Der var 50.000 kroner på højkant til vovelystne journalister, da Læger uden Grænsers Journaliststipendium i dag mandag blev uddelt. Pengene skal være med til at realisere historier, der fortæller om de humanitære katastrofer og konflikter, der ellers ikke får meget spalteplads i den daglige nyhedsstrøm – de glemte kriser.
Og det blev studerende, der kom til at dominere modtagerfeltet. Pengene går nemlig til henholdsvis Julie Mia Fogde og Signe Haahr Lindegaard, journaliststuderende og praktikanter på Jyllands-Posten, journaliststuderende Sandra Meinecke og Sarah Schannong og til fotograf Jacob Dall fra Information.
Juryformand Lotte Dahlmann kalder det en tilfældighed, at to ud af tre vindende projektforslag kommer fra studerende. Men faktisk var der en overvægt af studerende blandt de 43 ansøgninger.
»Der var mange studerende og praktikanter, der søgte. Måske fordi der er mange legater, de ellers ikke kan søge. Og så handler det måske om, at fastansatte ikke har tid til at lave den slags projekter,« siger Dahlmann til Journalisten.
Og hun slår fast, at projekterne blev udvalgt uden skelen til, om det var studerende eller færdiguddannede, der søgte.
”Det var skidegode og meget gennemarbejdede historier. Det har vi set på, og bagefter har vi så set, at det er studerende og praktikanter, der står bag. Det var ikke, fordi de studerendes forslag generelt var bedre, men det er jo fedt at se, at studerende kan være med og være lige så gode som de gamle ræve.«
50.000 kroner – er de bedre brugt på artikler end på medicin i et katastrofe-område?
»Jeg mener jo personligt, at journalistik kan løfte en sag op i lyset og gøre, at der bliver kastet ekstra ressourcer i den retning. Og så kan det forhåbentlig kaste mere medicin af sig, hvis det er det, der er brug for. Det er jo den vekselvirkning, vi håber på. Om det så er politikerne selv, der bliver berørte af historierne, eller befolkningen, der skaber et pres på politikerne, kan jeg ikke lige sige på forhånd,« lyder det fra Lotte Dahlmann.
Netop det konstruktive perspektiv i historierne er også en ting, der har været vægtet i juryen.
»Karakteristikken af den gode historie om en konflikt er, at det ikke bare er synd for nogen. Det handler om, at der er nogle mekanismer, at nogle er ansvarlige, og at man kan gøre noget. Så de projekter, vi har fundet mest værdige, er historier, vi tror på, kan føre til noget handling,« siger Lotte Dahlmann.
Hun vil ikke gå i detaljer omkring historiernes indhold, da juryen har besluttet at holde det hemmeligt af konkurrence-hensyn.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tak, Christopher! <3
Tillykke til jer <3