På Magasinforlaget, der blandt andet udgiver Bryllupsmagasinet, Konfirmand og Barnedåb, arbejder skribenterne og fotograferne – blandt andre journaliststuderende – uden at få løn.
»Magasinforlaget har en meget lille økonomi, og bladene har meget små oplag. Hvis forlaget engang vokser sig til en stor virksomhed, vil de ansatte naturligvis få løn. Min personlige holdning er, at folk skal have den løn, de har fortjent,« siger udgiver Rasmus Riskær Smidt. Han dækker dog fotografernes omkostninger i forbindelse med fotograferingen.
»Har dine skribenter og fotografer så ikke gjort sig fortjent til løn?«
»Jo, men vi har ikke penge til dem. Hvis vi skulle lønne vores skribenter, eksisterede bladet Barnedåb for eksempel ikke. Vi får mange produkter sendt til forlaget, blandt andet kosmetik, som vi giver skribenterne. Det giver vi i stedet for en egentlig aflønning,« fortæller han.
Rasmus Riskær Smidt mener, at de journaliststuderende tjener fagligt i stedet for økonomisk ved at arbejde på Magasinforlaget.
»Skribenterne bliver bedre til at lave magasiner ved at tage ansvar og få feedback på deres arbejde her hos os. De har stor indflydelse på vores produkter,« siger han.
Ifølge Rasmus Riskær får bladenes layouter en begrænset betaling for sit arbejde.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.