”Panikdagen” kan i år ende som en ”panikuge”.
For første gang er det tilladt at indgå ikke-bindende aftaler mellem studerende og praktiksteder før Store Match-dag – kendt som Panikdagen. Det har flere medier gjort i denne uge, hvor praktikstederne holder åbent hus for de studerende.
Jyllands-Posten indgik mandag forhåndsaftaler med to studerende. Men tirsdag meddelte de to, at de havde fået et bedre tilbud, og ophævede aftalerne.
Som direkte konsekvens har Jyllands-Posten valgt at nedlægge to praktikpladser, fortæller chefredaktør Pierre Collignon.
Det betyder, at avisen nu søger ni og ikke 11 praktikanter, som de i første omgang gjorde.
»Pladserne bliver ikke oprettet igen. Og jeg regner heller ikke med, at de er med næste gang. Jeg synes, det er en konsekvens, vi har behov for,« siger Pierre Collignon til Journalisten.
Jyllands-Postens beslutning vækker ikke forståelse hos Pia Færing, praktikkordinator på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
»Det bør ikke komme bag på JP, at det er aftaler, der kan fortrydes. Og de bør være glade for, at de studerende ringer tilbage og siger, at de alligevel ikke vil have pladsen,« siger hun.
»Vi spilder hinandens tid«
På Jyllands-Posten forstår Pierre Collignon ikke, at der er blevet åbnet for forhåndsaftaler, når skolen samtidig opfordrer de studerende til at løbe fra dem.
»Man etablerer en legalisering af, at man kan bryde aftalerne. Jeg mener ikke, at man bør lave aftaler uden at overholde dem. Man bringer alle i en dårlig position, hvor vi spilder hinandens tid. De studerende skal ikke bringes i en situation, hvor de er i den vildfarelse, at arbejdsgivere synes, det er sjovt, at de er ligeglade med vores aftaler,« siger chefredaktøren.
Jeg mener ikke, at man bør lave aftaler uden at overholde dem.
Pierre Collignon
Pia Færing mener ikke, de studerende har været ligeglade med aftalen hos Jyllands-Posten.
»De to studerende har da været pressede, da Jyllands-Posten mandag tilbød dem en plads. De kunne ikke vide, om andre ville gøre det samme, og har derfor sagt ja. Det gør andre så, deres ønskepraktikplads endda, og så siger de ja til den i stedet. Det er den bedst opnåelige aftale for de studerende,« siger hun.
Ifølge Pia Færing viser det, at systemet giver de studerende bedre vilkår for at beslutte sig for, hvor de vil i praktik henne.
»Den chance havde de aldrig fået på Store Match-dag, hvis Jyllands-Posten havde ringet først. Der ville de studerende så kun have to minutter til at beslutte sig for, om de ville sige ja til pladsen fra den første, der ringer. Men her vinder de tid til at se, hvad de får af tilbud, og hvad de så helst vil have,« siger hun.
Har skabt mere kaos
Regelændringerne har kun betydet, at systemet er blevet mere hektisk, mener Pierre Collignon.
»Jeg synes, det har ført til, at alle tyvstarter,« siger han og fortsætter:
»Vi skal have en seriøs måde at gøre det her på. De studerende skal have ordentlig tid til at sætte sig ind i mulighederne. Vi har aldrig lavet aftaler under hånden og har altid respekteret reglerne. Derfor ser jeg heller ikke noget behov for at indføre muligheden for forhåndsaftaler.«
Pia Færing erkender, at forløbet om praktikpladser er blevet mere rodet.
»Vi havde ikke gennemtænkt den konsekvens, at alle ville lave forhåndsaftaler. Når vi siger, at det ikke er bindende, er det for ikke at skabe en ny Store Match-dag mandag. Men vi har skabt kaos alligevel, og jeg er slet ikke overbevist om, at det her er godt. Men lige præcis Jyllands-Posten er faktisk et eksempel på, at det giver de studerende bedre vilkår,« siger hun.
Vi hører fra flere studerende, at mange praktiksteder lukker aftaler tidligt, og at det er med til at stresse dem yderligere. Har systemet ikke gjort det mere stressende?
»Stress er et vilkår. Det bliver aldrig roligt, medmindre jeg trækker lod. Jeg ville helst hive plasteret hurtigt af, men de studerende vil have det trukket langsomt af. Og det får de. For nogle er det mere stressfuldt, men for andre giver det en bedre aftale,« siger Pia Færing.
Sender underskrevne kontrakter
Pierre Collignon udtrykker forståelse for, at de studerende er forvirrede over, hvordan de skal håndtere de nye regler. Men:
»Jeg oplever også en del studerende, der presser på for at få en forhåndsaftale. Og de forventer selvfølgelig, at jeg overholder det. Det skal jeg nok gøre, for vi overbooker ikke. Vi sender de studerende en kontrakt underskrevet af os, så de kan sove trygt om natten,« siger Pierre Collignon, der ikke vil afvise at indgå flere forhåndsaftaler med studerende i løbet af ugen.
I hans øjne ville både medier og studerende havde været bedre stillet, hvis systemet havde været som ved seneste Store Match-dag. Han håber, at systemet vil blive ændret, så processen kommer til at foregå mere redeligt og med bedre mulighed for at tænke sig om.
De nye regler bør ikke underkendes med det samme, fordi ugen måske bliver mere hektisk for de studerende, siger Pia Færing.
»Man bør måle systemet på aftalerne, der kom i hus. Det var også en dårlig aftale for Jyllands-Posten, fordi de studerende ikke helst ville dem,« siger hun.
21 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det har været en helt igennem mærkelig uge for de fleste parter. Vi har haft åbent hus løbende over hele ugen, og vi har givet os tid til de studerende, der har lagt vejen forbi. Enkelte har meldt afbud i løbet af ugen pga andre aftaler - og det kan jeg ærlig talt ikke hidse mig op over. Jeg går ud fra, at de har fået en aftale, som de hellere ville have. Det kan være, at de har følt sig presset til at tage imod det første tilbud, men det skete jo også af og til på Panikdagen.
Vi har på Watch Medier faktisk lidt mod tendensen haft en god ansættelsesproces. Vi aftalte fra starten, at vi ville tage imod alle samtaler indtil fredag eftermiddag. Efterfølgende har vi evalueret ansøgerne og lavet en forhåndsaftale med den, som vi helst ville have.
Aftalen er selvfølgelig ikke bindende. Men derfor holder vi som medie selvfølgelig vores løfte - og håber at vores kandidat gør det. Men vi kommer nok ikke til at rase i offentligheden, hvis personen springer fra alligevel.
Praktikstedet er den stærke part her - og praktikanterne er de svage. Det stiller som altså forskelligt i en ansættelsessammenhæng, som jeg ser det. Vores rygte ville med rette lide stor skade, hvor vi overbookede balkortet eller løb fra en aftale - bindende eller ej. En formentlig ret ung praktikant midt i sit livs måske mest stressende uge skal have muligheden for at lave en aftale og fortryde. Det er trods alt sket i verdenshistorien, at også færdiguddannede har sagt ja til en stilling for så at springe fra igen - især når det eksplicit er kaldt en ikke-bindende aftale. De studerende kan jo ikke gøre for, at Praktikudvalgets formand først vælger at ændre standpunkt midt ind i ugen.
Vi har selvfølgelig oplevet et par frameldinger i løbet af ugen. Til gengæld har vi også fået en del tilmeldinger hen ad vejen, og samlet set har vi nok haft et bedre forløb end de seneste år. Nogle praktiksøgende har kigget mod os, efter man fornemmede at eksempelvis DR Nyheder havde lukket sine aftaler. Som Karen Sass skriver, så har de studerende haft muligheden for at tænke bredere lidt tidligere - en klar fordel for begge parter.
Når det er sagt, så er det vel tydeligt, at systemet ikke er perfekt. Men de studerende er de sidste, der skal have skylden.
Når medierne laver aftaler, allerede inden åben hus-ugen starter - og forventer at de bliver holdt - så tænker man efter min mening for kortsigtet. Hvis vi fremskriver udviklingen - hvor tidligt ansætter man så om et år? Man kan jo sådan set ansætte forårets praktikanter allerede nu.
Det er spilteoretisk rationelt at fiske prakkere før de andre medier. Men det kapløb er uholdbart for alle parter i længden. Så må der blive sat nogle grænser, og jeg støtter gerne en version af Peter Søndergaards forslag.
KH
Mathias Bencke
Praktikantvejleder på Watch Medier
Det er rigtig fint at få dine observationer på banen, Karen. Tak for det. Inden vi sparker de nye ændringer til hjørne, så bør vi stoppe op og tænke over hvorfor det skaber sådan et ramaskrig blandt visse medier. Nu kan de store medier ikke længere holde hof til Store Match Dag, for at vælge og vrage mellem de mange studerende der liner sig op foran deres dør. Istedet skal de nu acceptere, at de studerende har fået mulighed for bedre at orientere sig og vælge hvor de gerne vil hen i praktik.
Det forsøger nogle medier at omgå ved at lægge deres Åbent Hus arrangementer så tidligt på ugen som muligt, og presse de studerende til at lægge sig fast på en bindende aftale så tidligt på ugen som muligt.
Det nye systems åbenhed udstiller et system der før er foregået bag lukkede døre, og det tåler tilsyneladende ikke at se dagens lys.
Det nye praktiksøgningssystem skal evalueres grundigt og justeres der hvor det har vist sig utilstrækkeligt. Jeg er umiddelbart meget positivt indstillet overfor Karens forsalg om at få en logisk rækkefølge tilbage i praktiksøgningsprocessen. Men lad os også se på de positive forandringer det nye system kan være med til at skabe. Hvis alle parter - medier, uddannelser og studerende - vil være med på præmissen, så tror jeg at alle parter har meget at vinde ved en mere åben og grundig proces med samtaler og aftaler i Åbent Hus ugen.
Mvh Simon Freiesleben,
DJ RUC
Jeg vil gerne sige noget positivt om dette system og de nye ændringer. Jeg er praktivejleder på TVM, og her er vi som altid i underskud af pladser om efteråret. Der er nu indgået en del aftaler, og de studerende deler det åbent med hinanden. Det betyder, at dem uden aftale begynder at rykke på det allerede nu. Vi skal ikke til at opfinde verden for en knust studerende på STM-dag. De kender deres situation allerede nu og opsøger steder, der traditionelt ikke har TVM’ernes interesse før efter STM, hvor det går op for dem, at ikke alle kan mases ind på de mest hypede steder. Det er hårdt, når man ikke er i spil, men nu kan de nå at sende en ansøgning mere og til nogen de måske ellers aldrig ville have søgt.
Og inden man stemmer i sammen med JP og andre medier, så bør man måske motivgranske lidt på kritikken.
Når man år efter år som praktikvejleder på SDU har set op mod 40 studerende klumpe sig uden for JP’s og Berlingskes døre velvidende at der kun er 6-8 pladser, hørt de studerende være bange for at vælge den forkerte dør og blive presset på det af medierne, så bliver det ret tydeligt, at flere medier har haft fordelen af de studerendes usikkerhed.
Der er en vis tryghed i at have en stor bruttotrup stående udenfor døren, hvis favoritten nu skulle stå et andet sted.
Sådan er det ikke nu. Til gengæld kan medierne nu i løbet af Åbent hus-ugen nå at finde en anden kandidat, alternativt kan de holde stillingen åbent og afvente ansøgningerne på dagen. Sker matchet så for tidligt?
Lets face it - de fleste og mest søgte steder har alligevel altid haft a-kæden defineret og noteret inden STM-dag, så at der vælges allerede i ÅH-ugen er for mig ikke noget nyt. Før talte vi bare ikke om det. Forskellen er nu, at de studerende indvies i det, og det er rimeligt og i orden, tænker jeg.
Når det er sagt, så er det stadig totalt ulogisk at ansøgningen ligger efter Åbent Hus. Jeg så hellere en rækkefølge, der hed praktikmesse, ansøgning, Åbent-hus med aftalefrihed og efterfølgende kontrakt.
Jeg skulle have været til åbent hus på TV2/Bornholm fredag. Det skal jeg ikke alligevel, da de har aflyst, da de har lavet to forhåndsaftaler. Dvs. at de har lavet aftaler, før de har haft samtaler med alle interesserede - hvordan kan de så vide, at de har fundet de rette praktikanter? De gør det, fordi de føler sig presset til det, fordi alle andre medier også laver forhåndsaftaler fra time til time. Men det er jo uheldigt, at man nu skal spekulere i, hvornår man kommer til åbent hus. Før var det afgørende, at man stod foran den rigtige dør til panikdag, nu er det afgørende, hvornår man kommer på besøg. Ved det gamle system tog alle parter dog beslutningen på et oplyst grundlag (hjemmeside, samtale, ansøgning). Nu er det kun hjemmeside og samtale (for de få heldige, som faktisk får mulighed for en samtale).
Hej Kim
Det gør helt klart indtryk at høre, at de studerende åbenbart også har svært ved forholde sig til, at aftalerne ikke er bindende. Og jeg er udmærket klar over, at medierne ikke har lyst til lodtrækning, og at det derfor (desværre) næppe får gang på jord.
Men måske bør man netop af den grund give både ansøgere og medier en chance for at lære det her system at kende. Tilpasninger kræver jo som bekendt lidt tid, inden tingene falder på plads. Og du har fuldstændig ret i, at det er grotesk, hvis det udvikler sig til en panikdag, bare uden ansøgninger eller nogen som helst anden foregående kontakt.
Men det er ikke bare antallet af ansøgere, der gør det svært at sammenligne praktikpladsfordelingen med en almindelig ansættelse. Der er også andre faktorer i spil: Fx antallet af praktikpladser og at alle parter ved, at det går løs to gange årligt. Og det er ikke kun en teoretisk overvejelse: Når vi overhovedet har et praktiksøgningssystem skyldes det, at det netop ikke fungerede at lade det foregå frit. Det er i den grad før min tid, der var engang, hvor man besluttede sig for at sætte det i system, fordi folk netop var ude for at skaffe praktikpladser, inden de overhovedet begyndte på uddannelsen.
De ulovlige forhåndskontakter har været et problem i mange år og har også været en ret stor stressfaktor for ansøgerne. Det har uden tvivl også været mere udbredt end et par tilfælde hver gang, selv om langt fra alle eksempler ser dagens lys. Og den seneste regelændring kan måske fjerne det problem, hvis både medier og studerende indser og anerkender, at aftalerne ikke er bindende - og derfor heller ikke nødvendigvis noget, man skal tillægge så meget vægt.
Derfor synes jeg også, at man skal give systemet tid til at finde sig selv. Men hvis de nuværende problemer ikke bare viser sig at være børnesygdomme, er kan det selvfølgelig godt være, at vi bliver nødt til at gå tilbage. For selvfølgelig er der nødt til at være ansøgninger og bare lidt tid til at snakke sammen.
Kh Troels
PS. Hvor ville det være skønt, hvis det kunne lade sig gøre at finde et system, der fungerede. Men lige nu ser vi endnu en regelændring blive besvaret af, at aktørerne igen presser systemet til det yderste. Og generelt fylder den praktiksøgning alt for meget. Så jo mere, man beskæftiger sig med det, jo mere fristende bliver det at indføre en lodtrækning, så vi slipper for alt det bøvl med, hvem der ender hvor. Hvis man tror på, at uddannelserne ikke sender folk i praktik, som ikke er dygtige nok, kunne man sagtens lave et prioriteret lodtrækningssystem, der tager højde for journalistikkens forskellige genrer og platforme.
Flere