
Lisbeth Holten
Det bedste råd mod stress er at trække stikket, inden det går galt. Men hvordan gør man det som journalist, når avisen, nyhedsbrevet eller programmet også skal udkomme i morgen?
Journalisten har spurgt journalist og forfatter Heidi Vesterberg, som er aktuel med en ny bog om stress. Hun har talt med otte kendte danskere, der alle selv har haft stress. Tre af de otte arbejder i mediebranchen – og det er ikke nødvendigvis helt tilfældigt, siger Heidi Vesterberg:
»Der er nogle betingelser i vores branche, som kan lægge en god grobund for stress. Det mest indlysende er selvfølgelig, at mange af os lever under et deadline-pres. Vi skal ofte levere en hel masse på kort tid, og vi skal kunne levere til flere og flere platforme. Mange kan godt lide den energi, der ligger i netop deadline-rush’et – men i længden tror jeg, at det slider på os,« siger hun.
Et hul i avisen
Heidi Vesterberg understreger, at arbejdet med bogen med titlen ”Hvordan jeg kom igennem stress – og blev klogere af det” ikke har gjort hende til stress-ekspert. Men hun har bidt mærke i en sætning, der går igen, når man taler med stressramte mennesker. Nemlig sætningen: ”Jeg vidste det egentlig godt, men…”.
»De fleste i bogen har alle tegn og symptomer på stress, men alligevel formår de ikke at stoppe op. Dét er svært i alle brancher, men jeg tror, at det er endnu sværere som journalist,« siger Heidi Vesterberg.
Selv peger hun særligt på to forklaringer. Det ene handler om, at det kan være svært melde sig ud, når den direkte konsekvens kan være, at der kommer »et hul i avisen«. Det andet handler om kravet til konstant at være opdateret:
»I nogle dele af branchen lever folk jo i en konstant nyhedsstrøm. Man skal hele tiden holde sig opdateret, tjekke nyheder og følge med på de rigtige platforme. Mange journalister har ekstremt svært ved at tillade sig selv at koble af fra nyhedsstrømmen,« siger Heidi Vesterberg.
5 råd til at undgå stress
Og så til Heidi Vesterbergs gode råd – særligt rettet til journalister:
- Tag en pause fra nyhedsstrømmen: »Du behøver måske ikke at se TV Avisen hver dag, og nogle gange kan du måske godt slukke for mobilen. Jeg tror, det er ret nødvendigt at vi kobler nyhedsstrømmen fra engang imellem. Både for os som mennesker, men også for kvaliteten af den journalistisk vi leverer«.
- Indfør rutiner i hverdagen: »Mange – og måske især journalister – gør alt for at undgå rutiner. Vi tror ofte, det er bedre for kreativiteten at være spontan og impulsiv. Men rutiner i arbejdet giver forudsigelighed og tryghed, og dét beskytter os mod stress«.
- Skriv det sjove i kalenderen: »Jeg har talt med flere, som siger, at vi skal huske også at putte de gode og de sjove ting ind i kalenderen. Så den ikke kun indeholder deadlines, møder og interviewaftaler. På den måde giver man helt konkret plads til det, der giver glæde, energi og livslyst«.
- Sig nej: »Det lyder jo utroligt banalt, men det ER vigtigt at øve sig i at sige nej. Hvis man ved, at man ikke kan nå at få fat på 80 kilder inden deadline,er det bedre at sige nej tak. Tit er vi bange for at miste respekt, hvis vi siger nej – men det er ofte omvendt. De fleste har respekt for de mennesker, der formår at sige nej på en naturlig måde. Uden skyld eller undskyldninger«.
- Vis respekt for dem, der stopper op: »I bogen har Hans Pilgaard en rigtig god pointe: Vi har typisk mere respekt for mennesker, som kan klare mosten og kæmper sig igennem til sidste blodsdråbe.Og ikke så meget respekt dfor dem, der kan mærke at de er på vej ud over kanten – og beder om timeout. Det gælder også rigtig meget inden for vores fag. Det burde være omvendt. At sige fra i tide er et tegn på styrke og ikke svaghed«.
2