Sundhedsstyrelsen dropper børnespil som kanal for vaccine-videoer

Kampagnevideoer om vaccination af børn var aldrig målrettet børn, lyder det fra Sundhedsstyrelsen, som nu bruger andre kanaler for videoerne

Efter kritik har Sundhedsstyrelsen valgt at fjerne en række kampagnevideoer om corona-vaccine af børn fra såkaldte gaming apps.

Det oplyser kommunikationschef Eva Tolstrup Ziegler til Journalisten.

Beslutningen falder, efter at programmet ’Mette og Magten’ på 24syv omtalte, at børn mødte videoerne, når de sad alene med en iPad og spillede for eksempel candy crush.

I en af videoerne fortæller en syvårig pige:

”Jeg skal passe på min mor, jeg skal passe på min lillesøster, og jeg skal passe på min far, at han ikke får corona.”

Det fik kritik, at videoerne kunne ses i YouTube-videoer og iPadspil, der har børn helt ned til to år som målgrupper.

Sundhedsstyrelsen beklagede og bad deres mediebureau tjekke placeringerne af kampagnevideoerne for at sikre, at børn ikke skulle se dem alene.

Videoerne har aldrig været målrettet børn, men er tværtimod tænkt til forældrene på 30-50 år, oplyser Eva Tolstrup Ziegler. Borgerne kan fortsat møde kampagnevideoerne, men på andre kanaler som for eksempel dagblades digitale sites.

”Der må ikke herske tvivl om, at det netop ikke er eller må fremstå som børnenes ansvar at tage stilling til vacciner, men derimod forældrenes,” skriver hun i en mail.

0 Kommentarer