“Hvad er adresserne på dem, hvor I har fundet snus? Vi betragter det som en anmeldelse – og hvis der er sket ulovligheder, starter vi en sag, som kan ende med, at vi beder politiet gå ind i sagen.”

Sådan skrev Sikkerhedsstyrelsens kommunikationschef Mette Cramon i en mail til tre journaliststuderende fra 3. semester på DMJX, da de i slutningen af maj bad om et interview med Sikkerhedsstyrelsen.

I et undersøgende projekt havde de i en stikprøve fundet ud af, at 70 ud af 100 københavnske kiosker solgte ulovlig snus. Det er Sikkerhedsstyrelsens opgave at kontrollere kioskerne, og derfor tog de studerende kontakt til Mette Cramon.

Men den efterfølgende mail fra kommunikationschefen fik dem til at tabe både næse og mund.

“Vi tænkte, hold da op, det er voldsomt. Vi vil ikke anmelde noget. Vi vil bare lave et interview om det, vi har undersøgt,” siger den ene af de studerende, Patrick Solberg.

Han oplevede, at det var et krav for at få et interview, at de skulle udlevere adresserne på alle kioskerne.

“Vi er ikke en politimyndighed, der er interesserede i at være stikkere. De enkelte kiosker er ikke interessante i vores øjne. Det er det samlede billede. Det er ikke vores opgave at stoppe det,” siger han.

Helt på månen at kræve alt materialet

De tre studerende er meget kritiske over for Sikkerhedsstyrelsens reaktion.

Ifølge dem sagde kommunikationschefen til dem i telefonen, at det er meget normalt, at journalister udleverer deres materiale, og at de skulle sende hele deres undersøgelse til Sikkerhedsstyrelsen før et interview, hvis det skulle sættes op.

Sådan skulle det dog ikke forstås, siger kommunikationschef Mette Cramon.

“Hvis jeg på nogen måde har udtrykt mig sådan, at vi nægter at tale med journalister, hvis de ikke udleverer al deres researchmateriale, så er jeg en dårlig kommunikatør, for det kunne jeg aldrig drømme om. Det ville være helt på månen,” siger Mette Cramon.

I mailudvekslingen skrev hun også til dem, at det ikke kunne lade sig gøre at få et interview med direktøren for Sikkerhedsstyrelsen. Hun ville dog gerne hjælpe dem med at finde en anden, der kunne svare på vegne af styrelsen til et interview med dem, skrev hun.

“Vi vil rigtigt gerne hjælpe dem. Vi har en åben pressebetjening, og det er det, vi er sat i verden for,” siger hun.

Sikkerhedsstyrelsen: Naturligt at give adresserne

Mette Cramon fortæller dog, at det er rigtigt, at hun gerne ville have adresserne og de studerendes undersøgelse før et interview.

“Men vi er ikke ude i noget spindoktori. Det handler om, at vi gerne vil kunne svare faktuelt. Derfor er det relevant for os at vide, hvad problemet reelt er, så vi rent faktisk kan tjekke det og give et kvalificeret svar,” siger hun.

Men derfor behøver de vel ikke give jer adresserne?

“Det ville da være helt naturligt. Hvis I finder steder, hvor der sker noget ulovligt, vil jeg gerne vide, hvor det er, så vi kan gå ind og undersøge det,” siger Mette Cramon.

Du skriver også, at I anser det for en anmeldelse?

“Ja, det gør vi også. Hvis TV 2 har et indslag om noget ulovligt, så betragter vi i gåseøjne også det som en anmeldelse. Så vil vi tage ud og kigge på det. Det gør ikke dem til en part. Det er ikke sådan, at vi vil have dem til at politianmelde det,” siger hun.

Men det skal vel stadig forstås sådan, at du vil forvente, at journalister udleverer deres materiale?

“Jeg ville jo kunne se de ulovlige kiosker i et tv-indslag, hvis ikke det var en skoleopgave som her. Hvis TV 2 stod i en butik, hvor der foregik noget ulovligt, ville vi da klart undersøge det,” siger hun.

Derfor ser hun ikke nogen væsensforskel på, om de studerende aktivt sender adresserne til myndighederne, eller om myndighederne selv finder ud af det ved at se de studerendes produkt efterfølgende. Også selv om de studerendes opgave er offentlig og skal kunne publiceres.

Graverchef: "Det er helt uhørt"

Men det er en principielt problematisk tilgang til pressen, også selv om der er tale om studerende.

Det mener John Hansen. Han er graverchef på Politiken og formand for Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ).

“Det er godt, at de studerende siger, at de ikke vil angive de 70, som sælger snus. Det er ikke deres opgave. De er ikke en myndighed og skal ikke aktivt hjælpe politiet,” siger John Hansen.

“Der er ikke hjemmel nogen steder for at bede om adresser eller undersøgelsen,” siger han.

Han har aldrig selv oplevet, at myndigheder bad om Politikens researchmateriale eller om at angive personer eller virksomheder.

“Det er helt uhørt at stille den slags betingelser. Jeg kunne ikke drømme om at udlevere materialet,” siger han og tilføjer:

“Hvis vi udleverer al vores research til politiet eller myndighederne, hvordan skal kilder så have tillid til os? Myndighederne må se, hvad de kan bruge vores journalistik til, når vi har publiceret det, men de skal ikke have alt baggrundsmateriale.”

Hvis de studerende havde sendt adresserne til Sikkerhedsstyrelsen, ville de have opført sig som en part i sagen og miste troværdighed, mener John Hansen.

“Det gør vi, hvis vi angiver nogen. Vi skal finde frem til de korrekte informationer og lægge dem frem,” siger han.

Han peger som eksempel på, at skatteminister Karsten Lauritzen bad DR om at få udleveret alt materialet, da DR sammen med Politiken og flere internationale medier breakede historien om Panama Papers. Det nægtede DR dog.

“Jeg spørger bagefter Karsten Lauritzen, om han vil bede Politiken om det samme. Det siger han “selvfølgelig ikke” til, fordi vi er et privat medie. Det viser, at der er en klar forståelse for, at det ikke er noget, man kan få som myndighed,” siger John Hansen.

Irriteret over mange spørgsmål fra studerende

Mette Cramon kritiserer de studerende for ikke at fortælle Sikkerhedsstyrelsen, hvor mange kiosker i deres undersøgelse der rent faktisk brød loven.

“De må forklare, hvad det handler om. Hvad de har undersøgt, hvilke spørgsmål de vil stille, og hvad resultatet er,” siger Mette Cramon og tilføjer:

“Men de har slet ikke fundet frem til noget endnu der. De har ikke lavet undersøgelsen, men vil gerne lave et kritisk interview. Det svarer jeg, at vi ikke kan bruge tid på. Vi må vide, hvor mange steder det er, og hvad problemet er,” siger hun.

Studerende Patrick Solberg fortæller, at de har gjort deres bedste for at imødekomme Mette Cramons ønske om at gøre interviewforespørgslen mere konkret.

Efter deres første mail har de sendt deres spørgsmål til Sikkerhedsstyrelsen. De har også fortalt, at de i deres undersøgelse har lavet en en stikprøve i 100 kiosker, og at over halvdelen af dem solgte snus ulovligt.

“Vi mener, vi har imødekommet hende mere end godt nok,“ siger studerende Patrick Solberg.

Mette Cramon siger dog, at “det er klart, at vi spørger, om vi må vide, hvor ulovlighederne er foregået. Det ville vi også spørge almindelige journalister om. Vi er interesserede i at vide, hvis nogen har gjort noget ulovligt, så vi kan agere på det”.

John Hansen kalder det uhørt at bede om adresserne og undersøgelsen. Hvad siger du til det?

“Det kan man altid diskutere. Det kan også være, at jeg har været lidt irriteret over at svare på rigtigt mange spørgsmål fra studerende i lang tid,” siger hun.

Studerende: “Man skyder sig selv i foden“

Det mener de studerende er for dårligt.

“Så synes jeg, man skyder sig selv i foden ved ikke bare at sige, at man ikke har tid. Vi har jo talt med dem flere gange, bare ikke til interview. Og det er fair nok, hvis de ikke har tid,” siger Patrick Solberg.

Mette Cramon fortæller, at der på samme tid var tre grupper af journaliststuderende, der kom med henvendelser om ulovligt salg af snus, hvilket pressede Sikkerhedsstyrelsen tidsmæssigt. Hendes intention var dog så vidt muligt at give dem et interview, og derfor sagde hun ikke bare nej.

“Det er dejligt, de er interesserede. Vi vil rigtigt gerne hjælpe dem. Det er selvfølgelig træls som studerende bare at få et nej. Men der er en grænse for, hvor meget service vi kan yde. Vi har også andre arbejdsopgaver end at tale med journaliststuderende.”

Sikkerhedsstyrelsen har i sidste ende tilbudt de studerende at svare på deres spørgsmål over mail. Det har de studerende dog meddelt, at de ikke er interesserede i.