
BTMX redaktionen på Pilestræde. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Tidligere i dag erfarede Journalisten, at BTMX nedlægger 12 praktikstillinger heraf to fotopraktikantstillinger som led i den forestående sparerunde, hvor hele fotoafdelingen på BT bliver nedlagt. Der lægges derudover op til at skære fire journalister og to redigerende på sportsredaktionen og tre andre redaktionelle stillinger.
Formand for Danske Mediestuderende Thilde Høybye er ikke overrasket over udmeldingen, som hun kalder ”ærgerlig”.
”Jeg var godt klar over, at der var stillingsnedlæggelser på BTMX, men det er ærgerligt, at det også går ud over praktikstillingerne. Derudover er det selvfølgelig ærgerligt generelt med stillingsnedlæggelserne og især fyringen af alle fotograferne, som vi har set på mange fotoafdelinger efterhånden,” siger hun.
I slutningen af 2016 foreslog Danmarks Medie- og Journalisthøjskole en forkortelse af praktiktiden for journaliststuderende for at imødekomme den mangel på praktikpladser, der har været de sidste praktikrunder.
Ønsker stadig ikke at skære i praktikken
Forslaget blev i første omgang afvist af et flertal i bestyrelsen på DMJX. Dengang meldte Danske Mediestuderende ud, at man i stedet for at forkorte praktiktiden skulle overveje at skære i optaget. Og nedlæggelsen af 12 praktikpladser på BTMX har ikke ændret på dette.
”Vi er stadig uenige i at skære i praktiktiden. Så må man hellere skære på optaget,” siger Thilde Høybye.
I forvejen er det blevet besluttet at udskyde praktikstarten for de journaliststuderende et halvt år, og over de kommende år bliver optaget på journalistuddannelsen på DMJX også beskåret med 27 pladser. Thilde Høybye mener ikke, det giver mening at se på andre løsninger, før disse tiltag har haft tid til at virke.
”Nu har vi sat de her tiltag i gang, og så bliver vi nødt til at se på, hvordan det kommer til at udspille sig,” siger hun.
Hidtil er der blevet optaget 252 journaliststuderende på DMJX årligt. Fra 2016 bliver det tal løbende skåret ned, så der i 2018 kun bliver optaget 225 nye studerende årligt. Det betyder, at der bliver skåret 27 pladser svarende til 11 procent.
På BTMX har sparerunden betydet, at BT’s redaktionelle medarbejdere i går besluttede at nedlægge arbejdet i protest. De redaktionelle medarbejdere holder fagligt møde her til morgen klokken 9.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.