Der var sgu en drøninteressant kronik i Politiken i dag om mediestøtte og nye medier:

 http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1675608/stoet-fremtidens-medier-frem-for-fortidens/.

Hvad er det der gør, at den her http://www.b.dk/nationalt/roskilde-festival-flere-bragt-til-sygehuset-i-nat, den her http://ibyen.dk/fokus/roskildefestival/ECE1676402/krystallignende-pulver-kan-vaere-skyld-i-svenskers-doed-paa-roskilde/ og den her http://jyllands-posten.dk/indland/article4740141.ece fortjener mediestøtte, men ikke den her: http://avisen.dk/politi-advarer-mod-krystalstof-paa-festival_174982.aspx?

Det kan ikke være indholdet. Artiklerne forekommer umiddelbart lige relevante og kvalificerede.
Det er heller ikke et spørgsmål om arbejdskraften, for alle artikler er skrevet af journalister, på baggrund af samme begivenhed og samme tilgængelige materiale.

Avisen.dk har en ansvarshavende redaktør og er tilmeldt pressenævnet. http://www.pressenaevnet.dk/Klagevejledning/Hvem-kan-man-klage-over.aspx  (Og får såmænd også klager: http://lmgtfy.com/?q=%22avisen.dk%22+%2Bsite%3Apressenaevnet.dk)

Jeg ryger lige ud af en tangent:

Når man tillige kan se, at hæderkronede og ærværdige Berlingske sælger sig med "topløs protest mod kvindeundertrykkelse" http://www.b.dk/billedeserier/toploes-protest-mod-kvindeundertrykkelse, Politiken tester lunkent øl http://politiken.dk/tjek/tjeklisten/ECE1661304/her-er-den-daaseoel-der-smager-bedst-lunken/ og JP går i luften med "Bart stjernebryst og bandeord får fred" http://jyllands-posten.dk/kultur/film/article4739383.ece  må man konstatere, at morgenaviserne – i hvert fald online – har afklædt sig efterhånden en hel del af den anstændige og traditionelle troværdighed til fordel for mere tabloide virkemidler.

De står nøgne tilbage og der bliver klikket på de patter gør der! Satenedme. Det åbner bare et helt andet spørgsmål: Hvad fanden er egentlig berettigelsen?

Ah, endnu en tangent: Femens protester. Det er tankevækkende: Som stort set alle andre protestbevægelser står de overfor den forhindring, at de ikke kan trænge igennem med budskabet, groft sagt fordi medierne har hylende travlt med at klikke på patter. Indtil en eller anden siger "Så skriver vi da bare protesterne på patterne!"

Femen kommer ud med deres budskab og står i det hele taget til UG med kryds og bolle for deres eminente udnyttelse af mediernes hjernedøde tabloisering.

I kraft af protesten får Berlingske et fedtet lille figenblad og kan lumre løs med "Betjente arresterer en topløs ukrainsk aktivist. Øjensynligt synes de ikke, det er den værste opgave, de har været sat på."

De ord burde få Lisbeth Knudsen til at rødme. Hvis ikke af skam, så af vrede.

Men tilbage til tråden:

Hvad er forskellen? Hvorfor er der mediestøtte til nogle medier, men ikke til andre? 

Spørgsmålet er selvfølgelig retorisk. Det er papir, der er forskellen. Som skrevet i ovenomtalte kronik.
Mediestøtten går i dag ikke direkte til den journalistiske produktion, men derimod indirekte – via en omvej, hvor kronerne hæftes på det bæremedie, der bringer journalistikken ud. Papir. Tryksværte. Lastbiler. Osv.

Det skal der laves om på. Om ikke af andre grunde, så af den simple, at dem der skal til lommerne – skatteyderne – for længst i væsentligt omfang har vendt papiret ryggen til fordel for andre bæremidler af de nyheder og den journalistik, de er kunder til.

