Mange journaliststuderende sælger de større opgaver fra studiet. Journalisten har undersøgt hvorfor.

OVERVEJELSER. For at supplere SUen. For at se sin byline i avisen. For at have noget at vise frem, når kampen om jobbene sætter ind.

Grundene til at sælge egne opgaver fra studiet er mange, og grundene til ikke at gøre det er få. Det er derfor ikke så mærkeligt, at mange studerende forsøger at få mere ud af deres uddannelse end blot lærerens vurdering.

Der er ingen, der sidder med et overblik over, hvor mange opgaver der bliver solgt. Journalisten har derfor via spørgeskemaer undersøgt, hvordan holdningen blandt de studerende er til at sælge dem.

Undersøgelsen omfattede de afsluttende hovedopgaver på Danmarks Journalisthøjskole (DJH), bachelorprojekterne på Syddansk Universitet (SDU) samt 2. semester-opgaven fra Roskilde Universitetscenter (RUC). På DJH og SDU er det et krav, at dele af opgaven skal kunne publiceres. RUC har ikke samme krav til deres opgaver, men studienævnssekretær Merete Breilev fortæller, at man anbefaler de studerende at prøve at sælge 2. semesteropgaven.

Undersøgelsen bygger på de opgaver, der er lavet inden for de seneste to år.

Svarprocenten på undersøgelsen ligger på omkring 15 procent og er for lav til reelt at vise, hvor mange studerende der sælger deres opgaver. Blandt andet fordi der er en tendens til, at de, der har solgt deres opgaver, også er dem, der havde mest lyst til at svare på spørgeskemaerne.

Men uddannelserne imellem er der forskel på begrundelserne for at sælge. Mere end hver tredje studerende fra RUC havde som primære formål at stå stærkere i kampen om et godt job. Det tilsvarende tal for DJH lå på 18 procent, og kun ni procent af de SDU-studerende havde dét øverst i overvejelserne.

Til gengæld var SDUerne og DJHerne nogenlunde enige om (cirka fire ud af ti) at den vigtigste grund til at sælge var, at opgaven var så god at den burde offentliggøres. 28 procent af de RUC-studerende havde det på samme måde. Også i ønsket om at tjene penge fulgtes DJHerne og SDUerne ad (cirka hver fjerde), mens kun 16 procent af de RUC-studerende tænkte på dét som det vigtigste.

Ingen studerende har svaret, at de har givet deres opgave væk gratis, men kommentarerne viser, at mange ikke føler, at de har fået særlig meget for den.

Hvis man gerne vil sælge sin opgave, anbefaler Dansk Journalistforbund, at man kontakter mediets tillidsrepræsentant for at høre, hvad man bør få for den.

Men det lader der ikke til at være mange, der benytter sig af. Tillidsrepræsentanten på DR får meget få henvendelser af den art, og på TV 2 har de aldrig fået nogen.

Lars Bo Larsen, tillidsrepræsentant på Politiken, er dog blevet kontaktet af et par studerende.

»Det er jo et særligt regnestykke med de opgaver. Både fordi de har brugt så mange timer på det, at man ikke kan bruge den almindelige timeløn for freelancere, men også fordi de studerende sidder og kigger på jobopslag samtidig og er villige til at sælge relativt billigt for at skabe sig et navn,« siger han.

Det, han kan gøre for de studerende, der kontakter ham, er at fortælle, hvor meget han synes, opgaven er værd, og hvor meget han tror, Politiken vil give. På den måde har de noget at forhandle ud fra.

• Studerendes overvejelser

  Der var mange personlige holdninger og tanker i de svar, Journalisten fik på spørgeskemaundersøgelsen. Her er et udsnit:

  »Jeg solgte den for at få et resultat ud af anstrengelserne. Alt for meget viden ligger hengemt i støvede kældre. Det er da en skam.«

  »Bladet foreslog en pris, der var lidt mindre, end vi havde håbet på … men selvfølgelig havde vi skrevet artiklerne, selv om vi ingen betaling fik. Jeg vil tro, at vores betaling er under halvdelen af den pris, en uddannet freelancer ville få.«

  »Det er sådan en fantastisk fornemmelse at se sin egen historie, som man har lagt mange timer i, på tryk.«

  »At sælge sin opgave forventes nærmest som en del af uddannelsen.«

  »Aviserne betaler utroligt ringe for de artikler, der er så researchtunge. Især Information presser prisen, men de andre aviser er heller ikke for gode.«

  »Min fornemmelse er, at det næsten er lidt pinligt, hvis man ikke sælger sin hovedopgave – så kan den ikke have været særlig god…«

Fra opgave til offentliggørelse

Både Jonas Langvad Nilsson fra DJH og Anneline Højrup og Michelle Bager fra SDU fik offentliggjort den afsluttende opgave. En proces, der gav gode erfaringer.

