Knopskydning efter behov. Så enkel er en vestjysk opskrift på succes i en turbulent branche. I løbet af tre årtier er produktionsselskabet Studio 1-2 i Herning endt som et frodigt firma, hvor nyansættelser og udvidelser er dagligdag.
Alene i år er der ansat otte nye medarbejdere. Der står stadig rester fra den seneste tilbygning på Teglvænget i Herning, hvor Studio 1-2 har adresse. Fremgang kræver nemlig mere plads.
Studio 1-2 begyndte i det helt små for mere end 30 år siden.
Pladsmangel er ikke noget nyt her i huset, der blev bygget til formålet i 1987. Navnet Studio 1-2 hentyder til de to store studier, som virksomheden rummer. Et fotostudie og et video/tv-studie.
Studio 1-2 leverer kommunikationsløsninger i lyd og billede inden for alle medier – foto, video, tv og multimedie.
I dag kommer halvdelen af omsætningen på omkring 25 millioner kroner fra tv/videoproduktionen, hvor TV2 er den største kunde. Virksomhedens fotografer og redigeringsteknikere bliver flittigt brugt af TV/MIDT-VEST og DR i Holstebro blandt andet til den daglige nyhedsproduktion. Ud over Herning har virksomheden en afdeling i Odense.
Meget hurtigt og meget overbevisende understreger direktør og medejer Bo Jensen på vestjysk, at firmaets filosofi er at have det sjovt og tjene penge. En holdning, der afspejles i de seneste 16 års overskud.
»Vi har taget nogle chancer, som har vist sig at give bonus. Når vi har så mange forskellige aktiviteter, kan vi aldrig blive ramt i det hele på én gang. Går en ting skidt, går det godt et andet sted. Men det betyder selvfølgelig også, at vi aldrig har succes med det hele på samme tid,« siger Bo Jensen. Han begyndte selv i virksomheden som fotografelev i 1975 og har aldrig arbejdet andre steder.
Rundt om i virksomheden står der udstyr for omkring ti millioner kroner.
»Hvis jeg skal være rigtig alvorlig, så går det godt,« indskyder han med bevidst jysk underdrivelse.
Fotoafdelingen, hvor det hele begyndte, tjente penge til at købe videoudstyr, og videoudstyret tjente til at købe mere af det, og sådan er det gået slag i slag.
»På vestjysk maner har vi tjent penge til det næste. Når vi har taget en risiko, har det været med sikkerhedsnet. Vi har satset bredt og rigtigt på de rigtige tidspunkter, men har aldrig gjort noget uden at have pengene. I stedet for at direktøren købte en lystyacht, investerede vi i at udvikle CD-rom-spil til børn,« siger direktøren. Han hentyder til Pixeline, en multimediesucces, der har sat positive økonomiske spor i virksomheden.
Det niende spil Pixeline er lige afleveret til udgivelse, og multimedieafdelingen omsætter for lidt over 4 millioner kroner om året.
Villigheden til forandring har været en ren og skær nødvendighed for at overleve i mediebranchen, men direktøren er ikke et øjeblik i tvivl om, at udvikling kræver, at medarbejderne er med.
For Bo Jensen er det essentielt at bevare ånden i Studio 1-2 uanset størrelse. Firmaet skal være den arbejdsplads, som medarbejderne vil have. Da mediehuset NovaVision blev indlemmet i selskabet for to år siden, oplevede Bo Jensen, at det var svært at få de to forskellige virksomhedskulturer i Herning og Odense til at smelte sammen.
»Her havde vi frihed under ansvar. I Odense var det mere styret ovenfra, hvilket betød, at medarbejderne ikke tog så mange selvstændige beslutninger. Nu – to år efter – er det næsten lykkedes.«
Bo Jensen filosoferer over, at det ville være nemmere at have en virksomhed, hvor kæft, trit og retning var kodeord, men det ville simpelthen ikke matche hans personlighed, som helt klart gennemsyrer arbejdspladsen. Derfor er det begreber som frihed under ansvar og fleksibilitet, som lægger stemningen i virksomheden.
