search

Stress-ramte journalister hjælpes videre

Op mod 15 pct. af medlemmerne i Dansk Journalistforbund, der arbejder i nyhedsbranchen, er meget stressede. Men det lykkes rent faktisk hvert år at hjælpe 100-vis af medlemmer til at komme videre.

Op mod 15 pct. af medlemmerne i Dansk Journalistforbund, der arbejder i nyhedsbranchen, er meget stressede. Men det lykkes rent faktisk hvert år at hjælpe 100-vis af medlemmer til at komme videre.

»Nogle er så hårdt ramte, at bare det det, at man tager røret og lytter, så begynder de at græde i den anden ende.«

For Eva Jakobsen er situationen ikke usædvanlig. Alene det seneste år har hun talt med mindst 100 medlemmer af Journalistforbundet, der alle har haft brug for rådgivning og støtte. Og antallet er støt stigende.

Mange har endda været så hårdt ramte af stress, at de har været tvunget til at melde sig syge i månedsvis. Og selv om de måske umiddelbart føler sig lidt som Palle-alene-i-verden, så er problemet med alvorlig stress mere udbredt end de fleste umiddelbart tror.

Seneste undersøgelse viste således, at hver 7. i nyhedsbranchen er stresset. Og inden de når så langt som til at ringe og bede om hjælp, så er der ofte gået lang tid forud.

»Når man går ned med stress, så handler det tit om mange forskellige ting. Og der ser jeg naturligvis på, hvad der er arbejdsrelateret og hvad jeg kan hjælpe med,« siger Eva Jakobsen, der er en af 3 faglige konsulenter i DJ's afdeling for arbejdsmiljø, som hjælper folk med stress.

Blandt årsagerne kan være dårligt arbejdsmiljø, fyringsrunder, kæmpemæssige forandringer, dårligt håndterede konflikter på arbejdspladsen, som både kan være mellem medarbejderen og chefen eller kollegaerne imellem.

»For mange er det at være journalist en stor del af deres identitet. Hvis ikke de er journalister, så er de ingenting. Og derfor har de så svært ved at sige fra. Selv om de for længst har presset sig selv for meget, så bliver de ved med at trykke speederen yderligere i bund. Og så lige en tand mere. Også selv om de ikke kan mere,« siger Eva Jakobsen.

»Det er folk med drømmejobbet, den gode bolig, et lykkeligt familieliv, og hvor alt synes i orden, der pludselig begynder at græde. Og som slet ikke ved, hvor de tårer kommer fra.«

Men selv om det kan synes uoverskueligt stort og svært for de fleste, der går ned med flaget, så lykkes det for stort set de fleste at komme videre, hvis ellers de rækker ud efter hjælpen.

»Dem, jeg snakker med, vender tilbage og er super taknemmelige og lykkelige for, at de mødte en, som vidste, hvad det var, de stod i. Og som kunne hjælpe dem til at overveje, om de skulle melde sig syge, sige op eller gøre noget andet,« fortæller Eva Jakobsen, der taler om en usædvanlig høj succesrate med at hjælpe folk tilbage på sporet og videre i branchen.

»Problemet er, at det stadig er et tabu i den her branche. Der fordres en robusthed, som er uhørt høj. Det vil sige, at journalister og kommunikationsfolk har rigtig rigtig svært ved at tale med hinanden om det. Og derfor bliver det en kæmpe hjælp for dem, at komme herind og tale om det,« siger hun og spørger drilsk ud:

»Hvornår er det lige, at man klynker i den her branche? Det gør man ikke. Og slet ikke, hvis man får en høj løn og har et godt job, som mange ville give deres højre for at få. Og når man ved, at mange er parate til at udføre det gratis, bare for at komme ind i branchen.«

Men ifølge Eva Jakobsen er der hverken grund til at være flov eller misforstået stolt. Situationen er i virkeligheden velkendt for de fleste. Og i de senere år er det i stigende grad også de unge, som bliver stress-ramte.

»Hvis man kun sammenligner sig med krigsreporteren, som naturligvis har det sværere end mig, så er det klart, man idet ikke nogen hjælp.«

Dansk Journalistforbund tilbyder et helt forløb af samtaler, hvis man brug for det. Den første samtale har ofte karakter af førstehjælp. Eller det, som Eva Jakobsen kalder "erkendelsessamtalen".

»Her snakker jeg med vedkommende om, hvor dårligt, han eller hun har det, hvor lidt vedkommende spiser, og hvor dårligt vedkommende sover. Det kan tage op til halvanden time. Og ofte handler samtalen om at erkende, at man rent faktisk ikke kan mere.«

DJ's faglige konsulent understreger, at det gode er, at hun med sikkerhed kan fortælle alle, at sådan skal de ikke have det resten af deres liv. At der findes en vej ud af stressen.

