Da jeg for godt 20 år siden gik på DJH, var flere af mine medstuderende i perioder ansat ved aarhusianske medier som noteskrivere, leverandører til tekst-tv eller som en form for meddelere.
Senere arbejdede jeg på sportsredaktionen på Ritzaus Bureau, og her lavede man aftaler om at få dækket fodboldkampe og håndboldstævner af uuddannede – ofte var det vist tidligere praktikanter – for at kunne nå hele vejen rundt om stoffet.

På Ekstra Bladet var der i min tid dér (den stoppede i 2011, da jeg blev valgt som DJ-næstformand) ansat unge mennesker til at sørge for, at debatforummet ’Nationen’ ikke løb løbsk – disse moderatorer kunne være studerende.

Og rigtig mange andre steder i medieverdenen, både på nyhedsmedier og i kommunikationsbranchen, udføres arbejde, der ligger inden for DJ’s område, af studerende. På den måde snuser de fortrinsvis unge mennesker til faget. Men mange steder er det noget, der foregår lidt i det dunkle – den lokale tillidsrepræsentant kan have svært ved at bevare overblikket, og den enkelte studentermedhjælpers vilkår er dermed ikke kendt.

Et retorisk spørgsmål: Kunne vi ikke gøre det lidt bedre?
Nu afskaffede delegeretmøde 2013 jo bijobreglen, der forbød studerende at arbejde ved siden af studierne, når det foregik på DJ-området. Dermed har vi faktisk givet os selv en god mulighed for at kunne regulere, og de studerende skal ikke længere gå i det gedulgte med deres studierelevante arbejde.

På et møde for nylig i DJ’s fagpolitiske udvalg diskuterede vi rammerne for eventuelle aftaler. Og der var enighed om, at forudsætningen for en aftale er nogle klare afgrænsninger.
Jeg forestiller mig ikke, at afgrænsningen skal handle om, hvad den studerende laver. En aftale, der bygger på indhold eller har kvalitative mål og rammer, har ikke så god holdbarhed.

Til gengæld vil det være oplagt med tre forudsætninger.

• For det første skal den studerende rent faktisk være studerende. Dermed kan gruppen afgrænses i forhold til fastansatte, freelancere, vikarer og andre på arbejdspladsen.
• For det andet skal der være en øvre ramme for det antal timer, en studentermedhjælp kan ansættes til – om ugen, eller om måneden. Vi skal tage hensyn til, at studiet er det primære for en studerende.
• For det tredje skal der lægges en takst på. Gerne en minimumsløn. Men gerne udregnet, så antallet af timer ganget med timelønnen rammer det fribeløb, man må tjene ved siden af at modtage SU.

Taksten skal desuden være højere end den timeløn på cirka 100 kroner, journalistpraktikanterne tjener; på den måde foretages endnu en afgrænsning.

På den måde kan vi forhåbentlig få styr på studenterne. Til deres gavn – men også til gavn for alle andre DJ’ere.