Lugten af adrenalin hænger ikke i den afslappede atmosfære, hvor omkring 30 medarbejdere arbejder på 1.000 kvadratmeter. Måske fordi der ingen deadlines er i sigte.
I Studio 1, hvor den næsten selvstyrende fotoafdeling holder til, er der gang i modeoptagelser for tøjfirmaet KÅ.
To ud af syv redigerings-biler står i garagen, men de fleste er ude at køre i dag.
»Jo færre folk, der er her, jo bedre – det er godt for forretningen,« pointerer Bo Jensen.
Mens fotograf Poul Gerner ordner aftaler over sin mobiltelefon i Studio 2, slår Bo Jensen armene ud og proklamerer, at det altså var her, Thomas Mygind begyndte sin tv-karriere. Bagefter siger han tørt, at firmaet skam har råd til, at der ikke er optagelser i dag.
Poul Gerner, der har været ansat i 17 år, er egentlig uddannet reklamefotograf, men han begyndte at lave video, da TV2-stationerne kom til.
»Studio 1-2s styrke er helt klart, at vi har formået at ændre os med behovet,« siger han.
I dag arbejder han udelukkende med video i en kombination af reklame og tv.
»Det er en sjov kombination. Når jeg laver reklame, får jeg lov til at gå op i det faglige med at sætte lys og så videre. Når jeg laver nyheder eller sport sammen med en journalist, slutter jobbet, når jeg slukker kameraet. Det er to forskellige stilarter. Reklamer er den største faglige udfordring. Tv-journalistik skal gå hurtigere og hurtigere, og billederne bliver nedprioriteret.«
I et af redigeringsrummene sidder redigeringstekniker Allan Thomsen, der oprindelig er uddannet radiomekaniker, sammen med den autodidakte og nyansatte producer Per Andersen, der bag sig har en halv uddannelse som smed samt over ti års tv-erfaring.
»Stress? Det lyder så negativt. Det er snarere sådan, at vi kan have pres på, når vi skal nå en deadline,« siger Allan Thomsen.
De er i gang med at redigere en reklame, der skal køre på TV/MIDT-VEST om et par uger. Stationen er en af Studio 1-2s store samarbejdspartnere. Faktisk har tre redigeringsteknikere herfra faste vagter på TV/MIDT-VEST. Allan Thomsen har eksempelvis to vagter i næste uge.
»Indflydelse har vi nok af. Det ligger i rammerne, hvad vi skal lave. Desuden kan vi altid snakke om tingene,« siger han.
Selv om direktør Bo Jensen opfatter virksomheden som demokratisk og med en flad struktur, er det ikke hele sandheden. For nogle år siden blev han sat på plads af nogle medarbejdere, der gjorde ham opmærksom på, at han faktisk sidder på en piedestal blandt medarbejderne og vil bestemme i sidste ende.
»Før i tiden gik jeg op i, hvor mange batterier og bånd de brugte. Det gør jeg stadigvæk, bare ikke så tit,« siger Bo Jensen, griner lidt og indrømmer, at han er meget nærig, men retter det hurtigt til »påpasselig«.
»I bund og grund er jeg en simpel håndværker med en praktisk begavelse. Jeg har altid gerne villet ansætte medarbejdere, der selv kunne tage et ansvar, men det var også et problem, hvis de tager for meget. Jeg kommer nemt til at ansætte nogen, der er meget klogere end mig selv, og som fylder mere i billedet. Men det er en del af virksomhedens udvikling,« siger Bo Jensen.
Nye medarbejdere er alle sammen nogen, de ansatte kender på forhånd, eller nogen, Bo Jensen kender, som kender nogen. Mange ansatte er håndplukkede eller har henvendt sig uopfordret.
Producer Per Andersen blev for eksempel ansat, fordi han på eget initiativ dukkede op og tog en snak med Bo Jensen.
Det er heller ikke unormalt, at medarbejdere kommer tilbage, når de har været væk fra firmaet et stykke tid.
»Det er hårdt, når folk rejser. Men det er en skøn udfordring at få nye medarbejdere, fordi det giver nye ideer til virksomheden,« siger Bo Jensen.
Studio 1-2 har erkendt, at når firmaet ønsker dygtige medarbejdere i Herning, er det nødt til at lave en tiltrækkende arbejdsplads. Medarbejderne giver udtryk for, at de har stor frihed i jobbet samt ansvar og medbestemmelse.
»Men det er i produkterne og arbejdsopgaverne, medbestemmelsen ligger, ikke på det strategiske plan. Det er mit indtryk, at mange medarbejdere i virkeligheden ikke gider bestemme strategien. Til gengæld kan vi ikke planlægge en strategi for Studio 1-2 uden at have medarbejderne med,« siger Bo Jensen.
En tidligere ansat, videofotograf Rasmus Søndergaard, siger om sin gamle arbejdsplads:
»Det er medarbejdernes interesser, der bestemmer, hvor Studio 1-2 går hen. Det handler ikke om, at virksomheden har nogle opgaver, som medarbejderne skal passe til. Virksomheden kan det, som medarbejderne kan.«
I mediebranchen kan man ikke tvinge medarbejderne til at lave noget, de ikke har lyst til, er Bo Jensens pointe:
»Det var helt sikkert medarbejdernes interesser, der gjorde, at det blev naturligt for os at beskæftige os med video/tv-produktion.«
Studio 1-2s historie
Grundlagt 1972, da fotografen Axel Tornøe købte en af militærets aflagte bølgebliksbygninger i Herning.
I 1975 blev Bo Jensen elev hos Axel Tornøe.
I 1979 blev han medejer.
1987 skiftede virksomheden navn fra Tornøe Reklamefoto til Studio 1-2.
1996 udsendte Studio 1-2 det første CD-rom spil i en serie for børn, Pixeline.
1999 overtog AV-afdelingen hos LEGO.
2001 overtog NovaVision Film og Tv i Odense
2002 overtog Delta TV
2003 ZebbiZ Production ApS, der blandt andet varetager videreforhandlingen af Pixeline merchandise. Tv-programmer som Jagerpiloterne på DR1, De Udvalgte på TvDanmark og Lykkejægerne på TV2 er udsprunget fra Studio 1-2.
Visioner om at indtage nye områder, såsom e-learning, web-tv og andre interaktive løsninger.
Studio 1-2 i tal:
41 ansatte inklusive ledelse og administration. Derudover er omkring tre freelancejournalister samt syv freelancefotografer tilknyttet. Multimedieafdelingen beskæftiger 8, fotoafdelingen 4, administrationen 5 og video/tv-afdelingen 24.
Ud over fotografer er der ansat redigeringsteknikere, tegnere, informationsmedarbejdere, producere samt en journalist.
Alene i år har Studio 1-2 haft en tilgang på 8 medarbejdere.
Økonomi
Studio 1-2 har haft overskud de seneste 16 år.
I 2002 var omsætningen på 24 millioner og overskuddet før skat på 1,2 millioner kroner. I år forventer Studio 1-2 at omsætte for 5 millioner kroner mere. I 1998 var der 20 ansatte, det steg i 2001 til 27. I 2003 er der 41 ansatte. I 1998 var egenkapitalen på 4,5 millioner, i 2002 på 7,4 millioner. Årets resultat efter skat var i 1998 på 340.000, mens det i 2002 var på 822.000 kroner.
Kilde: KOB a/s og Studio 1-2.
Lokalaftale på vej
Der findes ingen lønstatistik over virksomheden. Men en et-årig lokalaftale er undervejs. Dansk Journalistforbund, DJ, er blevet enige med Studio 1-2 om en lokalaftale, der blandt andet indeholder grundlønninger og arbejdstidsregler, som ligger på et bedre niveau end på Producentoverenskomsten.
Desuden er der indgået en rettighedsaftale, der betyder, at Studio 1-2 blandt andet betaler 100 kroner per ansat per måned for at opnå den fulde ret til at anvende frembragte værker på enhver måde og i ethvert medie.
Når aftalen er godkendt i DJs faglige udvalg, skal den også godkendes af medarbejderne.
Ifølge faglig konsulent i DJ, Lone Amtrup, er det en vigtig aftale, da det er DJs første aftale med en arbejdsplads, der dækker computerspil.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.