Aftenshowet, P3, P6, Euroman og Ud & Se var alle ekstremt populære blandt de journaliststuderende til årets panikdag – torsdag i sidste uge. De fem medier havde alle kun slået en enkelt stilling op, men modtog henholdsvis 16, 15, 18, 16 og 20 ansøgere.
Anderledes så det ud hos Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Nordjyske Medier, hvor journaliststuderende, der har vundet en Kravling i senere år, har haft deres praktiktid. Jyllands-Posten fik seks ansøgere per plads, Ekstra Bladet 3,25 ansøgere per plads og Nordjyske 3,75 ansøgere per plads.
Det er langtfra tilfældigt.
»Når du ikke selv kan vinde X-Factor, foretage hjerteoperationer eller være stjernen, der lander i lufthavnen, så er livet som journalist det, der kommer tættest på. De unge vil i dag hellere have et fedt liv end en faglighed. På Aftenshowet laver du jo næsten ingen selvstændig journalistik, men tygger på døgnets nyheder,« siger praktikkoordinator Pia Færing.
»På P3 har du humoren med, og folk som Thomas Skov og Anders Stegger (tidligere praktikanter på P3, red.) er større rollemodeller i dag end dem, der vinder en Kravling. Der er mere prestige i det,« fortsætter Pia Færing.
Men er det overhovedet et problem?
»Det er det, for når så mange søger de steder, er der nødvendigvis også mange, der bliver skuffede. Der er langt mere rugbrød, end der er flødeskum i det her fag.«
»Den slags journalistik, som er meget søgt i år, er ikke en slags journalistik, der siger til brugeren: "Nu flytter vi tingene, og nu handler vi på det". I stedet er det nærmere: ”Kom og slå tiden ihjel sammen med os,”« siger Pia Færing.
Mathias Svane Kraft, formand for de journaliststuderende på Roskilde Universitet, mener, at det er meget logisk, at de mere underholdende stillinger er i høj kurs.
»Det handler måske om, at vi får tudet ørerne fulde – både fra studiet og miljøet – om, at der bliver færre og færre arbejdspladser på de traditionelle medier. Vi får mere at vide, at ”tv, det er der, der er job i fremtiden,” men det ved jeg ikke, om er rigtigt,« siger han.
»Der er en retorik om, at der er strukturkrise i den traditionelle nyhedsmaskine. Det fordrer en refleksion hos de studerende: "Kan man bruge sin faglighed til noget andet?"« siger han.
Men er det ikke bare, fordi der er mere prestige i at være på DR end på Nordjyske?
»Det er klart, at den umiddelbare reaktion hos mange vil være, at der er en forskel i prestige på de to steder. Men man må bare erkende, at det handler om at lære, og der bliver også udklækket fremragende journalister på mindre prestigefulde medier,« siger Mathias Svane Kraft.
20