“Uheldigt”, “helt ad helvede til” og “forfærdeligt”. Det var reaktionerne fra formændene for eleverne på de tre journalistuddannelser, da de modtog nyheden om, at der mangler 60 praktikpladser. Den 12. april vil omkring 230 journaliststuderende slås om kun 170 praktikpladser med Journalisthøjskolen i Århus som kulisse. Et underskud på 60 praktikpladser betyder, at et større antal journaliststuderende for første gang nogensinde bliver tvunget til at søge orlov eller finde sig en anden uddannelse. Det er en virkelighed, der har fået praktikvejlederen for de tre danske journalistuddannelser, Jens Nørlem, til at skrue ned for den sædvanlige, stilfærdige optimisme. “Det kan godt begynde at knibe nu,” siger Jens Nørlem, der håber på, at 30 ekstra praktikpladser kan fremtrylles i løbet af foråret. “Vi skal være meget, meget heldige, hvis ikke vi står med noget af et problem til sidst,” siger formanden for praktikudvalget Torben Krogh, der ligesom Jens Nørlem skyder på, at 30 journaliststuderende vil stå tilbage uden en praktikplads på hånden. På trods af de dystre udsigter maner Christian Kierkegaard, næstformand i Dansk Journalistforbund, også til besindelse: “Her og nu må vi ikke kaste os ud i nogen katastrofeteorier. Vi skal koncentrere os om at fremskaffe de pladser, der mangler, og derfor må vi endnu en gang opfordre alle i branchen til at finde plads til en ekstra praktikant,” siger Christian Kierkegaard. Han vurderer, at det på længere sigt kan blive nødvendigt at kigge på optaget af studerende – altså på længere sigt at mindske antallet af journaliststuderende.
Panikken vil nå nye højder Formændene for elevorganisationerne i Odense (KaJO), Århus (KaJ) og på RUC (JR) udtrykker sig anderledes kontant ved nyheden om praktiksituationens tilstand. “Det er helt ad helvede til,” siger formand for KaJ, Søren Lippert, som dog ikke er overrasket over situationens alvor: “Det var forventeligt. Vi har hele tiden været skeptisk over for Jens Nørlems optimisme,” siger Søren Lippert, der dog samtidig roser praktikvejlederens arbejde. På RUC mener elevorganisationen, at det er beklageligt, at de journaliststuderende bliver tabere. “Det er meget uheldigt. Det skulle man have tænkt på, da man oprettede de to nye uddannelser,” siger Kristoffer Gravgaard, der er formand for JR. Han forventer, at praktikdagen i april vil se nye højder af panik: “Det vil ende i kaos, og jeg tror, at de studerende fra Odense og RUC vil gå efter 18 måneders praktikstillinger,” siger Kristoffer Gravgaard. Om praktiksøgningen vil blive mere smertefri, når anden runde starter den 16. maj er ikke til at sige. Jens Nørlem har tilsagn fra et par medier, som vil være at finde i praktikopslagene til den tid, men praktikvejlederen indrømmer dog, at endnu en runde med samtaler kan blive aktuel, idet “der sikkert nok vil være elever til rådighed til en tredje runde”. I hverken Odense, Århus eller på RUC forventer man, at situationen ser bedre ud til en anden eller eventuel tredje runde. “Det er helt forfærdeligt, og det er utopi at forestille sig, at det kan lade sig gøre at skaffe de pladser, der mangler,” siger formanden for KaJO, Tanja Parker Astrup.
|
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.