PORTRÆT. Skuespilleren Torben Jensen ligger nu klar i boghandlen. På to år har Jonas Langvad Nilsson, DJH, gjort sin afsluttende hovedopgave til en anmelderrost bog.

»Jeg har været fascineret af ham, siden jeg som lille dreng så ham som postrøver og børnelokker i tv-serien »Guldregn« med sved på overlæben og grøn solskærm. Han har en særlig evne til at spille gennemført skiderik, hvilket er meget usædvanligt i Danmark,« siger Jonas Langvad
Nilsson.

Hovedopgaven bestod af de første kapitler samt et skelet til resten af bogen. På det tidspunkt gik han allerede med tanken om at skrive bogen færdig, og opgaven skulle vise, om lærer og censor også syntes, der var noget at gå videre med. Det gjorde de.

Et fuldtidsarbejde på InMente betød inddragelse af aftener og weekender til projektet.

»Der var perioder, hvor arbejdet føltes en smule uoverkommeligt, når jeg satte mig til skærmen klokken 20 efter en lang arbejdsdag. Men jeg var ikke i tvivl om, at Torben Jensens historie skulle fortælles. Derfor blev jeg ved.«

At en stor del af fritiden røg var ikke den eneste forhindring.

»Undervejs i forløbet forsvandt noget af mystikken omkring Torben Jensen, fordi jeg kom ind bag facaden og så, hvordan tingene hang sammen. Da jeg var færdig med min research, lå udfordringen derfor i at genfinde min oprindelige fascination af bogens hovedperson og omsætte det til en fortælling.«

Jonas Langvad Nilsson var glad for, at bogen blev anmeldt, og endnu gladere for, at anmeldelserne var gode.

»Jeg stod inde på Hovedbanegården søndag nat og ventede på, at aviserne skulle komme ud. Det var en lille smule nervepirrende. Når man skriver en bog, så placerer man automatisk sin røv i klaskehøjde hos anmelderne.«

Det har ikke fået Jonas Langvad Nilsson's karriere til at tage et dramatisk spring fremad, at journalisttitlen nu kan suppleres med forfatter. Men på den personlige front gjorde det en forskel.

»Oftest ender det, vi skriver, i bunden af en kattebakke. Jeg syntes, det er meget sjovt at have lavet noget, der forhåbentlig kommer til at stå på reolen i længere tid.«

Han understreger, at det er noget, man skal gøre, fordi man synes, det er spændende. Man bliver ikke rig af det.

INTEGRATION. Et tv-program med en dertil hørende webside om den ikke-integrerede klike af vietnamesere, der bor i Nordjylland. Det var SDUerne Anneline Højrup og Michelle Bagers bachelorprojekt.

»De laver aldrig ballade og har ry for at være meget velintegrerede, men det er kun på overfladen, for de har stort set ikke kontakt til danskerne. De laver deres egne klubber og arbejder mest sammen med andre vietnamesere,« fortæller Anneline Højrup.

Arbejdet var præget af problemer med at få vietnamesere til at stå frem, og selv efter at de havde sagt ja, var nogle ved at springe fra.

Projektet blev lavet i samarbejde med TV2/NORD, hvor Michelle Bager havde været i praktik, og TV2/NORD Digital. Aftalen gik ud på, at de to journaliststuderende fik stillet en fotograf, en redigeringstekniker og et redigeringsrum til rådighed under projektet. Til gengæld kunne TV2/NORD og TV2/NORD Digital sende program-met og bruge hjemmesiden, hvilket de begge gjorde.

»Ved vores første møde spurgte vi, om vi ville få betaling for opgaven. Det gjorde vi ikke, og vi var godt tilfredse med at få stillet fotograf og lignende til rådighed, så vi kunne koncentrere os om det, vi blev bedømt på – nemlig det journalistiske. Kun hvis programmet blev solgt videre, for eksempel til TV 2 eller DR2, ville vi have fået penge. Men det blev det ikke,« fortæller Anneline Højrup.

Hun er i dag freelancer, mens Michelle Bager efter tre måneder som freelancer blev ansat på TV2/NORD.