Efter et par praktikrunder med omtrent lige mange praktikpladser og ansøgere var der ved efterårets runde, der fandt sted i dag, et markant underskud af pladser. Det lå således i luften, at panikdagen skulle leve op til sit navn.
Praktikkoordinator Pia Færing fra DMJX er imidlertid ganske godt tilfreds med panikdagen, som løb ud i sandet.
»Inden panikdagen var vi i underskud med 35 pladser, og jeg vil gætte på, at det også er det, vi mangler nu efter panikdagen. Men det er ikke usædvanligt efter en første runde. Det har vi haft mange gange før,« fortæller Pia Færing, som først fredag vil lave den endelige optælling af praktikplads-fordelingen.
Antallet af praktikpladser var i år lige så højt som tidligere. Når der ved sidste runde var lige så mange praktikpladser som ansøgere, skyldes det, at RUC på grund af en fejl i optaget havde færre studerende, der skulle i praktik.
Pia Færing konstaterer, at ansøgningerne som ofte før havde klumpet sig sammen om enkelte særligt kendte og populære mediearbejdspladser. Alligevel står kun seks praktiksteder tilbage uden at have ansat en praktikant. Det er første gang, Færing oplever, at så få praktikudbydere er gået skuffede hjem.
»På den måde har det været rigtig effektivt, og det tyder på, at de studerende har været gode til at flytte sig og navigere videre, trods skuffelsen over ikke at have fået den praktikplads, de ønskede,« konstaterer hun.
Hun bemærker især, hvordan den mere underholdningsprægede ende af journalistikken har været ganske populær blandt ansøgerne. Eksempelvis fik produktionsselskaber som Mastiff, Sand TV og GONG flere ansøgere end TV2 Nyhederne, selv om de kun søgte en til to praktikanter, mens Nyhederne søgte fem.
Selv om omkring 35 ansøgere måtte gå hjem uden praktikplads, tror Færing på, at det kun vil være ganske få, der er nødt til at tage orlov og vente til næste års praktikoptag.
»På mandag samler vi op og ser, hvad der er tilbage, og herfra vil det så blive individuel sagsbehandling for dem, der mangler. Og så tager vi det pø om pø frem til første februar. Nogle kan måske overtale nogle magasiner til at oprette en stilling, eller måske får et produktionsselskab en større ordre og skal bruge 1-2 stykker. Der kan også være folk, der ikke består de sidste eksamener inden praktikstart, og så opstår der pladser. Erfaringen siger, at når vi kommer hen til 1. februar, er det kun en håndfuld, der er tvunget ud i orlov,« siger Pia Færing.
Praktikpladser, der er eller bliver ledige, vil kunne ses på mediepraktik.dk, der løbende opdateres.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.