”En øvelse i at udføre god journalistik for en ekstern opdragsgiver”. Sådan lyder en del af beskrivelsen af en opgave, som de journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles 3. semester i sidste uge blev præsenteret for.
Opgaven er blevet til i et samarbejde mellem skolen og Hedensted Kommune og består i, at de studerende skal til Hedensted for i et tv-indslag at portrættere lokalsamfund i kommunen.
I den forbindelse stiller Hedensted Kommune 17 lejebiler til rådighed for de studerende, ligesom de betaler for pizza og overnatning på en feriekoloni i kommunen.
Men opgaven møder hård kritik fra journaliststuderende Sara Kleist. Hun var en af de studerende, der fik opgaven stillet, men hun har valgt at afstå fra at lave den.
»Jeg føler, at vores redaktionelle frihed er truet, når vi bliver tilbudt idéer af lokalråd og aflønnet i pizza og lejebiler. Vi kan ikke bevare vores faglighed og integritet, når vi på den måde er ansat af nogle eksterne, der giver os de her goder,« siger Sara Kleist til Journalisten.
»Branding forklædt som journalistik«
Det er kommunen selv, der har fået idéen til samarbejdet med DMJX. Det fortæller brandingkonsulent i Hedensted Kommune Kasper Arlund.
Han forklarer, at meningen er, at de studerendes indslag skal portrættere en af kommunens 31 såkaldte lokalsamfund, der har hver deres underside på hedenstederne.dk.
»Sitet er primært lavet for at kunne tiltrække nye tilflyttere. Og så tænkte vi, det kunne være spændende at få nogle udefra til at komme og kigge på, hvad man egentlig ser som styrkerne ved sådan et lokalsamfund, når man kigger på det udefra. Derfor tog vi kontakt til Journalisthøjskolen,« siger Kasper Arlund.
Som et oplæg til opgaven har han været på DMJX for at fortælle de studerende på tv-forløbet på 3. semester om, hvordan Hedensted Kommune bruger branding. Et af hans Power Point-slides fra oplægget slutter med sætningen: ”HUSK: formålet med en brandingfilm er at tiltrække nye borgere”.
»Jeg synes, det er problematisk, at vi er købt til at lave journalistisk arbejde. Det er jo branding og marketing forklædt som journalistik. Skolen beder os om at forholde os kritisk til kilderne, og de beder os om at håndtere opgaven journalistisk. Men det er tydeligt, at kommunen har nogle andre forventninger til, hvad vi skal lave. Jeg savner en forventningsafstemning mellem skolen og kommunen,« siger Sara Kleist.
TV-underviser: Det er med fuldt overlæg
I DMJX’s opgaveformulering til de studerende understreges det, at der er tale om ”en egentlig journalistisk historie”. Det fremgår også, at det er vigtigt, at de hverken laver ”et skønmaleri eller det modsatte”.
Over for Journalisten slår tv-underviser på forløbet Thomas Pallesen også fast, at der er tale om en journalistisk opgave og ikke en kommunikationsopgave.
»Men vi har gjort det til en opgave at kaste de studerende ud i at skulle lave journalistik, som de får produktionsstøtte til af en sponsor, fordi det er en journalistisk form, som er udbredt i dag,« siger han.
Han nævner, at ’TV 2 på Tour’ er et eksempel på tv, der er blevet til med produktionsstøtte. Netop ’TV 2 på Tour’ har Journalisten tidligere kastet et kritisk blik på, og de artikler er også en del af de studerendes pensum i forbindelse med opgaven for Hedensted Kommune, fortæller Thomas Pallesen.
»Det specielle her er, at vi af læringshensyn kører fuld åbenhed om, hvad sponsorens dagsorden er,« siger han og afviser, at der skulle mangle forventningsafstemning mellem skolen og Hedensted Kommune.
Kan du forstå, at Sara Kleist føler, hendes redaktionelle frihed er truet?
»Jeg kan godt forstå den følelse. Sådan tror jeg også, at jeg selv havde det de første gange i mit liv, hvor jeg arbejdede med journalistik, hvor der var produktionsstøtte inde over. Det er en sund kritisk holdning at have. Man kan så håndtere det på forskellige måder; enten ved ikke at ville være med, eller ved at være med og påberåbe sig sin redaktionelle frihed,« siger Thomas Pallesen.
Kommunen: Lav bare et kritisk portræt
Også Kasper Arlund fra Hedensted Kommune understreger, at det står de studerende helt frit for at lave lige præcis det tv-indslag, de har lyst til.