»Men i starten er det lidt som et sammenfiltret garnnøgle, der skal vikles ud.«

Oven på den første erkendelsessamtale – den akutte førstehjælp – tilbydes yderligere et par samtaler, der skal bringe den stress-ramte videre.
Samtidig giver Eva Jakobsen en stribe gode råd:

»Jeg styrer dem ret hårdt. Og det første jeg beder dem om at er at gøre noget lystfyldt og få luget kritisk ud i kalenderen. Samtidig beder jeg dem om at gå til deres egen læge og blive tjekket for, at det kun er noget mellem ørerne og at de ikke fejler noget andet alvorligt.«

DJ's konsulent mener i øvrigt, at man bør opfatte stress som "influenza på sjælen".

»Man skal virkelig tage det alvorligt og undlade at gøre mere end hvis man havde 40 i feber. Det vil sige meget lidt. Og kun lystbetonet.«

På listen står desuden masser af motion. Det vil eksempelvis sige gå en lang tur i naturen, for dermed at få gang i vejrtrækningen.

»Til kvinderne siger jeg også, at de måske skulle overveje at plukke en buket blomster til sig selv, når de er ude at gå. Og når jeg siger det, så er der rigtig mange, der begynder at græde. Det handler om den der egen-omsorg, som de ikke er så gode til. At mærke sig selv og egne behov.«

Derudover anbefaler hun, at man får masser af hvile og sørger for at få minimeret antallet af aftaler i kalenderen.

»Hvis man vågner om natten med forhøjet puls igennem bare et par uger, så skal man virkelig tage det alvorligt. Det er det første alvorlige signal om, at noget er galt.«

De øvrige samtaler, som Eva Jakobsen og kollegaerne i DJ gennemfører med de stress-plagede handler blandt andet om den såkaldte lovpligtige sygefraværssamtale, som arbejdsgiveren egentlig er forpligtet til at gennemføre.

»Her snakker vi med medlemmet om, hvad han eller hun har forpligtelser over for arbejdsgiveren. At man rent faktisk har lov til at være syg lige indtil man bliver rask igen. Også selv om det tager månedsvis. Og det med fuld løn.«

Hun peger på, at rigtig mange får utrolig dårlig samvittighed, fordi de går derhjemme uden fysisk synlige symptomer. Men det ændrer altså ikke på, at man bør blive hjemme, til man er helt frisk.

»Den sidste samtale vi tager, handler om at vende bæredygtigt tilbage til arbejdspladsen. Og det kan være rigtig svært at vide, hvordan man gør, hvis ikke man har været nedbrugt af stress tidligere. Så ved man ikke, hvornår man tåler at komme tilbage.«

Ifølge Eva Jakobsen er alt for mange alt for optaget af at komme hurtigst muligt tilbage.

»Så det snakker vi rigtig meget om. For nogle er det bedste måske at starte med blot to timer om dagen de første to uger. Et scenario som kan være hård at acceptere. Men tommelfingerreglen siger altså, at det tager næsten lige så lang tid at blive frisk igen, som det tog at blive slidt ned. Og det gennemsnitlige fravær som følge af stress er altså tre måneder.«

Ifølge DJ's stress-rådgiver, så er journalistforbundet i stand til at hjælpe alle, der er ramt af arbejdsrelateret stress:

»Dem, jeg snakker med, vender tilbage og er super taknemmelige og lykkelige for, at de mødte en, som vidste, hvad det var, de stod i. Og at jeg kunne hjælpe dem til at overveje, om de skulle melde sig syge, sige op eller gøre noget andet.«

Hun er samtidig glad for, at mange vælger at ringe direkte til forbundet som det første, når det går galt.

»Rigtig mange skifter også arbejdet efter sådan en tur. Men vi råder til, at man først gør det, når man er kommet tilbage i gænge i det gamle job, og er blevet frisk og har fået karriererådgivning – så man ikke gør to ting på en gang. Man skal ikke skifte job, mens man går rundt med stress.«

Kommentarer
1
Marlene Denkcer
22.03.18 08:01
Jeg arbejde professionelt med
Jeg arbejde professionelt med stress til dagligt, og synes bestemt alle brude have mulighed for a møde denne tilgang når de blev sygemeldt. Tak til Eva Jakobsen. Jeg har dog en kæphest. Mange af mine klienter bliver tvunget ud i motion, og selvom gåture er en god ide, er hård motion ofte en meget dårligt ide - dette udspecificere Eva ikke, så jeg tillader mig at kommenterer på dette.

Det kan være svært at mærke for den enkelte om motion er dårligt, da symptomerne først viser sig timer efter. Jeg ser det så tit, og nogle mister deres sygedagpenge hvis de ikke deltager i bestemte træning protokoler. Jeg forklarer lidt om det her ift vægttab, hvis det har interesse: https://zrb.dk/vaegttab-og-stress/

Mvh. Marlene Dencker
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen