Direktør i Nyhedsavisens moderselskab 365 Media Scandinavia Svenn Dam bliver beskyldt for at fjerne fortrolige dokumenter og er blevet bortvist. Dokumenter, som angiveligt skulle sikre hovedaktionæren, Morten Lund, et trecifret millionbeløb, hvis han lukkede Nyhedsavisen.
Et opgør om Nyhedsavisens kollaps er i fuld gang. Journalisten.dk kunne i går afsløre, at 365 Media Scandinavia ikke er gået konkurs, og at hovedaktionær Morten Lund er forpligtet til at skyde flere penge i Nyhedsavisens moderselskab. Samtidig tilkendegav både Morten Nissen Nielsen og Svenn Dam, at de regner med, at Morten Lund og andre har gennemført de lovede kapitaltilførsler til moderselskabet.
Artiklen satte yderligere skub i striden mellem topfolkene. Allerede i aftes udviklede rivegildet sig. Og central i striden om, hvad der førte til avisens sammenbrud søndag den 31. august og konkursbegæringen dagen efter, er nu påstanden om, at Morten Lund blev betalt for at lukke Nyhedsavisen.
Pengene skulle, ifølge udkastet, komme fra en af aktionæren i Mecom Group, David Montgomery, som ejer Berlingske-koncernen i Danmark.
David Montgomery, afviser over for Epn.dk, at Mecom er part i en aftale med Morten Lund om at lukke Nyhedsavisen.
»Hvem som helst kan skrive vores navn på et stykke papir – det har ikke noget med os at gøre,« siger David Montgomery, som tilføjer, at han har haft masser af møder med Morten Lund, »men alle mediechefer i Danmark har vist mødtes med Morten Lund«, udtaler David Montgomery til Epn.dk.
Journalisten.dk følger udviklingen og bringer mere i løbet af i dag.
(opdateret 11:28)
1