Byt endelig ordet "papir" ovenfor ud med "bærebølge". Radio og tv står overfor nøjagtigt den samme systemiske krise som de papirbårne medier.

Krisens grundsubstans er, at dem med pengene for længst har ændret deres vaner.

Hvis jeg var tv-producent ville jeg se med rædsel på den nuværende teenage-generation: En horde af forbrugere, der i stigende grad og med et udtryk af ubærlig kedsomhed vender ikke alene tv og dvd (og såmænd også radio og cd) ryggen – men også de traditionelle indholdsproducenter – til fordel for mere eller mindre obskure og anarkistiske Youtube-produktioner.

Det er ikke længere kun et spørgsmål om bæremediet. Det er ikke kun et spørgsmål om pirateri, hvor forbrugerne løfter vores fælles produkt over på et andet medie, for dermed at stjæle sig adgang til kontrollen over distributionen.

De er begyndt at lave indholdet selv.

Det er en del af sagens kerne, at indholdsproducenterne har tøvet og nølet så længe, at de kommende kunder for længst er ved at dampe af.

En anden vigtig, historisk parallel: Napster revolutionerede musikmarkedet. Kunderne tog magten og bestemte selv hvad for noget musik de ville have adgang til hvornår.

Musikbranchen svarede igen ved at gå amok på Napster med hvad de nu havde af tilgængelige blodsugere og advokater.

I dag er Napster forlængst fortid.

Musikbranchen vandt slaget, men tabte krigen. Den mest markante distributør af musik i dag er computerfirmaet Apple med deres iTunes.

Kunderne stemte med fødderne og pengepungen. Da branchen ikke ville flytte sig, var der andre, der fyldte tomrummet. Sådan er det. Det er markedsøkonomi for begyndere.

Hvis mediebranchens forretningsmodel er at sælge ud til flest mulige patteklik og hyle og jamre sig gennem mediestøtte-debatten, så har de tabt.

Firkantet sagt har medieudviklingen haft følgende karakter: Papiret blev nedkonkurreret af radioen der blev nedkonkurreret af tv, der nu bliver nedkonkurreret af… ja, af hvad? Nettet?

Det vil være forkert, at anskue mediestøtteproblematikken ud fra denne firkantede model.

Tag Napster-billedet fra før. Musikforlagene fungerede som mellemmænd med kontrol over markedet. De bestemte hvilke musikere der udkom på cd og hvornår. Det var ikke forbrugerne, der havde magten og det var ikke indholdsleverandørerne – musikerne. Det var mellemmændene.

Denne fastlåste situation blev korrigeret af markedet.

Se på bogforlagene. De står i nøjagtigt samme situation. Det er ikke tilfældigt, at Harry Potters mor J.K. Rowlings vælger at køre karrieren videre som selvudgiver af ebøger (http://www.pottermore.com/)

Jeg har noteret mig, at en del litteraturjournalister stadig lidt hånligt beskriver selvudgivere som forfattere, der ikke kan blive accepteret af rigtige forlag. Dem om det. De tager fejl.

Den journalistiske branche står midt i samme, dramatiske omvæltning som musik- og forlagsbranchen.
De mellemmænd, der indtil nu har haft kontrollen – uanset platform – er i fuld gang med at miste magten. Det traditionelle mediebillede er under radikal ombrydning og kontrollen over indholdet flytter sig.

Forfatterne til ovennævnte kronik har budt ind med en ny forretningsmodel. http://zetland.dk/ Kan den flyve? Jeg ved det ikke.

Hvis mediestøtten skal give mening, skal pengene placeres der, hvor de giver mest muligt resultat for pengene: Ikke hos medierne, de er låst fast i fortiden, men hos journalisterne. Uanset platform og form. Det må være vejen frem.

… og jeg ved godt, at jeg gentager mig selv. https://journalisten.dk/giv-borgernes-penge-til-journalisterne-ikke-medierne