På en generalforsamling i selskabet bag Nyhedsavisens moderselskab, 365 Media Scandinavia, i lørdags blev tidligere direktør i selskabet, Svenn Dam, smidt ud af bestyrelsen, og Thordis Sigurdardottir blev indsat som bestyrelsesformand imod sit ønske.
Lørdag den 20. september kl. 16:00 blev der holdt generalforsamling i selskabet bag Nyhedsavisen, 365 Media Scandinavia. Hverken bestyrelsesmedlem Svenn Dam eller Thordis Sigudardottir var til stede på mødet.
Hovedaktionær i Nyhedsavisen, Morten Lund, har tidligere bortvist Svenn Dam fra direktørstillingen i 365 Media Scandinavia A/S, og sidste lørdag blev Svenn Dam så også smidt ud af moderselskabets bestyrelse. Thordis Sigurdardottir blev indsat som ny bestyrelsesformand, selv om hun ikke var til stede, og Morten Lund blev sat ind som direktør.
Flere aktionærer var slet ikke indkaldt til generalforsamlingen og vil nu klage til Morten Lund over, at mødet efter deres opfattelse var ulovligt. Tidligere administrerende direktør i Nyhedsavisen Morten Nissen Nielsen protesterede over mødet, allerede inden det blev afholdt, fordi han som aktionær ikke var indkaldt. Han hørte ad omveje torsdag den 18. september, at der var indkaldt til generalforsamling lørdag den 20. september.
»Da jeg ikke var indkaldt, protesterede jeg, fordi det ikke var muligt for min advokat eller mig at deltage om lørdagen. Jeg foreslog, at generalforsamlingen blev skudt til om mandagen, men fik at vide af Morten Lund, at de ville gennemføre den alligevel, og at jeg bare kunne prøve det ved domstolen,« siger Morten Nissen Nielsen.
Han har derudover bedt om, at der på generalforsamlingen skulle fremlægges de skriftlige garantier for 365 Media Scandinavia fra Morten Lund og hans medinvestorer, som ifølge Morten Nissen Nielsen var øremærkede Nyhedsavisen.
»Jeg har ikke fået den ønskede dokumentation fra Morten Lund. Til det må jeg bare sige, at det er udtryk for Morten Lunds måde at drive forretning på,« siger Morten Nissen Nielsen.
Thordis Sigurdadottir har over for Epn.dk givet udtryk for, at hun er rasende over, at hun er blevet sat ind som bestyrelsesformand.
»Det er en misforståelse. Det er advokaten, der besluttede det, fordi Morten Lund ikke både kan være direktør og formand samtidig, og alle andre bestyrelsesmedlemmer var trådt tilbage undtagen mig, og så besluttede de bare, at det skulle være mig,« fortæller Thordis Sigurdardottir til Epn.dk.
Advokatfirmaet Danders & More indsendte tirsdag den 23. september en webregistrering til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor det fremgik, at Thordis Jóna Sirgurdardóttir, var ny bestyrelsesformand for 365 Media Scandinavia A/S, mens Morten Lund var ny direktør.
Onsdag den 24. september indsendte advokatfirmaet en webrettelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor der stod, at »Morten Lund Nielsen fejlagtigt blev registreret som fratrådt som formand for bestyrelsen og blev samtidig fejlagtigt indsat som direktør den 20.9.2008. Morten Lund Nielsen er fortsat bestyrelsesformand, han er ikke direktør og er ikke bestyrelsesformand men medlem af bestyrelsen.«
Svenn Dam var som medlem af bestyrelsen indkaldt til generalforsamlingen sidste lørdag, men valgte selv at blive væk.
»Jeg kan næsten være ligeglad, for jeg spiller ingen rolle i forhold til, hvad man vil gøre med 365 Media Scandinavia,« siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Morten Lund. Til Epn.dk har han sagt, at han har sagt det sidste ord i sagaen om Nyhedsavisens lukning.
»Det må være tid til at komme videre. Vi taler trods alt om en virksomhed, der ligger nummer 2-3.000 over Danmarks største,« lyder det fra Morten Lund til Epn.dk.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.