan beskytte medarbejderne mod grænseløst arbejde,« siger Claus Iwersen.

Han påpeger, at medarbejdere også selv har et ansvar for at sige fra.

»De er ikke kun oppe imod ledelsens voksende norm for, hvor meget de skal producere – de er også oppe imod deres egne ambitioner og manglende selvopdragelse til at sige fra i tide.«

Jan Malinowski, tillidsrepræsentant, TV 2: Ledelsen sætter ikke grænser

»Der er en tendens til, at ledelsen forventer, at opkald og mails besvares tidligt og sent, fordi man som medarbejder har fået stillet mobil og netværk til rådighed. Derfor kan det være vigtigt at markere over for chefen, at man ikke er i online-tilstand døgnet rundt – for eksempel ved at signalere via autosvar, at man ikke er i døgnvagt: 'Jeg er først tilbage mandag kl. 9, læg en besked'«

Jimmy Andreasen, sikkerhedsrepræsentant.Nordjyske: Lokal aftale forebygger stress

»En lokal aftale om trivselspolitik, som den vi har fået på Nordjyske, forebygger grænseløst arbejde bedst, fordi medarbejdere og ledelse gensidigt har forpligtet sig. Tidligere har vi haft flere eksempler på stressramte medarbejdere, der har været for flove og bange for ledelsens reaktion til at melde ærligt ud. Vi skal producere til to-tre forskellige medier samtidig. Det giver meget intense arbejdsdage. At kunne tale åbent om tingene forebygger. Vi opgør desuden timer hver 14. dag.«

Torben Duch Holm, tillidsrepræsentant, Bonniers: Forsøgsordning sætter grænser

»Her i huset har vi en prøveordning om hjemmearbejde, som på min redaktion betyder, at man kan arbejde hjemme, hvis man aftaler med sin chef fra opgave til opgave, hvad man præcist skal lave, og hvor lang tid man bruger på det. Man kan også aftale, at man tjekker mail og tager telefonen, men kun inden for den normale arbejdstid.«

Her kan du få hjælp

Gå til din tillidsmand, få mere info på www.journalistforbundet.dk. eller få personlig rådgivning af en af DJs karrierevejledere eller faglige konsulenter.

 

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen