To journaliststuderende søgte om aktindsigt, men kommunen svarede, at ansøgningen var "aldeles upassende." Ekspert i forvaltningsret kalder kommunens svar for »vanvittigt«.
Da to studerende fra Journalisthøjskolen søgte om aktindsigt hos Ringkøbing-Skjern Kommune, blev de mødt med beskeden om, at ansøgningen var "aldeles upassende", og at den ville påvirke fremtidens samarbejde med journaliststuderende.
De studerende havde bedt en række af landets kommuner om tal på, hvor mange børn der blev anbragt uden for hjemmet i 2008. Tallene skulle bruges til et undersøgende projekt.
En del af kommunerne svarede ikke på spørgsmålene, og de studerende sendte derfor aktindsigtsbegæringer til de kommuner, der ikke have oplyst tallene.
Én af kommunerne, der fik en aktindsigtsbegæring, var Ringkøbing-Skjern Kommune, der til første mail havde svaret, at man på grund af ekstraordinære organisatoriske udfordringer ikke havde tid til at hjælpe.
De studerende blev noget overraskede, da de modtog svaret på deres aktindsigtsbegæring. Fagchefen for Børn og Familie, René Geisler Rosenkilde, skriver, at han tidligere har oplyst de studerende, at han ikke kan efterkomme deres ønske på grund af organisatoriske udfordringer i kommunen, og derfor:
"(…) finder jeg jeres seneste mail, hvor I søger om aktindsigt på trods af ovenstående aldeles upassende og bestemt ikke befordrende for et fremtidigt samarbejde med journaliststuderende.
Jeg kan oplyse, at jeg agter at videregive jeres mail til vores juridiske team for her at få klarlagt, om I har krav på aktindsigt.
Jeg vil desuden bede jer om at oplyse navn og mailadresse til jeres vejleder og studierektor."
Den tone er ikke i orden, mener ph.d. og lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing.
»Det er rigtig groft at svare folk sådan. Jeg synes faktisk, de skal sende det til Ombudsmanden,« siger han.
Sten Bønsing peger på tre konkrete ting i henvendelsen, som han mener, er i strid med god forvaltningsskik.
»Tonen er vanvittig. Det er en del af god forvaltningsskik, at de skal svare høfligt til folk. Der er en skjult trussel om, at man har tænkt sig ikke at give aktindsigt fremover. Og det er altså et lovkrav. Sidst er der en mærkelig trussel om, at henvende sig til vejlederen. Jeg ved ikke, hvad de har tænkt sig at meddele dem,« siger Sten Bønsing.
René Geisler Rosenkilde mener ikke, at hans svar var over stregen. Tværtimod anfægter han de studerendes tilgang i de to mails.
»Det er de to mails sammenlagt, der giver mig anledning til det ordvalg. I den første mail bliver jeg kontaktet, hvor de uden omsvøb stiller nogle spørgsmål og implicit forventer, at der bliver svaret på dem,« forklarer René Geisler Rosenkilde.
Han vurderer ud fra den første henvendelse, at de studerende lige så godt kunne have henvendt sig til en anden kommune. Derfor håbede han, at de ville se bort fra Ringkøbing-Skjern, der for tiden er under stort arbejdspres.
René Geisler Rosenkilde angriber især tonen og formen i henvendelserne, som han mener er for formelle. I den konkrete situation havde det dog ikke betydet nogen ændring, da hans afdeling er plaget af administrative udfordringer.
»Det er usædvanligt, at de ikke orienterer om, baggrunden for deres henvendelse er, hvad formålet er og om vi bliver orienteret om resultatet senere. Det gør alle andre faggrupper. Langt hen ad vejen tror jeg, at det ville tjene journalister at være knap så formelle,« siger han.
Sten Bønsing mener dog ikke, at det giver ret til at svare i den tone.
»De kan henvende sig fuldstændigt, som de vil. Der er ingen formkrav. Der er heller ingen krav om, at man skal begrunde sit krav om aktindsigt,« siger han.
René Geisler Rosenkilde forklarer, at meningen med hans svar ikke var, at påvirke det fremtidige samarbejde med journaliststuderende.
»Med en anelse selvransagelse burde jeg havde skrevet, at det kun var det fremtidige samarbejde med lige de to studerende,« siger han.
René Geisler Rosenkilde anerkender, at de studerende har ret til at søge om aktindsigt. Derfor skriver han også i sit svar, at den er overgivet til det juridiske team. Han kan ikke forstå, hvis nogen kan tolke svaret sådan, at han ikke anerkender deres ret til at ansøge om aktindsigt.
René Geisler Rosenkilde siger, at han bad om kontaktoplysninger på vejleder og rektor, fordi han gerne vil i dialog om, hvordan journaliststuderende bør henvende sig.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det synes som om, at Torben Krogh er offentligt ansat - hvor jeg vil give et godt råd:
Hvis informationerne findes i offentliggjorte publikationer eller på nettet, er det jo hurtigt at henvise journalisten til disse informationer. Og det er der heldigvis mange, der er rigtig gode til.
# Henrik Lind Jørgensen - jeg er selvfølgelig enig i, at kommunerne er forpligtet til at give agtindsigt - men når du skriver "Mens vi hovedrystende venter på, at fornuften vinder, kan vi som journalister udfordre de kommunale systemer og søge aktindsigt hist og her. Om ikke andet for at teste travlheden" så måJEG ryste på hovedet.
Har du nogen idé om, hvor mange anmodninger om aktindsigt, kommunerne sidder med? Åbenbart ikke..
Der er såmænd rigelig travlt med at besvare de mange - og en del ganske berettigede - anmodninger, og selvfølgelig skal "magthaverne" kigges over skulderen. Men mange anmodninger om aktindsigt er på ting, man sagtens selv kan finde, hvis man bruger lidt tid ved computeren. Der bliver brugt virkelig meget tid i kommunerne på at finde, samle og sende de oplysninger, journalister beder om "hist og her", som de selv kunne have fundet med en mindre egenindsats.
Det er altså også dine skattepenge, der er i spil her, så måske skulle man begrænse aktindsigts-anmodningerne til noget, der har reel samfundsrelevans i stedet for bare at fyre løs for at "teste travlheden".
Sund fornuft er aldrig helt af vejene...
Reaktionen er ikke så underlig endda - jeg kan nævne mange flere eksempler.
Som jeg ser det drejer problemet sig om to forhold:
1) Kommunerne er blevet så store, at de opfatter sig selv som stat i staten
2) Lov om aktindsigt er så indviklet, at embedsmændende navigerer efter hvad de mener loven siger.
.. og dermed en venlig hilsen til den nuværende revision: lav en enkel lov, der kan forstås i den virkelighed, vi faktisk har.
Ak ja, samfundet har altså så travlt, at det ikke rigtig har tid til noget som helst... Tankevækkende, men trist for dem, der lige står og venter på en meget vigtig sagsbehandling.
Jeg vil gerne opfordre Journalistforbundet til at skrive sig både sager som disse, og det mildest talt mærkværdige "samarbejde" mellem politi og presse (skal spare de trætte læsere med de trivielle mellemregninger her, men politiet betragter jo generelt pressen som en klods om benet) bag øret og tage det op med de relevante myndigheder, hvis tiden en dag er til det.
Naturligvis kan man ikke trænge igennem til enhver tilfældig borgmester, sagsbehandler, børn- og ungechef eller politi-direktør, men så gå et skridt op i systemet og få nogle til at fortælle de Venstre-folk, socialdemokrater og politiinspektører, der mener, de lever bag jerntæppet, at de godt kan kigge frem. Engang imellem. Så kan de gå til alle deres møder og spise citronmåner bagefter.
Mens vi hovedrystende venter på, at fornuften vinder, kan vi som journalister udfordre de kommunale systemer og søge aktindsigt hist og her. Om ikke andet for at teste travlheden.