Flere gange ugentligt tilbydes studerende på DMJX ulønnet journalistisk arbejde på de interne postlister. De studerende undrer sig over, at skolen hjælper opslagene på vej Adskillige gange om ugen tilbydes studerende på DMJX 0 kr. i bytte for professionelt journalistisk arbejde.
De ulønnede jobtilbud foregår med skolens hjælp, erfarer journalisten.dk efter at have været i kontakt med en række studerende fra journalisthøjskolen.
Skolen sender hver uge adskillige opslag om ulønnet arbejde videre til de studerendes interne mailingliste, uanset at emnefeltet er udfyldt med ”ulønnet job”, som tilfældet var så sent som i går.
Helle Maigaard Erhardsen studerer på DMJX, og hun bekræfter, at de mange tilbud normalt er uden løn, men fulde af krav:
»’Vi forventer, at du kan dét og dét, men til gengæld får du en dejlig oplevelse’, lyder de. Jeg er holdt op med at læse dem alle sammen igennem, fordi man lurer efterhånden, hvad der er hvad,« siger Helle Maigaard Erhardsen.
Den fotojournaliststuderende Angelina Owino er blevet så træt af de mange tilbud om ulønnet arbejde, at hun nu sletter opslagene lige så hurtigt, som de kommer ind.
»Det har altid undret mig, at et uddannelsessted sender mails ud om ulønnet arbejde, især når det foregår i det omfang, som det gør på journalisthøjskolen,« siger Angelina Owino til journalisten.dk.
Selv om hun sletter opslagene, har Angelina Owino dog stadig grelle eksempler fra sidste semester gemt i sin indbakke. Blandt andet et tilbud om at dække en event for Ungdommens Dansk Røde Kors, der efterspørger en fotograf og en kameramand til at levere professionelt indhold:
”Vi skal bruge billeder og video til vores hjemmeside, artikler og desuden billeder, som kan sendes ud til de virksomheder, der har valgt at støtte Børneløbet.”
Men den kontante betaling kan de kigge i vejviseren efter:
”Vi kan desværre ikke tilbyde løn, men til gengæld får du: Noget at skrive på CV’et, billeder til din portofolio, kreditering som ophavsmand og erfaring med at dokumentere en stor event”.
Den slags tilbud er ikke gode nok, mener pressefotografernes formand, Lars Lindskov:
»De ansatte, der er i Røde Kors, får jo også løn for deres arbejde. Og det her er jo at sammenligne med, at det er noget arbejde, de ikke selv har kapacitet til, og derfor skal de bruge nogle freelancere. Dem skal de selvfølgelig aflønne,« siger han til journalisten.dk
»Beskæftigelsesmæssigt er det et skråplan. De job, de studerende render rundt og laver, dem er der jo ikke nogen andre, der kan lave.«
Lars Lindskov forstår godt, at de studerende undrer sig over DMJX’s rolle:
»Det er forkert af skolen. Set fra et undervisningsmæssigt synspunkt, så skal skolen sørge for den optimale undervisning, og så skal de studerende bruge deres tid på det,« siger han.
Læs kommentar fra DMJX-rektor Jens Otto Kjær Hansen her
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.