»De skal jo forholde sig til den opgave, de har fået fra Journalisthøjskolen. Der er ikke som sådan nogen forventning om, at de skal lave et stykke arbejde, som direkte kan tiltrække nye borgere,« siger han.
Hvad nu, hvis en studerende f.eks. ender med at aflevere et indslag om en borger, der føler sig svigtet af Hedensted Kommune?
»Jamen, så er det den historie, vedkommende fortæller. Længere er den ikke. Hvis nogen vil lave et kritisk portræt, så gør de bare det. Vi har også meldt ud til lokalsamfundene, at vi ikke aner, hvordan resultatet bliver, og om vi kan bruge de her film,« siger Kasper Arlund.
Strider mod alle principper
Studerende Sara Kleist understreger, at hun er med på, at sponsoreret tv bliver mere og mere udbredt ude i den virkelige verden.
»Jeg anerkender også, at der er mange nuancer og dilemmaer i diskussionen om produktionsstøtte og sponsorering – jeg skal nok selv komme til at opleve mange af dem i min karriere. Men som journaliststuderende kan jeg bare ikke stå inde for den her opgave. Det er en journalistisk glidebane, og det strider kraftigt imod alle de journalistiske værdier, skolen har lært os på første og andet semester,« siger hun og tilføjer:
»Vi havde for eksempel en lang diskussion på første semester om, hvorvidt man overhovedet må købe en kop kaffe til en kilde. Så langt har vi været nede i detaljen om, hvor vigtigt det er at bevare sin journalistiske integritet.«
Men ifølge tv-underviser Thomas Pallesen handler opgaven i Hedensted Kommune også om at nuancere billedet af journalistens rolle og skubbe de studerende ud i nogle af fagets gråzoner.
»Hvorfor skulle vi undlade at undervise i en form for journalistik, som findes og er udbredt? Hvis vi lullede de studerende ind i en journalistisk idealverden, ville vi gøre dem en rigtig dårlig tjeneste,« siger han.
Man kunne også argumentere for, at I som uddannelsesinstitution burde holde fanen højt og holde fast i grænserne mellem fagene?
»Det ville være at gøre de studerende en rigtig dårlig tjeneste. Så ville de stå uforberedte til det arbejdsmarked, de skal ud i. Vi skal tværtimod få de studerende ud i gråzonerne og lære dem at håndtere at være der,« siger Thomas Pallesen.
»Superfed opgave, hvis vi havde læst branding«
Sara Kleist fastholder dog, at hun synes, opgaven er så problematisk, at hun har afstået fra at lave den. Det samme har en anden medstuderende. De har nu fået en erstatningsopgave.
Kan det ikke være godt at lære at lave journalistik for en ekstern opdragsgiver?
»Det kan det sikkert. Men vi læser journalistik og ikke kommunikation. Det ville være en superfed opgave, hvis vi havde læst branding eller kommunikation. Men problemet er bare, at vi er journalister,« siger hun.
Men journalistik støttet af en sponsor findes jo ude i virkeligheden. Så er det ikke fint at lære at arbejde i den slags gråzoner?
»Det er en afvejning, man skal foretage, hver gang man befinder sig i sådan en gråzone. I det her specifikke tilfælde har sponsoren så stor indflydelse på indholdet, at det ikke kan undgå at påvirke vores redaktionelle frihed,« siger hun.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Overhovedet ikke anderledes end, hvordan det foregår ude på det virkelige arbejdsmarked kære studerende. Og ikke anderledes end det samarbejde, der allerede nu foregår på en række andre uddannelser og efteruddannelser, der forsøger at brygge bro mellem studerende og erhvervsliv. Måske er læringen om, hvordan tingene fungerer ude på arbejdsmarkedet noget af det vigtigste man kan give sine studerende. Osteklokken har sine fordele men også sine begrænsninger.
Tvisten går på, at det her er studerende, som er igang med at lære faget, kontra en uddannet journalist, som er påvirket af udefrakommende faktorer, som personlig økonomi, redaktionelle interesser mv. På journalisthøjskolen bør man lære at arbejde med journalistik og historieformidling igennem forskellige benspænd, men det her lugter mere af bestillingsarbejde end af objektiv journalistisk formidling. Hvis ikke det var en undervisningssituation, ville det være en anden sag. Det svarer jo til at man underviser folkeskoleelever i SMS-sprog, emojis og bandeord, fordi størstedelen af befolkningen ikke kan føre en samtale på skrift eller tale uden en af ovenstående.
På hvilken måde adskiller det her sig principielt fra bilfabrikkernes prøvekørselsrejser?