search

STUDIEVÆRTEN DIREKTE …

Den norske TV 2 -studievært, Per Ståle Lønning, interviewede en gidseltager direkte på tv, mens han stadig holdt to voksne og fem børn som gidsler i en børnehave uden for Stavanger i Norge.

Den norske TV 2 -studievært, Per Ståle Lønning, interviewede en gidseltager direkte på tv, mens han stadig holdt to voksne og fem børn som gidsler i en børnehave uden for Stavanger i Norge. Trods meget kritik, mener studieværtewn stadig, han gjorde det rigtige:
– Du har sagt, at du mener, at udsendelsen var godt fjernsyn. Hvorfor?
Det er jo godt fjernsyn i den forstand, at det er et drama, der udspiller sig direkte på tv. Men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at vi var med til at løse problemet. Tv-tallene viste jo også, at det var godt fjernsyn. Det er jo et bevis for, at folk synes, at det var godt …"
– Hvordan blev forbindelsen mellem dig og gidseltageren etableret?
Ti dage tidligere havde jeg fået et langt brev, hvor han beskrev sin situation … Da jeg så i mandags får at vide, at der er en mand, som har taget en hel børnehave som gidsler, vidste jeg, det var ham. Derfor tog jeg kontakt til politiet i Stavanger, orienterede dem om indholdet i brevet. Derefter sendte jeg en fax til børnehaven, hvor jeg tilbød ham, at han kunne tage kontakt til os. Ved 18-tiden ringede han tilbage. I første omgang ville vi have interviewet ham på forhånd. Men tiden blev for knap, så vi blev nødt til at sende det direkte. Det gør i øvrigt ingen forskel i mine øjne."
– Hvad fik dig til at tage gidseltageren med i udsendelsen?
Vi turde ganske enkelt ikke andet. Han følte, at jeg var hans sidste chance. Alle på redaktionen hørte samtalen med ham om eftermiddagen. Der var ingen indvendinger på forhånd."
– Hvor mange er I på redaktionen?
Tre. Men senere sendte nyhedsredaktionen også noget fra interviewet. Her var der heller ingen indvendinger. Det var først bagefter, at indvendingerne kom. Og så er det ligesom for sent."
– Havde du nogle betænkeligheder ved at interviewe gidseltageren?
Ikke betænkeligheder. Det er ikke det rette ord. Vi vurderede det hele meget grundigt. Men jeg ville være mere betænkelig, hvis jeg ikke havde taget ham ind."
– Hvorfor clearede du ikke med ledelsen?
Det var der ikke tid til. Chefen sad på flyet til Bergen."
– Hvis han ikke havde siddet der, ville du så have spurgt?
Nej. Det skete jo meget hurtigt det hele."
– Politiet mener, at du er gået ind på deres område ved at interviewe en gidseltager midt under et gidseldrama?
Jow, jeg er jo gået ind på deres område. Men forhandlingslederen, sagde jo bagefter, at det var til det gode, at vi havde været der."
– Han sagde, at det kunne have hjulpet. Men både han og politimesteren var temmelig utilfredse?
Ja politimesteren. Politimesteren sad ikke med det redskab, som skulle til for at løse konflikten. Det gjorde vi."
– Hvad var det?
Vi kunne fortælle hans historie."
– Overvejede du på noget tidspunkt, at der kunne være blevet skudt?
Jeg overvejede det og mente, at faren ville være større, hvis jeg ikke tog ham ind."
– Hvad ville du have gjort, hvis der var blevet skudt?
Det er umuligt at sige. Hvis jeg troede, at der kunne blive løsnet skud, så havde jeg ikke gjort det."
– Du har sagt, at du vurderede ham til at være psykisk o.k. Hvordan kom du frem til det?
Både gennem brevet og i telefonen. Han var helt rolig. Han var selvfølgelig overophedet af alt og alle. Han var blevet tiltalt for at voldtage en kvinde og derfor frataget retten til at være sammen med sine børn. Han var overkørt, nedkørt. Men ikke i psykisk ubalance."
– Nu er du journalist og ikke psykolog, hvordan kan du være så sikker på, at du havde ret i din vurdering?
Nej, jeg er selvfølgelig ikke uddannet til psykolog. Men jeg kom jo frem til vurderingen, som viste sig at være den rigtige. Så er det andet lidt hypotetisk."
– Du overvejede ikke et øjeblik, om du kunne tage fejl?
Nej, jeg følte, at han stolede 100 procent på mig."
– Sven Egil Omdal (leder af Pressens Faglige Udvalg) …
Åh, nævn ikke det navn."
– … har sagt, at dit interview med gidseltageren hindrede politiets arbejde og bragte gidslerne i fare
Omdal og jeg har altid været uenige. Han står for det stuerene. Det har aldrig været min vej."
– Hvad er din vej?
Jeg er nok ikke så stueren. Men det var ikke af den grund, at jeg lavede dette. Det var ikke for at gå modsat. Jeg mente, at det var den eneste mulighed."
– Har du overvejet, at din udsendelse kan få flere til at true sig til tv-tid?
Det er absolut en interessant tanke. Det kan ske. Men hvis pressen hjælper i sådanne sager, så er det vel ikke så galt. Det spiller vel ingen rolle, hvem der løser en tilspidset situation, om det er en præst, politiet eller os."
– Politiet er uddannet til det
Ja, men de har nogle gange ikke redskabet til at hjælpe. Vi havde det, som han krævede. At kunne stå frem med hans historie."
– Hvis en lignende situation opstod i næste uge, ville du så gøre det samme?
Ja, men jeg ville først spørge chefen."

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen